Sundhedsstyrelsen: Sundhedsvæsnet skal indrettes til multisygdom

Af Søren Brostrøm
Direktør i Sundhedsstyrelsen

Vi kan lige så godt vænne os til begrebet. Multisygdom. Baggrunden er for så vidt god. Vi lever længere end generationerne før os. Når vi bliver syge, er vores muligheder for at blive behandlet blevet langt bedre. Selv i høj alder kan vi blive behandlet for alt fra livstruende sygdomme som blodprop i hjertet og til nye knæ og hofter ved slidgigt.

Så vi lever længere, men ikke uden sygdom og reparation. Og med alderen får vi flere sygdomme, som er langvarige, vedvarende eller tilbagevendende – det, som vi med et lidt slidt ord kalder ’kroniske’ sygdomme.

Fremover vil flere og flere af os have to eller flere vedvarende sygdomme. Og det er ikke kun de ældre, der bliver ramt af ’multisygdom’; cirka halvdelen af multisyge borgere, og to tredjedele af mennesker med psykisk-somatisk multisygdom, vil være yngre end 65 år.

Organisatorisk er udfordringen at sikre sammenhæng mellem både det almene og det specialiserede – mellem sygehus og det nære sundhedsvæsen – og imellem de meget specialiserede fagligheder og indsatser.

Søren Brostrøn
Direktør, Sundhedsstyrelsen

Multisygdom er en voksende udfordring for både den enkelte, for sundhedsvæsenet og for samfundet. Mennesker med multisygdom har flere kontakter med sundhedsvæsenet, har oftere akutte og forebyggelige indlæggelser, oplever ofte manglende sammenhæng i forløb, og de er oftere udsat for fejl. Sundhedsvæsenets udgifter til den enkelte borger stiger med antallet af samtidige lidelser.

Social ulighed slår igennem
På en række store områder er der særlige udfordringer: alt for mange har mindst to af de store folkesygdomme på samme tid – det gælder psykisk lidelse, hjertekar-sygdom, demens, kræft, KOL og en række andre livsstilssygdomme. Sygdomme, hvor vi ved, at de langt hen ad vejen kunne være undgået ved sundere kost, rygestop, alkohol med måde og fysisk aktivitet.

Den socialt betingede ulighed i sundhed slår også markant igennem, når vi taler om multisygdom: blandt 65-årige vil knap halvdelen af de socialt stærke være multisyge, mens to tredjedele af de svage vil være det.

En ganske særlig udfordring ses hos mennesker som både har psykisk og fysisk lidelse. Vi har brug for et særligt fokus på forebyggelse og behandling af fysiske sygdomme blandt de, der også har en psykisk lidelse. Vi ser desværre en overdødelighed i den gruppe patienter – en overdødelighed, der kan undgås. Men det kræver mere viden og bedre uddannelse af vores sundhedspersonale – og et stærkere tværfagligt samarbejde.

Sundhedsvæsnet skal indrettes til multisygdom
Flere sygdomme på samme tid stiller store krav til den enkelte patient, der skal indgå i flere forskellige forløb på samme tid. Forebyggelse, behandling og rehabilitering hænger ikke altid sammen. Og det stiller krav til sundhedsvæsenet, der skal koordinere og organisere patientforløbet.

Det store paradoks er, at i takt med at multisygdom stiller større krav til helhedsblik og sammenhæng i indsatsen, så bliver rammerne for indsatsen i stigende grad specialiseret og fragmenteret. Og vores viden og teknologi følger ikke med i samme takt.

Ny medicin bliver stadig udviklet til konkrete sygdomme eller lidelser og bliver testet på yngre patienter uden multisygdom, og som ikke indtager flere forskellige typer medicin på samme tid. Det samme gælder som regel, når der bliver udviklet andre teknologier og indsatser på sundhedsområdet.

Når vi skal sammenfatte den eksisterende viden og drage konklusioner i vores arbejde med for eksempel kliniske retningslinjer, kommer vi ofte til kort i forhold til brugbare anbefalinger for den ældre og multisyge patient.

Vores uddannelser halter også bagefter. Læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle uddannes stadig til at inddele sygdomme i grupper efter diagnoser, for eksempel infektionssygdomme, kræft, sygdomme i bestemte organer, medfødte sygdomme og ulykker. Og at beslutte sig til en bestemt behandling afhængig af en enkelt diagnose.

Særligt sygehusvæsenet er blevet centraliseret og specialiseret, og i stigende grad også subspecialiseret. På en lang række områder har det givet et betydeligt kvalitetsløft i indsatsen, som det for eksempel ses af de store forbedringer på kræft- og hjerteområdet i Danmark siden årtusindeskiftet.

Specialiseringen og centraliseringen kommer vi ikke uden om, den er et vilkår betinget af den stigende kompleksitet af sundhedsfaglig viden, kompetencer og teknologi. Og løsningen er ikke despecialisering eller decentralisering. Vi skal ikke kaste barnet ud med badevandet. Men vi skal løse udfordringerne, så den multisyge patient ikke oplever et sundhedsvæsen, der er fragmenteret, usammenhængende, svært tilgængeligt, usikkert, ineffektivt og dyrt, for både samfund og borger.

Kulturskifte ønskes
Hvordan gør vi så det? Svaret på det spørgsmål forsøger en række gode kræfter at komme med deres bud på i en Hvidbog, ”Dokumentation af multisygdom i det danske samfund – fra silotænkning til sammenhæng”, der udkommer fredag 3. marts, og som jeg har givet mit bidrag til.

Organisatorisk er udfordringen at sikre sammenhæng mellem både det almene og det specialiserede – mellem sygehus og det nære sundhedsvæsen – og imellem de meget specialiserede fagligheder og indsatser.

Der er brug for, at vi afprøver nye måder at organisere os på, nye måder at arbejde sammen på, som for eksempel fælles ambulatorier, udgående funktioner og teams, og vi skal løbende have fokus på, om vi har den rette balance mellem ‘generalist’ og ’specialist’ – både i uddannelserne, og når vi sætter teams sammen.

Og det er her, jeg tror, at vi har den helt store udfordring. Vi har behov for et egentligt kulturskifte, når det gælder samarbejdet omkring den multisyge patient. Vejen frem er ikke at tro, vi kan løse problemet ved at (gen)indføre en omnipotent sundhedsfaglig generalist. Samarbejde på tværs er til gengæld i mine øjne den eneste vej frem – og det medfører, at vi langt mere konsekvent end i dag satser på at styrke kompetencer som ledelse og samarbejde på tværs af fagligheder og specialer.  

Samtidig skal vi styrke den multisyges evne til at kunne tage vare på sig selv og sin egen sygdom. Det kræver, at vi udvikler nye redskaber, der hjælper den multisyge til at kunne navigere i sundhedsvæsenet, og klæder ham eller hende på til at kunne afveje fordele og ulemper ved de forskellige tilbud. Og at vi har fokus på, at sundhedsvæsenets information skal være let tilgængelig for borgeren.

Deltag i Lanceringen af Hvidbog om multigsygdom.