Debat

Læge og uddannelsesdirektør: Vi har ikke prioriteret telemedicin højt nok

DEBAT: Brugen af telemedicin i det danske sundhedsvæsen har været tæt på ikkeeksisterende de sidste ti år. Det er en af grundene til, at vi nu står over for en ny sundhedsreform, skriver læge og direktør for INNO X Health på Aarhus Universitet. 

Teknologi i sundhedsvæsnet skal prioriteres og løftes op i debatten om fremtidens sammenhægende sundhedsvæsen, mener Martin Vesterby. 
Teknologi i sundhedsvæsnet skal prioriteres og løftes op i debatten om fremtidens sammenhægende sundhedsvæsen, mener Martin Vesterby. Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Vesterby 
Direktør for INNO X Health på Aarhus Universitet, og medstifter og medejer af Visikon.

Hvad sagde jeg? I har ikke prioriteret innovation, digitalisering og teknologi højt nok.

Og vi har alle svigtet: kommuner, regioner, ministerier, folketinget, universiteter og professionsskoler, patientforeninger og mange eksperter.

Jeg bliver normalt virkelig træt, når jeg hører sætningen ”Hvad sagde jeg”. For den er svær at bruge konstruktivt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Her er så årets første indlæg fra mig, og det er en lang omgang ”Hvad sagde jeg”.

Men altså – jeg sagde det!
I efteråret 2007 blev ekspertpanelet, også kendt som Erik Juhl-udvalget, nedsat af den daværende regering.

Her står vi så, 10 år senere. Der er sket noget, og vi har haft ét stort offentligt udbud af telemedicin, men en af grundene til, at vi nu står over for en mulig ny sundhedsreform, er, at der er sket for lidt.

Martin Vesterby
Direktør for INNO X HEALTH på Aarhus Universitet, Health og medstifter & medejer af Visikon.

Panelets arbejde og udpegning af investeringsprojekter og investeringsrammer skulle indfri regeringens forventning om, ”at de kommende års massive investeringer i nye og moderniserede sygehuse hviler på et fagligt grundlag. Og at investeringerne lever op til principperne for en moderne sygehusstruktur og samtidig understøtter en sammenhængende sygehusstruktur, der sikrer den faglige kvalitet i sygehusbehandlingen.”

De anbefalinger, som panelet præsenterer i Regionernes Investerings- og Sygehusplaner, fra 2008, plus efterfølgerne – Screening og Vurdering I og II – ligger til grund for den struktur, vi har i dag.

Prioriteringer, der efterfølgende blev taget af politikere, om størrelsen af akutenhederne samt supersygehuse og deres antal senge, bygger på anbefaling fra Erik Juhl-udvalget.

Politikerne besluttede også de økonomiske rammer til gennemførelse af opbygningen af ”en moderne sygehusstruktur”.

Moderne sygehusstruktur
Når jeg læser ekspertpanelets arbejde, vurderer jeg, at de var visionære og indikerer et klart behov for koblingen mellem en moderne sygehusstruktur og det, vi kalder sekundærsektoren.

Sekundærsektoren dækker over de praktiserende læger og kommunernes opgaver inden for hjemmepleje, plejehjem, sundhedspleje, genoptræning og forebyggelsesinitiativer.

Måske var de urealistiske, og måske var deres vurdering af muligheder i fremtidens teknologi skudt noget over målet.

For de skrev: ”Ekspertpanelet vurderer, at en række andre faktorer vil have en mærkbar indflydelse på, hvordan fremtidens sygehuse mest hensigtsmæssigt indrettes. Det gælder først og fremmest den teknologiske udvikling og den generelle it-understøttelse af sundhedsvæsenets opgaver. Der vil ske en teknologisk udvikling og en stigende udnyttelse af den teknologiske viden, som vil muliggøre behandlinger over afstande (telemedicin) i langt højere grad end hidtil. Specialister andre steder i landet eller for så vidt verden over vil kunne medvirke ved operationer, og røntgenbeskrivelser mv. kan foregå overalt i verden med øget kvalitet og effektivitet til følge. De højt specialiserede hospitaler kan hjælpe de mindre hospitaler og praktiserende læger – og omvendt. Og man kan forvente at kunne behandle et stigende antal patienter i deres eget hjem, hvilket vil reducere trækket på sygehusene og delvist også almen praksis. På sygehusene vil den teknologiske udvikling og udviklingen i behandlingsmetoder betyde behov for nye arbejdsgange og ændret arbejdstilrettelæggelse. Udbredelsen af de såkaldte accelererede patientforløb er et eksempel."

Telemedicinsk Center
I 2009 blev jeg bedt om at skrive om mulighederne i det, jeg kaldte et Telemedicinsk Center. En ide, jeg havde talt om, og som havde boblet siden 2007.

Den var inspireret af de behov og udfordringer, jeg som ph.d.-studerende mødte i arbejdet med telemedicinsk støtte til patienter, der skulle have udskiftet hoften på grund af slidgigt.

Det blev et oplæg til diskussion og et forslag til en mulig organisering af en enhed, der skulle accelerere forskning og ibrugtagning af telemedicin i Region Midtjylland.

Jeg pegede på mange udfordringer tilbage i 2009 og skrev blandt andet:

1. De enkelte afdelinger er ikke organiseret til et skift fra telemedicinske projekter til telemedicinsk drift.

2. Der er ikke en sufficient afregning (DRG) for telemedicinsk behandling set i forhold til udgifter.

3. Der er ikke skabt konsensus om standarder for telemedicinske løsninger i Danmark.

4. Der er ikke den fornødne lovgivning inden for området.

Og her står vi så 10 år senere. Der er sket noget, og vi har haft ét stort offentligt udbud af telemedicin, men en af grundene til, at vi nu står over for en mulig ny sundhedsreform, er, at der er sket for lidt.

Man kan pege på, at Erik Juhls ekspertpanel var urealistiske i deres vurdering af fremtiden.

Man kan også argumentere for, at teknologiske løsninger og brugen af disse har været prioriteret alt for lavt.

Specielt området telemedicin og koblingen mellem primær- og sekundærsektorerne har været tæt på ikkeeksisterende siden 2008.

Vi har ikke gjort nok
Det kan retfærdigvis siges, at de fire punkter, jeg listede op tilbage i 2009, fortsat er noget uafklarede.

Og ja, vi kan pege fingre ad kommuner, regioner, ministerier, folketinget, universiteter, professionsskoler og patientforeninger og mange eksperter, og jeg kan stå og skrige ”Hvad sagde jeg”.

Det korte af det lange er, at vi ikke har gjort nok. Og det gælder hele vejen fra uddannelse, udvikling, forskning, test, implementering, afregning og drift. Teknologi i sundhedsvæsnet skal prioriteres og løftes op i debatten om fremtidens sammenhægende sundhedsvæsen.

Vi vil se flere borgere med behov for behandling og pleje, og der vil være færre hænder til at udføre dette arbejde.

Vi kan ikke kopiere en sygeplejeske, men vi kan skalere teknologi og sørge for, at sygeplejersken støtter og plejer den patient, der har det største behov.

Så man kan tale reform, alt det man vil, men uden en klar og strategisk prioritering af teknologiske løsninger vil vi skulle have denne diskussion igen, og nok inden der er gået 10 år.

Til den tid er jeg klar med en ”Hvad sagde jeg 2.0”. Imens sidder jeg i min gyngestol, under min plaid og ryger på min pibe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00