Sundhed Danmark: Det offentlige og private skal samarbejde om sundheden

Af Jesper Luthman
Branchedirektør i Sundhed Danmark

Sundhed Danmark har i årevis kæmpet for at lukke hullerne mellem aktørerne i den danske sundhedssektor. En af nøglerne til dette er at se på tværs af de forskellige ’siloer’ i sundhedssystemet og sætte patienten i centrum. Der er behov for et effektivt, tværgående samarbejde mellem sundhedssektorens respektive instanser.

Store udfordringer i sundhedssektoren
Sundhedssektoren er en af de største økonomiske poster i vores velfærdssystem. På trods af at milliarder af kroner årligt pumpes i systemet, oplever regionerne til stadighed presset økonomi, utilstrækkelig behandlingskapacitet og en generel mangel på lægefagligt mandskab. 

Samtidig er der store udfordringer i patientforløbene og overgangene mellem sygehuse, almene praksis og kommuner, hvor manglende koordinering kan resultere i forkert medicinering og forsinket behandling. Patienter og pårørende er frustrerede, og tilfredsheden med sundhedsvæsenet er i tilbagegang. Især de kroniske patienter med lange forløb og mange skift samt de mange pårørende har følt sig glemt og overset.

Sundhed Danmark mener, at et af svarene på et bedre sammenhængende sundhedsvæsen er, at effektive, tværgående patientforløb bliver en del af hverdagen, hvor der altid er en hånd, der tager imod, og hvor ansvaret for forløbet mere entydigt ligger ét sted og ikke flytter sig som i dag.

Samarbejdet mellem sundhedssektorens forskellige aktører skal være tættere, så ansvaret ikke går tabt mellem dem. For Sundhed Danmark er det helt essentielt, at patienten sættes i centrum, og at det danske sundhedssystem behandler ud fra den enkelte patients behov snarere end at få budgettet til at hænge sammen på den korte bane.

Samarbejdet mellem sundhedssektorens forskellige aktører skal være tættere, så ansvaret ikke går tabt mellem dem. 

Jesper Luthman
Branchedirektør, Sundhed Danmark

Informationer skal deles på tværs
Derfor er det vigtigt, at hver silo har ressourcerne til at håndtere patienten korrekt – eller sende denne sikkert videre i systemet til den rigtige faglighed. Her er informationsdeling imellem nøglen til sikker overdragelse.

I deres rejse gennem sundhedssystemet har de fleste modtaget utallige henvisninger, behandlingsplaner, lægeattester med mere og haft forskellige kontaktpersoner tilknyttet.

Denne proces bør strømlines, og en handlingsplan på tværs af siloerne tegnes, således at ingen patienter slippes, før den rigtige information er videregivet, og en anden faglighed har taget over.

Borgeren bevæger sig igennem fire siloer, og undervejs bliver borgeren til patient – for at ende som borger igen. De fire siloer repræsenterer borgerens rejse. Fra eget hjem med sine pårørende og hjælp fra kommunen, som står for omsorgen; over lægehusene med den første kontakt og begyndende udredning og eventuel behandling; til sygehusene med yderligere udredning, behandling og et ambulant eller indlæggelsesforløb for til sidst at ende ved kommunen, som visiterer til hjemmehjælp og andre.

Selvom det lyder lineært, er et typisk patientforløb det ikke. Borgeren bliver patient og borger igen, behandles for flere ting og kan have relationer til kommune, lægehus og sygehus på samme tid, hvilket øger risikoen for manglende koordination og ansvar.

En af grundene til at sygehuse, praksisser og kommuner oplever udfordringer i samarbejdet på tværs af siloerne skyldes blandt andet, at de hver især arbejder ud fra forskellige budgetmodeller og incitamenter for at løse opgaven.

For ingen ser ud til rigtig at se på det samlede billede. Øjnene er stift rettet mod deres egen kasse – og ikke om en udgift i dag faktisk er en investering i fremtiden.

For udover de direkte omkostninger til for eksempel en operation, så betaler andre faktisk også for det samlede forløb. Staten har tabte indtægter, patienten selv har udgifter for eksempel til medicin, transport og påvirkning af pårørendes ressourcer, den kommunale sektor har træk på ressourcer, herunder genoptræning, sygedagpenge og anden understøttelse. Arbejdspladsen bliver også direkte påvirket af patienternes fravær i forbindelse med sygemelding og tabt produktion. Og regionen har omkostninger til aktiviteten i lægehuset. 

Tre modeller for samarbejde
Samarbejde kommer ikke af sig selv. Det er en ’kontaktsport’, som man skal ville. For som patienternes mere eller mindre sammenhængende forløb klart viser, så er der brug for ikke bare at se og tænke i sammenhænge. Men faktisk sætte aktiviteterne sammen i en række – og afregne dem samlet. Og i sidste ende må målet være, at vi flytter fokus fra alle de enkeltstående dele og så ser på, hvad der kommer ud af det. For det er jo bedre, at gøre to rigtige ting end syv dårlige! Men første skridt er at finde ud af, hvad der skal bindes sammen.

I dag har Sundhed Danmarks medlemmer allerede på en række områder aftaler på sammenhængende forløb, hvor vi ikke afregner efter hver ting, men har én samlet pris for hele forløbet. Det kalder man nogen steder ’bundle payment’.

Men det er kun noget ad vejen – om end det er langt mere rigtigt. Både set fra et klinisk og patient- og borgermæssigt perspektiv og i forhold til muligheden for at optimere en samlet proces. Men Sundhed Danmark mener, vi skal gå videre og lave aftaler på output. Det var et emne, vi allerede havde med til de nationale forhandler om Det Udvidede forhandlinger i 2015. Og et emne som medlemmer prøver af sammen med blandt andet forsikringsselskaber og i de lægehuse, vi overtager.

Sundhed Danmark har derfor i 2006 præsenteret tre mulige modeller. Modellen ’sygehusforløb – tilbage til livet’ er det, vi laver i dag. Samler udredning og behandling – genoptræning vil kommunen dog selv tage sig af. Så vi tænker i sammenhænge – men vi måler ikke på output som PROM (patient reportet outcome measure) eller sygefravær. Og vi kigger kun efterfølgende på, om der er noget i kvalitetsdatabaserne, der giver indikation for, at noget kan forbedres.

I ’sammenhængende sundhedsforløb’ har vi koblet aktiviteterne i almen praksis/lægehus med i forløbet. For når sundhedsvæsenet baserer sig på LEON-princippet (laveste effektive omkostningsniveau), der betyder, at vi skal sikre, at vi læser opgaven på det rigtige niveau, så er det uhensigtsmæssigt, at koordinationen mellem de to niveauer ikke er mere afhængige af hinanden – og belønner det gode samarbejde. For så kunne målet være, at patienten ikke når hen til en sygehusbehandling. Men det er ikke nok, at vi overlader det patienten selv at sikre det. En optimal pakke var, at vi samler ansvaret, så vi opdager, når det går den forkerte vej – oplevet smerte, besøg hos lægen, mere medicin, sygedage. Så skal der sættes ind.

I ’sammenhængende sundhedsforløb og social indsats’ har vi også fokus på arbejdspladsen, kommunen og almen praksis. Kun på den måde kommer vi hele vejen rundt, så vi både forholder os til hele patienten. Og til alle de direkte og indirekte omkostninger. Her bliver potentialet stort.