Regeringen forsømmer kronisk syge

DEBAT: Kronisk syge er stadig overladt til sig selv. Det ændrer regeringens seneste sundhedsudspil ikke på. Det skriver forfatter Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag., redaktør og forfatter

Der er gået tre år siden sidste folketingsvalg. Meget er sket i den tid, og Helle Thorning-Schmidt-regeringen er i 11. time kommet med en stort fremlagt ”sundhedspakke”. Man vil skam gøre så meget for de syge og for kronikerne, hedder det nu. Og en ”pakke” til fem milliarder kroner havde også været værd at promovere, havde det ikke været for de foregående tre års politiske forspil. Nu ligner det mest camouflage for de foregående års politiske svigt.

Den førte politik har ikke ligefrem været et opvisningsstykke i de gode viljer over for syge mennesker af i dag. Den har tværtimod været præget af døve øren og egenrådige lovgivere, som ikke har lyttet til høringssvar og bekymringer en masse i relation til mennesker med kroniske lidelser eller handicap, deres pårørende og de professionelle parter rundt omkring dem. Dette indlæg vil vise, hvordan mennesker med kroniske lidelser eller handicap som befolkningsgruppe har mistet status i de seneste år og har mødt en ekstrem ringeagt fra politikere fra denne regering og det meste af oppositionen.

Reformer ringeagter handicapområdet
Ringeagten blev initieret med kommunalreformen i 2007, som flyttede det specialiserede handicapområde fra de daværende amter og over i kommunerne. Det tabte man specialviden på, men det blev også indgangen til en kassetænkning i kommunerne, som hellere selv ville finde billigere, uspecialiserede løsninger for borgerne, som blev taberne i denne manøvre.

Ringeagten er dog taget til i styrke med reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, social service og det sociale klagesystem fra 2012 og frem, ligesom den også kommer til udtryk i reformerne af folkeskole, studie(fremdrift), SU, sundhed og rejsesygesikring. Det vil sige, at man systematisk har forringet rammevilkårene og sikkerhedsnettet for disse mennesker over en bred kam – socialt, beskæftigelsesmæssigt, uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt, retssikkerhedsmæssigt og økonomisk.

Reformen af førtidspension og fleksjob betyder, at færre invalide borgere får mulighed for at få tilkendt førtidspension, selvom de ikke har nogen realistiske arbejdsmuligheder. Det er ligeledes blevet vanskeligere at blive visiteret til fleksjob, og under den nye ordning aflønnes mennesker i fleksjob ringere end tidligere; fleksjobbere er blevet til B-arbejdstagere, der både er lønmodtagere og modtagere af sociale ydelser – igennem hele deres arbejdsliv.

Billig lappeløsning frem for den rigtige hjælp
Det er også blevet vanskeligere at få og at fastholde et fleksjob, fordi samfundets kompensation til arbejdsgiveren er faldet, og syge borgere kommer til at konkurrere med raske deltidsmedarbejdere om jobbene. Lignende forringelser er sket via de øvrige socialreformer med konsekvenser for sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering osv., og i alle sammenhænge er det grundlæggende handicappolitiske kompensationsprincip kompromitteret. Det vil sige, at kompensationsgraden til dem, der ikke kan, er blevet forringet, og de altså står mere afmægtige end tidligere.

Mange syge eller helt invalide borgere bliver af systemet uretmæssigt fastholdt længere på lavere ydelser end dem, de burde få. Mange forholdes eksempelvis førtidspension og fastholdes i årevis på kontanthjælp, i fleksjobsystemet eller i de nye meningsløse ”ressourceforløb” trods lægeattester på manglende arbejdsevne og manglende arbejdsperspektiver.

Sygemeldte borgere ryger trods uarbejdsdygtighed efter fem måneder ud af sygedagpengene og over i kontanthjælp eller på andre ydelser på et lavere niveau, som slet ikke er beregnet til alvorligt syge borgere, og så fremdeles. Hvis de da ikke ender helt uden nogen indtægt. Og de sociale hjælpemuligheder for BPA (Borgerstyret Personlig Assistance), hjemmehjælp, handicapredskaber og tilskud til merudgifter er blevet kraftigt forringede, ligesom selve det sociale klagesystem og retssikkerheden er forringet.

Kommuner overskrider jævnligt lovgivningen, fordi det er billigere for dem at forholde borgere den rigtige hjælp end at gøre det rigtige. Men Folketinget ser med socialminister Manu Sareen og co. til uden at sanktionere uretfærdig forvaltning.

Skolesystemet er også blevet mere ekskluderende trods al tale om inklusion. Studiemulighederne er blevet forringede blandt andet pga. den nye fremdriftsreform, som presser studerende på fleksibiliteten i studierne og ikke længere muliggør syge borgere at studere i det tempo, de selv magter.

