Professor: Lad de tykke være i fred – de fysisk inaktive er et langt større problem

Af Signild Vallgårda
Professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

Indlægget er rettet af afsenderen. Se afsnittet til sidst i indlægget*

Hvorfor er den sundhedspolitiske bekymring over mennesker, som vejer meget, så stor, når der er langt større grund til at bekymre sig over de fysisk inaktives sundhed?

Sundhedsstyrelsen skriver, at der er 6.000 ekstra dødsfald blandt fysisk inaktive.

Nogle af disse, men langtfra alle, skyldes, at syge kan være mere inaktive på grund af sygdommen, og det derfor ikke engang er inaktiviteten som sådan, der er dødsårsag.

Tallet betyder, at middellevetiden for begge køn ville være godt et år længere, hvis ingen var fysisk inaktive.

Man kunne ønske, at flere gik op i problemet med fysisk inaktivitet, og lod de tykke være lidt mere i fred.

Signild Vallgårda
Professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

De tilsvarende tal for svær overvægt er 630 dødsfald og et middellevetidstab på to måneder. Der er nogenlunde lige mange fysisk inaktive og tykke, henholdsvis 13 procent og 14 procent.

Vi kan spare penge på de inaktive
De to risikofaktorer hænger delvis sammen, da tykke oftere er fysisk inaktive, så den ene bidrager til den anden, men forskellen i de sundhedsmæssige konsekvenser af de to faktorer er stadig meget markant.

Hvis man gør det op i penge, som jo er et sprog, de fleste forstår, vil man kunne spare 11 milliarder, hvis alle var fysisk aktive, og 1,7 milliarder, hvis ingen var tykke.

Bekymringen over menneskers vægt får et ekstra skub, når der jævnligt skrives om forekomsten af overvægt og svær overvægt tilsammen.

Over halvdelen af Danmarks befolkning er i risikozonen efter den kategorisering.

Der er dog ingen grund til bekymring, hvis man hører til den gruppe, der kaldes overvægtige.

Hellere overvægtig end inaktiv
Tallene skifter noget mellem undersøgelser, men stort set alle viser, at det er bedre at høre til gruppen af overvægtige (BMI på 25 til og med 29) end at befinde sig i den lave ende af normalvægtsgruppen.

Derfor bør man lade være med at slå de to grupper sammen og nøjes at tale om de langt færre, der har en BMI på mere end 30.

Interesserer man sig for sin egen BMI, skal man desuden være opmærksom på, at den ikke siger meget om ens sundhedsmæssige risiko. BMI måler ikke fedt, men vægt.

Man kan have for meget fedt som tynd og meget lidt fedt som tung, hvis man har mange muskler. Derfor giver det heller ikke mening at tale om en sund vægt.

Ingen kan skjule sin tykhed
Men hvordan kan det så være, at andelen af tykke får så stor opmærksomhed, mens meget lidt skrives og siges om det langt større sundhedsmæssige problem fysisk inaktivitet?

En grund er ganske sikkert synligheden. Man kan ikke se på en person, om hun er fysisk inaktiv, men ingen kan skjule sin tykhed.

En anden grund kan være æstetik. Det har nok ikke i vores del af verdenen inden for de sidste århundreder været et skønhedsideal at være tyk.

Maleren Rubens’ tykke kvinder er ikke nødvendigvis repræsentative og i øvrigt heller ikke særlig tykke.

Derfor handler det formentlig mindst lige så meget om æstetik som om sundhedshensyn, når tykhed fylder så meget og fysisk inaktivitet så lidt.

Lad de tykke være i fred
Man er ikke i tvivl om, at tykhed ikke er noget, man bør være stolt af, når man ser, hvordan tykke mennesker ofte afbildes i medierne: bagfra eller uden hoved.

Det er åbenbart så skamfuldt at være tyk, at ens identitet ikke kan afsløres.

Hvis man ser tykhed som et resultat af overspisning og dovenskab, bliver den også et bevis på manglende selvkontrol. Egenskaber, som ikke er i høj kurs. Noget tilsvarende gælder ikke for fysisk inaktive.

Man kunne ønske, at flere gik op i problemet med fysisk inaktivitet, og lod de tykke være lidt mere i fred.

Man skal selvfølgelig ikke behandle de fysisk inaktive på den nedværdigende måde, som tykke behandles på, men skabe bedre rammer og incitamenter for større fysisk aktivitet.

Rettelse: 

Jeg har ligesom Dansk Regioner læst Sundhedsstyrelsens beregninger sådan, at man kunne spare 11 milliarder, hvis alle var fysisk aktive, og 1,7 hvis ingen var tykke. Det Sundhedsstyrelsen skriver er, at samfundet samlet set sparer 11 milliarder på det inaktive og 1,7 milliarder på de tykke, hovedsagelig fordi de dør tidligere. Styrelsen skriver om de tykke: ”Der var ekstra omkostninger på 1,8 mia. kr. til behandling og pleje, ekstra omkostninger på 10 mia. kr. ved tabt produktion og et sparet fremtidigt forbrug som følge af tidlig død blandt svært overvægtige, hvilket resulterer i en årlig besparelse på 1,7 mia. kr. i forhold til referencegruppen.” (egen fremhævning.)

Det er således ifølge disse beregninger en samfundsøkonomisk gevinst ved at lade folk være tykke og inaktive. Hvilket på en bagvendt måde underbygger mit argument om, at man skal lade de tykke i fred. At man sparer mindre på de tykke skyldes, at det ikke er så sundhedsskadeligt at veje meget. Svær overvægt fører til 640 ekstra dødsfald mod inaktivitetens 6.000 ekstra dødsfald. Hvis man går mere op i folks sundhed end penge, skal man tage inaktiviteten meget alvorligt og bekymre sig mindre om vægt.