Sundheds-brief: Finansministeriet presser regionerne med analyse

TV: Finansministeriets analyse om et stigende antal administrativt ansatte akademikere i regionerne kan få betydning for de kommende økonomiforhandlinger. Det vurderer Altingets sundhedsredaktør Ole Toft. 

Toke Gade Crone Kristiansen

Fredag kom en analyse fra Finansministeriet, som analyserede antallet af administrativt ansatte akademikere i regionerne siden 2007. 

Den analyse konkluderede, at antallet af administrativt ansatte var steget i perioden fra strukturreformen i 2007, og at den kommer netop nu, kan der være god grund til. 

For Finansministeriets analyse spiller ind i de kommende økonomiforhandlinger på sundhedsområdet mellem regering og regioner, som forventes afsluttet senere på foråret:

"Nu kommer Finansministeriet med et modkrav. Analysen spiller op imod kravet om at afskaffe effektiviseringskravet på to procent årligt. Staten er kommet i offensiven," vurderer Ole Toft, redaktør for Altinget: Sundhed. 

Se Ole Toft, redaktør for Altinget: sundhed vurdere udspillet, og hvilken indflydelse det vil få på forhandlingerne i videoen ovenfor. 

Læs mere om: Finansministeriets analyse her på altinget.dk her.

Regionerne kom senere fredag med et modsvar til Finansministeriet, som viste Danmark rangeret i international sammenhæng på omkostninger til administration. Læs det her.

 

 

Dokumentation

 

Pressemeddelelse fra Finansministeriet 17.03.2017

Analyse: Regionerne bruger flere penge på administration

Regionerne har siden strukturreformen ansat flere til at løse administrative opgaver og bruger i dag en større del af deres ressourcer på administration. Det viser en ny analyse.

Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet offentliggør i dag en analyse af regionernes administrative ressourceforbrug fra 2007 til og med 2016. 

Analysen bygger på regionernes regnskaber samt løn- og personalestatistik og viser en generel stigning i regionernes forbrug af ressourcer på administration. Analysen viser blandt andet:

Fra 2007 til 2016 er andelen af administrative medarbejdere i regionerne samlet set vokset fra 6,3 til 7,5 procent.
Ved afslutningen af 2016 var der i alt cirka 8.500 administrative ansatte i regionerne mod cirka 6.700 i 2007. En stigning på 27 procent, som blandt andet dækker over mere end en fordobling af antallet af akademikere med administrative opgaver.
I samme periode steg antallet af læger og sygeplejersker i regionerne samlet med cirka 15 procent, mens antallet af social- og sundhedsmedarbejdere faldt med cirka 30 procent.
Lønudgifterne til administrative ansatte i regionerne er steget fra cirka 3,2 milliarder kroner i 2007 til cirka 4,6 milliarder kroner i 2016.
Analysen viser ligeledes forskelle i det administrative ressourceforbrug på tværs af regionerne. Det kan der være flere mulige forklaringer på. En relativt høj andel administrative medarbejdere kan indikere, at den pågældende region potentielt kan indrette administrationen mere effektivt. Men det kan fx også dække over en organisering og arbejdsdeling i regionen, hvor det sundhedsfaglige personale i højere grad aflastes fra administrativt arbejde. Det vil dog kræve nærmere analyser og bedre data at afdække, hvad der driver den konstaterede vækst i regionernes administration. 


Finansminister Kristian Jensen siger:

Et velfungerende sundhedsvæsen er en høj prioritering for regeringen. Det er derfor bekymrende, når en analyse peger på, at regionerne bruger forholdsmæssigt flere ressourcer på administration, end de tidligere har gjort. Jeg ser derfor frem til at drøfte med Danske Regioner, hvordan vi får en veltilrettelagt administration, der kan sikre, at flere ressourcer går til sundhedsindsatser.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

Vi skal have en effektiv offentlig sektor med fokus på kerneopgaven, nemlig at hjælpe borgerne. Det er bemærkelsesværdigt, at regionerne siden strukturreformen har ansat flere til at løse administrative opgaver og i dag bruger en relativt større del af deres ressourcer på administration. Det vil jeg blandt andet sætte fokus på i forårets økonomiforhandlinger med Danske Regioner.
 

 Kilde: Fm.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00