Scleroseforeningen omlægger organisationen og får ny kommunikationschef
Scleroseforeningen siger farvel til Peter Palitzsch Christensen som kommunikationsdirektør og benytter lejligheden til at sammenlægge afdelinger under Mogens Damgaards ledelse.
Claudia Steenhard
JournalistMogens Damgaard er ny chef for kommunikation, fundraising og partnerskaber i Scleroseforeningen. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Mogens Damgaard har siden 2017 haft ansvaret for fundraising i foreningen. Nu sammenlægges afdelingerne for kommunikation og fundraising, og Mogens Damgaard får ledelsesansvaret i den nye afdeling.
"Vi går en fremtid i møde, der stiller stadig større krav om at være omstillingsparate og agile, og hvor vi står over for at skulle udvikle en ny strategi for foreningen fra 2023. Vi har haft en usædvanlig stærk fundraising- og partnerskabschef i Mogens, og jeg er ikke i tvivl om, at han med sit nye udvidede ledelsesansvar er den helt rette til konkret og strategisk at være med til at skabe grobunden for flere og stadig mere tilfredse medlemmer, bidragydere og samarbejdspartnere, og for den politiske bevågenhed, vi er afhængige af for at sikre de bedst mulige vilkår for mennesker, der lever med en alvorlig kronisk sygdom som sclerose," siger direktør Klaus Høm.