Debat

Tilbage til arbejdet? Tilbage til skolebænken!

DEBAT: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø skal tilbage på skolebænken i basal forskningsmetode, hvis de igen skal fremstå som en troværdig forskningsenhed. Sådan lyder kritikken fra Kenneth Jensen, anæstesiolog på Bispebjerg Hospital.
Researcher på Altinget | Social og Altinget | Udvikling.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg kan godt forstå, at arbejdsgruppen bag rapporten (NFA) er ærgerlig over den manglende effekt af det store arbejde, der er lagt i TTA-indsatsen. Men det giver dem ikke carte blanche til at være uvidenskabelige, udføre skønmaleri med fri streg og gå politikernes ærinde, når tal omsættes til ord.

Af Kenneth Jensen
Anæstesiolog på Bispebjerg Hospital
Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Af Kenneth Jensen
Anæstesiolog på Bispebjerg Hospital

Der er aktuelt diskussion i dagspressen om beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udlægning af resultater fra et større forskningsprojekt med fokus på langtidssyge.

Der er tale om et treårigt projekt med involvering af 22 kommuner, talrige statistikere og forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), en ivrig interventionsindsats blandt de kommunale medarbejdere og et budget på omkring 30 millioner kroner. 

Projektet hedder ”Tilbage-til-arbejde” (TTA) og har til formål at afdække, om en mere omfattende indsats i kommunerne omkring disse personer i forhold til de nuværende tiltag kunne nedbringe antallet af sygedage og bringe dem tilbage i arbejde.

Det fremstår fra denne og tidligere regerings side som et prestigeprojekt, og formålet er absolut beundringsværdigt. Beskæftigelsesministeren er aktuelt i krydsild, fordi hun ved flere lejligheder har viderebragt den konklusion fra projektet, at ”en tidlig indsats bidrager til at reducere længden af sygefraværet”.

Da der er tale om et forskningsprojekt i millionklassen med store implikationer for det danske arbejdsmarked, er det rimeligt, at vi som borgere forholder os videnskabeligt til resultaterne inden de politiske og følelsesladede fortolkninger blander sig i koret af entusiaster, kritikere og ivrige debattører. 

Vi vil vel alle gerne have, at langtidssyge bliver raske, og alene det forhold bevirker, at vi i vores hjerne introducerer en bias i vores fortolkning af resultaterne, en tendens til at gøre resultaterne mere lyserøde end de måske er.

Men vi skylder hinanden at se på, hvad de reelle tal egentlig viser, og acceptere, at statistiske tests (med såkaldte sikkerhedsgrænser) bruges netop af denne årsag – til at hjælpe os med at skelne mellem skidt og kanel. Vi må også acceptere, at der nogle gange ikke er effekt af tiltag, vi ellers troede var gavnlige, uanset hvor meget vi i øvrigt tror på dem.

Jeg vil indledningsvist bekende, at jeg ikke har læst hver eneste sætning i den 300 sider lange forskningsrapport – den er simpelthen for lang, sludrende og ukonkret til mit temperament. Jeg vil imidlertid hævde, at jeg har udtrukket nogle vigtige nøgletal, som læseren af denne artikel kan få gavn af til at få hoved og hale af den aktuelle debat. Til læseren kan jeg oplyse, at jeg som overlæge selv driver en del forskning, så talbehandlingen er mig ganske bekendt.

Statistik på ét minut
Rapporten benytter forskellige delprojekter til at skabe det samlede billede. Denne del af projektet vil jeg ikke komme nærmere ind på, og jeg vil heller ikke diskutere forudsætningerne og begrænsningerne for projektets resultater, da det dybest set er en sludder for en sladder, men kun forholde mig til de helt konkrete tal. Rapporten benytter forskellige effektmål, hvortil der er knyttet såkaldte sikkerhedsgrænser.

Sikkerhedsgrænser fortæller, at det reelle resultat for effektmålet med 95 procent sandsynlighed befinder sig inden for disse grænser. Hvor det præcis er, ved vi ikke. Hvis sikkerhedsgrænserne krydser 1 for et effektmål, der sammenlignes med referencegruppen (den sædvanlige kommunale indsats), kan vi ikke kende forskel på TTA-indsatsen og den sædvanlige kommunale indsats. Der er tale om såkaldt stokastisk variation – tilfældigheder og støj, men ikke noget påviseligt signal. Punktum.

