Tandlæge: Sundhedsministeren bruger østeuropæiske metoder

Af Søren Bach-Petersen
Tandlæge

Mens alle taler om strejke og lockout på det offentlige arbejdsmarked, anvender Folketinget med sundhedsministeren i spidsen østeuropæiske metoder over for landets tandlæger.

I al ubemærkethed er en liberal regering godt i gang med at knægte et liberalt erhverv.

Folketinget har dels foranlediget, at tandlægeoverenskomsten mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen er opsagt, dels ladet sundhedsministeren fremsætte et forslag til en lynlov, som skal diktere et liberalt erhvervs vilkår, selv om den offentlige finansiering kun er 17-18 procent.   

Med denne kronik vil jeg gerne sikre, at andre end Folketingets medlemmer opdager, hvad der foregår.

Det starter i 2007
Lad mig begynde med forhistorien: I 2007 fremlagde det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium en udredning med titlen ”Udredning om omfordeling af tilskuddet til voksentandpleje”.

Tænk sig, at en liberal sundhedsminister pålægger cirka 4000 tandlæger at betale 300 millioner kroner til fængsler og kommunale sundhedsordninger.

Søren Bach-Petersen
Tandlæge

Her analyserede man forbruget af tandplejeydelser på tandlægeoverenskomstens område på daværende tidspunkt.

Konklusionen blev et forslag om en omfordeling af godt 300 millioner kroner, hvor man ønskede at styrke det tilbud, som man giver til de ca. 40 procent af befolkningen, som har parodontal sygdom i større eller mindre grad.   

Udredningen bliver desværre lagt i en mølpose. Og der sker intet før 2012, hvor Sundhedsstyrelsen går i gang med at udarbejde kliniske retningslinjer på tandlægeområdet, og hvor der kommer en beretning fra Rigsrevisionen, hvori der bliver stillet krav til regionernes styring af aktivitet og udgifter i praksissektoren.

Begge dele skal vise sig at få stor betydning for hverdagen på de danske tandklinikker.   

Indførelse af faglige krav
Der kommer to nationale kliniske retningslinjer i efteråret 2013. Her opstilles faglige krav til tandlægerne om, hvor tit patienter skal komme til tandlæge (den såkaldte trafiklys-model), og hvilken behandling der skal ydes til patienter med parodontal sygdom.

Dermed indføres der både faglige krav om behandling og samtidig krav om, at for eksempel lægers, tandlægers og fysioterapeuters organisationer skal tage ansvar for den økonomiske ramme på eget område.

Den økonomiske tilskudsramme fra regionerne var på daværende tidspunkt cirka 1,6 milliarder kroner, og umiddelbart kunne vi som tandlæger godt efterleve begge de opstillede krav.  

300 millioner på 6 måneder
Men i forbindelse med finanslovsforhandlingerne mellem den daværende Thorning-regering og venstrefløjen vælger daværende sundhedsminister Astrid Krag først at fjerne 180 millioner kroner af rammen på 1,6 millarder kroner, idet disse 180 mio. skal bruges til blandt andet fængsler.

Og i sommeren 2013 indgår samme Astrid Krag en aftale med Kommunernes Landsforening om, at der overføres yderligere 120 millioner kroner til kommunerne til sundhedsordninger mellem dem og regionerne. Igen tages pengene fra rammen til tilskud til patienter i den almene voksentandpleje.

Dermed reduceres den økonomiske ramme på 1,6 milliarder kroner i løbet af seks måneder med 300 millioner kroner. Penge som ifølge 2007-udredningen skulle have været brugt til styrkelse af behandlinger af parodontose.

Svære forhandlinger
I dette lys forhandlede jeg på vegne af Tandlægeforeningen den tandlægeoverenskomst, som Tandlægeforeningen indgik med Danske Regioner i slutningen af 2014.

Vi havde flere gange over for både sundhedsministeren og Danske Regioner fremført, at der ifølge vores bedste skøn ville mangle de 300 mio. kr. i rammen til at opfylde de krav, som de nye kliniske retningslinjer indebar for undersøgelse og behandling af voksenbefolkningen i Danmark.

Men dette kommenterede man ikke politisk, og forhandlingerne i 2013 og 2014 var langt hen ad vejen dikteret af den reducerede ramme og de faglige krav, samt at vi som tandlæger skulle tage et økonomisk ansvar.

På trods af de mange krav indgik Tandlægeforeningen en tandlægeoverenskomst med Danske Regioner.

Tandlægerne påtog sig et økonomisk ansvar for halvdelen af en rammeoverskridelse på op til 150 millioner kroner. Overskridelser derover påtog Danske Regioner sig ansvaret for – med accept fra Sundhedsministeriet.

