Analyse af 
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Sundhedsforhandlinger hænger i en tynd tråd inden sommerferien

Det skulle have været et sundhedspolitisk superforår, men meget tyder på, at både forhandlinger om psykiatri, tobak og alkohol først kan afsluttes efter sommerferien. Økonomiaftalen er dog muligvis klar fredag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har angiveligt ikke indkaldt partierne til nye møder om tobak og alkohol.  
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har angiveligt ikke indkaldt partierne til nye møder om tobak og alkohol.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

De, der havde håbet på en stribe sundhedsforlig inden sommerferien, bliver formentlig skuffede, når de går på ferie.  

Ganske vidst bliver den årlige økonomiaftale om regionernes økonomi i 2023 klar inden sommerferien. Lige nu er bedste bud, at aftalen ligger klar fredag 10. juni. 

Men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har allerede meldt ud, at 10-årsplanen for psykiatrien først bliver forhandlet efter sommerferien. 

Forebyggelsesforhandlinger i problemer
Forhandlingerne om forbud på tobaksområdet og en højere aldersgrænse for alkohol kan formentlig heller ikke nås. Det vurderer en række kilder omkring forhandlingerne, som Altinget har talt. Det skyldes både politiske uenigheder og logistik.

Forhandlingerne om tobak og alkohol skulle have været en del af sundhedsreformen, som et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om 13. maj.

Men Magnus Heunicke flyttede de to forebyggelsestiltag ud i et særskilt forhandlingsforløb for at få de borgerlige partier med i forliget om sundhedsreformen.

Forhandlingerne om tobak og alkohol glider dog alligevel ikke i olie. Både blandt de røde og blå partier er der modstand mod enten den faste grænse for alkoholkøb på 18 år og for at indføre et tobaksforbud, der gradvist forbyder kommende generationer at købe tobaks- og nikotinprodukter.

Nordisk Råd og royale rejser koster tid 
Eksempelvis er SF kritisk overfor at hæve aldersgrænsen på alkoholområdet, mens Radikale er svært skeptiske overfor tobaksforslaget.

Venstre og Radikale har foreslået, at man i stedet skruer yderligere op for afgiften på tobak, men det har blandt andet Socialdemokraterne og Konservative afvist, fordi staten så vil miste milliarder af kroner i indtægter fra tobaksafgiften.

Omvendt er der også andre tiltag, der kan begrænse rygning uden at øge afgifterne eller indføre det såkaldte generationsforbud mod tobakskøb.

Blandt nogle af partierne er der ønsker om, at tobak kan købes færre steder, færre timer i døgnet, ligesom at de små værtshuse under 40 kvadratmeter kan blive underlagt samme rygeforbud som alle andre restauranter, cafeer og diskoteker. 

Samtidig så vurderes det også, at et bredt flertal burde kunne blive enige om at sikre en mere effektiv håndhævelse af reglerne for unges køb af alkohol og tobak, hvilket nogle af partierne gerne vil have i spil i forhandlingerne.

Men ud over de politiske uenigheder er forhandlingerne også udfordret af, at der i næste uge er folkemøde på Bornholm fra den 16. til den 18. juni.

Ugen efter skal sundhedsministeren til Haag med Kongehuset fra 20. til 21. juni som led i et erhvervsfremstød. Ud over det så skal flere af sundhedsordførerne med Nordisk Råd til Grønland og er først tilbage 1. juli. Efter 1. juli er det meget svært at se for sig, at der skulle være forhandlinger. 

Regering tvunget til at indkalde til forhandlinger 
Mens der er meget stor opbakning til at få et forlig om 10-årsplanen for psykiatrien, er der derfor stor usikkerhed om der overhovedet ender med at blive et forlig omkring cigaretter og alkohol.

Sundhedsminister Magnus Heunicke skal være særdeles hurtig ved den politiske havelåge, hvis han skal lande et forebyggelsesforlig inden sommerferien. Ifølge Altingets oplysninger har sundhedsministeren ikke indkaldt til nye møder om tobak- og alkoholforhandlinger. 

Regeringen har derimod netop indkaldt til forhandlinger om, hvordan det kan sikres, at flere danskere forholder sig til, om de vil tilmeldes organregisteret. Der ventes dog ikke, at komme noget ud af de forhandlinger inden sommerferien, men regeringen blev forleden pålagt det af et flertal i Folketinget. 

Sundhedsministeren har heller ikke kun forhandlinger, han skal nå inden sommerferien. Også Danmarks corona-strategi for efteråret står en stribe aktører og Folketingets sundhedsudvalg og venter på. Danmark har bestilt 22 millioner vacciner, og der vil være stor interesse for, hvordan regeringen planlægger at bruge test, opsporing, og i hvilket omfang folk med symptomer skal lade sig isolere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00