Konkurrencestaten presser sundhedssystemet
Sundhedssystemet er blevet stadigt mere politiseret. Fokus på konkurrencedygtighed og akkreditering overskygger mange steder hensynet til patienternes ve og vel. Den tendens er den nye sundhedsreform fra 2013 udtryk for. Dens indførelse af krav om datafangst fra patienten ved besøg hos den alment praktiserende læge kompromitterer den grundlæggende fortrolighed, som man som patient må have en forventning om at finde.

De seneste års offentlige skandaler om læk af eksempelvis 900.000 personnumre giver heller ikke anledning til at slippe bekymringer om misbrug eller systemfejl til skade for patienten. Og så lurer det i baggrunden, at politikerne måske også har tænkt sig at gøre økonomisk vinding ud af patienternes data.

Der er også så småt kommet brugerbetaling ind i sundhedssystemet. Man fik lige forringet sygesikringen ved udlandsrejser, og igen vil de kronisk syge borgere blive særligt hårdt ramt.

Den politiske propaganda har været stærk, så den brede befolkning har formentlig ikke opdaget omfanget af alle disse forringelser endnu. Det kommer den dog til den dag, hvor det er familien eller nære bekendte, som rammes. For her vil også de pårørende mærke besparelserne.

Social- og sundhedsvæsenet er også selv udsat for massive nedskæringer med ekstra pres på personalet som konsekvens. Blandt andre socialrådgivere, læger og sygeplejersker er mange steder pressede af nedskæringer, samtidig med at ledelsen fastholder effektivitetskrav og administration i tilknytning til akkrediteringskrav.

Desuden har blandt andet læger og socialrådgivere mistet indflydelse på deres arbejde – læger har mistet kompetence med sundhedsreformen fra 2013, og de sagsbehandlende socialrådgivere har mistet kompetence med de nye socialreformer fra 2012 og frem, mens magten nu placeres længere oppe i systemet. Topstyring fra embedsfolk og mistillid til de ansatte er ikke noget godt udgangspunkt for at forvalte afgørende dele af borgernes liv.

Denne politiske tendens er kommet under et konkurrencestatsparadigme. Det blev overhovedet ikke præsenteret før folketingsvalget i 2011 og har ikke været til demokratisk debat. Kronikerne er blevet ydmyget og trådt på, og forringelserne er blevet presset ind på alle tænkelige og utænkelige områder. De professionelle parter rundt om dem er ligeledes blevet pressede. På få år har vi fået et på mange måder ubarmhjertigt samfund, hvor det er blevet legitimt for politikere og offentlige instanser at svigte mennesker, der beder om hjælp. Det sætter mange borgere og pårørende under et stort pres og fjerner dem mere og mere fra indflydelse over eget liv.

Sundhedsudspillet svigter kronisk syge
Derfor er det stort opslåede sundhedsudspil utroværdigt som udsagn om alt det gode, regeringen pludselig vil gøre for de syge. Jeg tror ikke, de mest udsatte kronisk syge mennesker og mennesker med handicap de næste mange år vil kunne glemme, hvilken ringeagt og non-velfærd politikere uden social samvittighed og skam i livet har vist dem som gruppe i samfundet de seneste par år!

Dertil er konsekvenserne for gennemgribende og dystre og statustabet for massivt. Om man kan "forebygge" kroniske sygdomme hos morgendagens befolkning, ved jeg ikke, men regningen betales af dem, der lever med kronisk sygdom eller handicap i dag. Det er ikke retfærdigt!

Jeg står bag en ny bogantologi, ”Et liv i andres hænder” (Unitas Forlag), som er affødt af bekymring over denne asociale udvikling. Den belyser den politiske retning mod en konkurrencestat, og hvordan det kan se ud, når mennesker med kroniske lidelser eller handicap i lyset heraf møder sundhedsvæsenet, det sociale system, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Her er mange af de temaer, jeg har berørt ovenfor, udfoldet fra forskellige vinkler, der tilsammen viser billedet af et samfund, hvor kun de stærkeste får en chance. Vi viser, at konkurrenceparadigmet grundlæggende er uforeneligt med ånden og værdisættet i FN’s Handicapkonvention og presser mennesker med handicap på retten til et værdigt liv. Derudover belyser vi, hvordan nogle af medierne har understøttet denne politiske udvikling.

De, som læser bogen, vil forstå, hvorfor sundhedsudspillet er ren camouflage.   

Forrige artikel Hospitaler i verdensklasse kræver nye arbejdsgange Hospitaler i verdensklasse kræver nye arbejdsgange Næste artikel Patientsikkerhed sikres af personalet - ikke Sundhedsstyrelsen Patientsikkerhed sikres af personalet - ikke Sundhedsstyrelsen