Lungemedicinsk Selskab: Behold behandlingen af KOL-patienter hos specialisterne

Af Nina Godtfredsen
Klinisk forskningslektor ved Københavns Universitet og kasserer i Dansk Lungemedicinsk Selskab

Der er mangel på praktiserende læger, nu også i storbyerne, og mange speciallæger i almen medicin har måttet øge deres kapacitet til bristepunktet.

Dette er, samtidig med at der i PLO’s overenskomst 2018 er lagt op til, at der skal udføres 75.000 flere lungefunktionsundersøgelser årligt i almen praksis alene med henblik på at diagnosticere lungesygdommen KOL tidligere.

Dette svarer til 22 ekstra lungefunktionsundersøgelser per læge per år.

Intet økonomisk incitament
Herudover er det besluttet, at flere kontroller af patienter med kroniske sygdomme, især type 2-diabetes og KOL skal flyttes fra hospitalsambulatorier til almen praksis.

Der er ikke fra regionernes side sat noget tal på antallet af ekstra patienter med KOL, dette vil betyde i almen praksis, mens man regner med, det vil være 25.000 patienter med diabetes, som skal ”flyttes”.

Imidlertid er vores bekymring, at KOL ligesom andre kroniske sygdomme kræver tiltagende specialisering, og det kan være svært for praksis at følge med nye behandlingsmetoder og så videre.

Nina Godtfredsen
Klinisk forskningslektor ved Københavns Universitet og kasserer i Dansk Lungemedicinsk Selskab

De praktiserende læger vil fremover ikke få et ydelseshonorar per fremmøde for disse ”kronikere”, men i stedet et såkaldt kroniker-årshonorar, uanset hvor mange gange en patient med for eksempel fremskreden KOL og mulige følgesygdomme vil have behov for konsultation i løbet af et år.

Således er der ikke noget incitament i den enkelte praksis for at se de patienter, som har behov for yderligere kontrol end en såkaldt årskontrol, hvilket alt andet lige gælder de cirka 40.000 mennesker, som har meget svær og/eller ustabil sygdom.

En dårligere behandling end hidtil
I Dansk Lungemedicinsk Selskab hilser vi naturligvis en styrket indsats for at opspore patienter med kroniske lungesygdomme, også i almen praksis, velkommen.

PLO er allerede i gang med at planlægge kurser, der skal klæde både de praktiserende læger og praksispersonalet på til denne opgave.

Vi er glade for fokus på lungeområdet og ser frem til tættere samarbejde med almen praksis.

Samtidig nærer vi en vis bekymring for, at kronikerhonoraret og nærhedsfinansieringen i PLO’s overenskomst på kronikerområdet, som har den afledte effekt, at den hidtidige DRG-takst for antal ambulante hospitalsbesøg falder, vil få den konsekvens, at netop de sygeste patienter vil få en dårligere behandling end hidtil.

Der er simpelthen ikke økonomisk incitament til hyppige kontroller af denne gruppe.

De praktiserende læger har travlt, og vi er bekymrede for, at denne udfordring samt finansieringen vil gå ud over både kvalitet og kvantitet, hvis speciallæger i lungemedicin ikke fremover skal følge den andel af KOL-patienterne, som har svær sygdom og/eller andre komplekse, sundhedsmæssige problemstillinger.

Det kan eksempelvis være patienter, hvor sygdomsprogressionen skal følges tættere end hvert halve-hele år, da de muligvis kan blive kandidater til lungetransplantation, patienter med behov for ilttilskud 24 timer i døgnet eller patienter i terminal sygdomsfase, som har brug for en målrettet, tværfaglig indsats.

Svært for praksis at følge med
Vi er godt klar over, at nærhedsprincippet i mange tilfælde kan være den bedste løsning for patienten frem for mange forskellige speciallæger på et hospital, og at der er lagt op til, at speciallægerne fortsat skal se de allersygeste patienter.

Imidlertid er vores bekymring, at KOL ligesom andre kroniske sygdomme kræver tiltagende specialisering, og det kan være svært for praksis at følge med nye behandlingsmetoder og så videre.

Desuden viser flere studier, at den medicinske behandling af patienter med KOL, fraset de helt ukomplicerede tilfælde, bedst foretages af speciallæger i lungemedicin, gerne i samarbejde med patientens egen læge.

I Dansk Lungemedicinsk Selskab er vi ikke bekendt med, at der fra regionerne foreligger noget regnestykke, som viser, hverken hvor mange eller hvilke patienter der forventes at skulle bibeholde deres forløb i lungemedicinske ambulatorier, ligesom vi heller ikke har set et overslag over, hvilke helbredsmæssige eller sundhedsøkonomiske gevinster/tab denne omstrukturering forventes at medføre.

Således er vi noget bekymrede over for, om dette tiltag opfylder de tre mål til patientens bedste: kvalitet, nærhed og sammenhæng, men også glade for, at ordningen vurderes efter et år.