Regeringen vil ikke forhandle fremtidige coronarestriktioner med Folketinget

SAMRÅD: Oppositionen vil have mere indflydelse på fremtidens coronatiltag. Men regeringen vil blot inddrage partierne– ikke forhandle med dem.

”Hold op med det spin, det passer jo ikke!”

Frustrationen hos Martin Geertsen (V) og resten af oppositionen over regeringens måde at bekæmpe coronaepidemien på er til at tage og føle på.

Sundhedsminister Magnus Heunicke var tirsdag i samråd, hvor han skulle redegøre for, hvordan regeringen fremadrettet vil inddrage Folketinget, når der skal indføres nye tiltag for at nedbringe coronasmitten.

Her lød det fra ministeren, at det ikke skal være til forhandling, hvilke af de tiltag myndighederne indstiller, der skal indføres.

”Det er vi ikke indstillet på,” sagde Heunicke på samrådet.

Efter myndighedernes anbefaling
Magnus Heunicke lagde i sine svar vægt på, at man har fulgt myndighedernes anbefalinger, når man har indført coronatiltag. De anbefalinger, som man altså ikke mener, skal være til forhandling.

Samtidig pegede han også på vaccinestrategien og den netop udmeldte restriktionspakke for Hovedstaden som eksempler på, hvordan man har inddraget Folketingets partier.

Det fik Venstres Martin Geertsen op af stolen:

”Hold op med det spin, det passer jo ikke! Ministeren taler med to tunger,” sagde en tydeligt oprevet Geertsen, som påpegede, at partierne blot har fået præsenteret de to eksempler kort tid inden offentliggørelsen.

Han gik også i rette med ministerens pointe om, at de blot reagerer på myndighedernes anbefalinger:

”Hold nu op med det spinpjat om, at I kun gør, hvad sundhedsmyndighederne siger,” sagde han.

Tiden er en faktor
En central del af ministerens argumentation for ikke at forhandle om coronatiltag er, at reaktionstiden fra regeringens side er altafgørende, når smitten stiger.

Heunicke påpegede, at de lande, hvor man ville have politiske drøftelser af myndighedernes anbefalinger, har mistet kontrollen med epidemien.

Han vil hellere bruge den sparsomme tid til at orienterer borgmestre, erhvervsliv og andre aktører, når myndighederne kommer med deres anbefalinger, end at samle covid-19-følgegruppen for at blive enige om tiltagene.

Covid-19-følgegruppen blev nedsat i forbindelse med epidemiloven i marts for at inddrage Folketinget bedre i regeringens udvidede beføjelser.

Men Liselotte Blixt kaldte på samrådet møderne i covid-19-følgegruppen for ligegyldige.

”Jeg sidder og overvejer, om man overhovedet skal dukke op til de møder,” sagde Blixt.

Du kan se højdepunkter fra samrådet øverst i artiklen.

Forrige artikel Travl slutspurt: Her er de vigtigste opgaver på regeringens bord op til jul Travl slutspurt: Her er de vigtigste opgaver på regeringens bord op til jul Næste artikel Ny rapport viser stor efterspørgsel efter gratis psykologhjælp til unge Ny rapport viser stor efterspørgsel efter gratis psykologhjælp til unge