Rapportens urokkelige konklusion
Hovedkonklusionen ud fra rapportens tal er, at der ikke er påviselig forskel mellem sædvanlig kommunal indsats og TTA-indsatsen hos de langtidssyge. Tabellen for sygefravær (tabel 7.2.8) viser, at kommuner med god implementering af TTA-indsatsen ikke kan nedbringe sygefraværet statistisk signifikant (sikkerhedsgrænserne er 0.87-1.51), og at det heller ikke er tilfældet i kommuner med mindre god implementering (sikkerhedsgrænserne er 0.71-1.29). Det er i denne sammenhæng fuldstændig ligegyldigt, hvad effektmålene i øvrigt er, for der kan ikke påvises forskel mellem grupperne.

En grafisk fremstilling af effekten af TTA-indsatsen på sygefravær (figur 7.2.5) viser ligeledes en enorm spredning fra den ene til den anden kommune, men igen for det blotte øje ingen nævneværdig forskel imellem kommuner med god implementering og kommuner med mindre god implementering. Tabellen for selvforsørgelse (tabel 7.3.4) viser, at sikkerhedsgrænserne for TTA-indsatsen er 0.86-1.21, det vil sige, at der heller ikke her er nogen påviselig forskel. Figuren for raskmeldinger per uge viser, at TTA-indsatsen i nogle kommuner giver flere raskmeldinger, i andre kommuner færre raskmeldinger. For det blotte øje er der ejheller her nogen påviselig forskel. De øvrige analyser er principielt set underordnede – de anførte tal er urokkelige.

Beskæftigelsesministeriets bizarre tolkning
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er imidlertid ikke løgnagtig, når hun når den stik modsatte konklusion. Sagen er nemlig, at hun blot videregiver den sammenfatning, rapportens forfattere har nedskrevet. De konkluderer nemlig, at ”implementering af TTA-konceptet kan give en positiv effekt på de sygemeldtes sygefraværslængde og selvforsørgelsesgrad og dermed også en positiv økonomisk bundlinie for kommunerne, den offentlige sektor og samfundet. 

De positive resultater forudsætter dog, at kommunerne lykkes med at gennemføre en god implementering, hvilket kræver en betydelig indsats” (side 24). Den kvikke læser vil måske her lægge mærke til, at der er tale om en pinlig, logisk ringslutning: implementering kan være positiv, hvis det lykkes at gennemføre en god implementering. Øøh, ja? Dertil den kommentar, at det rent faktisk er en forkert konklusion. Implementeringsgraden har netop ikke betydning for TTA-indsatsens effekt.

Forfatterne går også galt i byen på side 225, hvor de beskriver at ”der på tværs af kommunerne med god implementering ses en positiv effekt af TTA-indsatsen, mens der på tværs af kommunerne med mindre god implementering af TTA-indsatsen ses en negativ effekt af TTA-indsatsen”. De beskriver rigtignok det helt grundlæggende forbehold, nemlig at ”effekterne er ikke statistisk signifikante”, men fortsætter så deres skønmaleri med ”samlet set peger alle analyserne dog i samme retning: at der i kommuner med god implementering ses en positiv effekt af TTA-indsatsen”. Ikke blot en uvidenskabelig fordrejning, men også et uklædeligt forsøg på at fremtvinge en positiv effekt, som ikke eksisterer, jævnfør talmaterialet ovenfor.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Jeg kan godt forstå, at arbejdsgruppen bag rapporten (NFA) er ærgerlig over den manglende effekt af det store arbejde, der er lagt i TTA-indsatsen. Men det giver dem ikke carte blanche til at være uvidenskabelige, udføre skønmaleri med fri streg og gå politikernes ærinde, når tal omsættes til ord.

Rapportens konklusioner er noget vrøvl. NFA skal tilbage på skolebænken i basal forskningsmetode, og der skal arbejdes ihærdigt, hvis de igen skal fremstå som en troværdig forskningsenhed. Og beskæftigelsesministeren? Hun skal vist lade sig rådgive noget bedre i fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00