Debat

Regioner og kommuner skal samarbejde bedre

DEBAT: Det er nødvendigt at se på, hvordan samspillet mellem regioner og kommuner kan styrkes, og at optimere indsatsen for kronisk syge, lyder det blandt andet fra Dansk Sygeplejeråd i deres råd til den ny sundhedsminister.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Grete Christensen,
formand for Dansk Sygeplejeråd

Hvad enten du er nybagt mor med ammeproblemer, ældre borger med KOL eller kræftpatient, så er det sundhedsvæsenets vigtigste opgave at give dig den bedst mulige sundhedspleje, sygepleje og behandling. Og i en tid, hvor sundhedsvæsenet økonomi er under massivt pres, fordi der blandt andet kommer stadig flere patienter, så er der behov for især to ting. Prioritering og nytænkning. Medarbejderne har leveret ekstraordinære resultater de seneste år og har øget produktiviteten markant, men der skal også være opmærksomhed på kvalitet og faglig forsvarlighed.

Derfor er det væsentligt, at sundhedsministeren går i gang med at se på, hvordan man indfører en ny behandlingsgaranti, som sikrer, at de mest syge kommer til først, mens andre med mindre alvorlige sygdomme kan komme til at vente op til to måneder. Det har Socialdemokraterne og SF også foreslået i deres fælles sundhedsudspil, som blev lanceret i valgkampen.

Løsninger på tværs af sektorer 
Regioner og kommuner skal også blive langt bedre til at samarbejde om danskernes sundhed. I øjeblikket strander nye og konstruktive løsninger ofte på grund af rigid kassetænkning. Et helt konkret eksempel er spædbørn, som i stigende grad bliver genindlagt på sygehusene på grund af underernæring. Hvis regioner og kommuner kunne samarbejde om at sende en sundhedsplejerske tidligt ud til de nybagte forældre, så ville de kunne opfange problemerne, før de bliver alvorlige. Og det kunne medvirke til at nedbringe antallet af genindlæggelser, og det ville også være billigere for både regioner og kommuner.

Fakta

Bland dig i debatten:
Hvis du har lyst til at give dine råd til den kommende sundhedsminister, så kontakt redaktionen, [email protected]. Det er en fordel, hvis du repræsenterer en gruppe patienter eller en interesseorganisation.

Derfor er det afgørende, at sundhedsministeren sikrer, at samspillet mellem kommuner og regioner bliver forbedret, og der bliver skabt åbenlyse økonomiske incitamenter til at finde løsninger på tværs af sektorerne. 

Sygeplejersker skaber sundhed
Danskernes tryghed i forhold til akutberedskabet har også brug for at blive øget. En analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at op mod hver fjerde dansker føler sig utryg ved afstanden til nærmeste skadestue. Og det ser endnu værre ud i yderområderne, hvor det er næsten hver anden borger, der er utryg.

Foto: Altinget.dk

Derfor er det vigtigt, at sundhedsministeren sørger for, at der i områder med langt til skadestuen, er skadeklinikker med behandlersygeplejersker og akutbiler med anæstesisygeplejersker.

Plan for dyre kronikere 
Samtidig skal der også langt mere fokus på de cirka 1,7 millioner danskere, som lider af en kronisk sygdom. I øjeblikket går 80 procent af sundhedsvæsenets udgifter til borgere med eksempelvis diabetes, KOL og gigt. Og det er en trussel mod hele samfundsøkonomien, hvis vi ikke får sat en stopper for den udvikling. 

Derfor er det helt nødvendigt, at sundhedsministeren laver en ambitiøs plan for, hvordan man kan styrke indsatsen for kronisk syge. Ældreplejen skal blandt andet styrkes med flere sygeplejersker, som kan give borgerne højt faglig kvalificeret sygepleje i hjemmet, så mange ældre undgår at blive sendt ind og ud af svingdøren på sygehusene.

Der er masser af gode løsninger på sundhedsvæsenets udfordringer. Og det koster ikke flere penge. Tværtimod. Nu handler det om, at sundhedsministeren har mod til at forandre, og landets sygeplejersker ser frem til at tage ansvar og samarbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Grete Christensen

Fhv. formand, Dansk Sygeplejeråd
sygeplejerske (Holbæk Sygeplejeskole 1981)

0:000:00