Søren Brostrøm: "Mundbind giver ingen mening i den nuværende situation"

CORONA: Der er endnu ikke grund til at bruge mundbind i offentligheden trods stigning i antallet af smittede, fastslår Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.  

Der er stadig kontrol med epidemien, selv om den nu
blusser lidt op, fastslår Søren Brostrøm
Der er stadig kontrol med epidemien, selv om den nu blusser lidt op, fastslår Søren BrostrømFoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Mundbind i det offentlige rum "giver ingen mening i den nuværende situation" for at nedbringe coronasmitte i Danmark. Det siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til DR.

I juli har Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, ellers foreslået, at alle, der tager bus, tog og metro, skal bære mundbind, og flere eksperter har forudset, at danskerne skulle begynde at vænne sig til tanken om at bære mundbind i offentligheden, efter at flere lande har stillet det som krav.

Antallet af nye smittetilfælde med coronavirus er de seneste tre uger steget fra 123 nye tilfælde i begyndelsen af juli til 264 tilfælde i uge 29. Men Sundhedsstyrelsen vil som følge af det lave smittetryk ikke på nuværende tidspunkt anbefale brug af mundbind, fortæller Søren Brostrøm, som tilføjer, at styrelsen følger situationen nøje og løbende vurderer, hvorvidt styrelsen bør anbefale nye tiltag.

"Der er ingen tvivl om, at vi holder meget nøje øje med tallene på tværs af landet og lokalt for at se, om der er redskaber, vi har i værktøjskassen, der skal i brug. Der er mange knapper, man kan dreje på," siger Søren Brostrøm til DR.

Sundhedsstyrelsen skiftede kurs i starten af måneden og anbefalede brug af mundbind i "helt særlige situationer," hvor borgere var på vej til sygehuset for at blive testet for coronavirus. Det skete, efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, opdaterede sine anbefalinger.

Udviklingen i antallet af nye smittetilfælde tyder ifølge Søren Brostrøm på "en opblussen af den epidemi, vi befinder os i, snarere end at tale om en anden bølge". Selvom Søren Brostrøm ser "lidt opblussen," fastslår han, at epidemien stadig er under kontrol.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Brostrøm

Seniorrådgiver, WHO's generaldirektør
cand.med. (Københavns Uni. 1995), speciallæge i gynækologi/obsetrik, ph.d. (Københavns Uni. 2003), MPA (CBS 2011)

0:000:00