Sundhedsministeriet fulgte med i hele forløbet og vidste derfor alt om den økonomiske aftale, som regionerne indgik med os tandlæger.

De 300 millioner mangler
Tandlægerne har siden da praktiseret under tandlægeoverenskomsten og fulgt både denne og de kliniske retningslinjer. Allerede efter et år kunne vi konstatere, at der som forudset manglede de 300 millioner kroner.

Og som det fremgik af vores økonomiaftale med Danske Regioner og Sundhedsministeriet, så har danske privatpraktiserende tandlæger årligt betalt 75 millioner kroner tilbage af disse.  

Som oplæg til de nu sammenbrudte overenskomstforhandlinger bad Sundhedsministeriet og Danske Regioner i 2017 Sundhedsstyrelsen om at evaluere tandlægernes brug af de kliniske retningslinjer.

Dels for at tjekke implementeringen af disse i privat tandlægepraksis, dels for at vurdere, om tandlægernes anvendelse af retningslinjerne var forkert, hvilket man ville kunne bruge til at presse tandlægerne vedrørende rammeoverskridelsen.

Det fremgår af evalueringen, at ”Udviklingen i antallet af kontrol- og undersøgelsesydelser fra gammel til ny overenskomst viser en nedgang i antal undersøgelses- og kontrolydelser på i alt 1.041.988 ydelser over en to-årig periode."

Det vurderes, at implementeringen af den nationale kliniske retningslinje og ændringen af ydelser i overenskomsten har medført en mere korrekt anvendelse af de diagnostiske undersøgelsesydelser, samtidig med at der foretages færre kontrolundersøgelser på færre unikke personer.

Dette kan pege i retning af, at tandlægerne bevæger sig mod en mere behovsorienteret tandpleje med en mere individuel indsats for færre personer.”    

Fuldt økonomisk ansvar
Selvfølgelig er der forhold, hvor der skal ske en ændring af både forståelsen af de kliniske retningslinjer og af nogle af de spærringer, som regionerne har sat op, for at tandlægerne kan sikre et tilskud til en patient ved en behandlingsmæssig ydelse.

Men langt hen ad vejen har tandlægerne praktiseret helt efter de krav, der blev opstillet med de kliniske retningslinjer.

Regionerne krævede ved de nu sammenbrudte forhandlinger, at tandlægerne skulle påtage sig det fulde økonomiske ansvar for en fortsat rammeoverskridelse. Altså at privat tandlægepraksis skulle betale de 300 millioner kroner, som Astrid Krag havde givet til fængsler og kommuner.

Tandlægerne tilkendegav tydeligt, at vi ville være indstillet på en aftale, men at vi ikke ville dække samtlige de 300 millioner kroner som krævet af Danske Regioner.

Pr. 28. februar 2018 opsagde Danske Regioner så tandlægeoverenskomsten til ophør med udgangen af maj 2018.

Samme service, færre penge
I henhold til sundhedsloven §229 har ministeren beføjelse til at udstikke krav til praksissektoren (her tandlægerne) om tilskud og priser på ydelser, der tidligere har været dækket af en overenskomst.  

Men i stedet for sundhedsloven §229 bakker et enigt Folketing op om en særlov, som skal diktere vilkårene på tandlægeområdet, indtil et udvalg har kigget på hele strukturen i voksentandplejen.

I denne særlov er indføjet store dele af de aftaler, der lå i tandlægeoverenskomsten, men nu med en reduceret ramme, idet rammen i 2018 er på knap 1,4 milliarder kroner.

Og for denne reducerede ramme skal tandlægerne levere samme service og behandlinger, som vi har gjort de seneste tre år. Dertil kommer, at tandlægerne ikke må forøge egenbetalingen for befolkningen.

Østeuropæiske forhold
Det er forkasteligt, at en liberal sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, med dette forslag har reduceret honorartaksterne for tandlægerne med 21 procent, uden at tandlægerne må opkræve mere i egenbetaling hos patienterne.

Det må man vist kalde østeuropæiske forhold, hvor politikerne dikterer priser og ydelser efter forgodtbefindende. Det er her vel at mærke ydelser, som i forvejen typisk er 20-30 procent billigere end i Norge og Sverige.

Tænk sig, at en liberal sundhedsminister pålægger cirka 4000 tandlæger at betale 300 millioner kroner til fængsler og kommunale sundhedsordninger. Det er det, der er sket.  Og det er skræmmende.

Vi har hørt om lignende metoder fra det tidligere Østeuropa. I dag er det politik i Danmark.