Torben Mogensen anmelder bog: Endnu en gang Djøf-bashing

Af Torben Mogensen
Tidligere vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital, dr.med., speciallæge i anæstesiologi

Overlæge og ortopædkirurg Steffen Jacobsen har begået en ny, lille bog på 124 sider med titlen Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen. Dette er ikke en kriminalroman, men en blanding af erindrings- og debatbog. Bogen er allerede nu blevet debatteret på de sociale medier. Her ser den provokerende bog ud til at blive positivt modtaget af specielt sundhedspersoner. Nogle frustrationer skal nok blive luftet i den nærmeste tid.

Jeg vil starte med en disclaimer. Jeg har været ansat på samme hospital og arbejdet sammen med Steffen Jacobsen i mange år. Både som anæstesiolog og som leder. Bare til orientering.

Lars Løkke Rasmussen (V) blev som nyudnævnt sundhedsminister spurgt om, hvorfor han havde skiftet mening om en sag, i forhold til da han var formand for Frederiksborg Amt. Svaret var klart: Man ser tingene fra den ø, man til enhver tid befinder sig på. Jeg må sige, at Steffen Jacobsen og jeg befinder sig på hver vores ø. Hans beskrivelse af hospitalerne kan jeg slet ikke genkende, selvom der selvfølgelig er visse pointer i bogen, som jeg kan nikke genkendende til.

Rammer forbi skiven om Djøf
Jeg forstår ikke, at Steffen Jacobsen ikke vil anbefale at arbejde i hospitalsvæsenet. 70 procent af medarbejderne er i høj grad eller meget høj grad tilfreds med at arbejde i Region Hovedstaden. At man ikke får en løn som Nicklas Bendtner, kan jeg da kun beklage, men så må man jo blive fodboldspiller. Jeg tror, at de fleste finder overlægers løn ganske tilfredsstillende.

Den næste pil, som jeg synes, SJ rammer langt uden for skiven, er djøf’ernes magt, og at de ikke interesserer sig for patienterne. Min erfaring er stik modsat. Alle, jeg har arbejdet sammen med, interesserer sig for patienternes ve og vel. Hvad magt angår, får man den kun, hvis man arbejder for det.

Jeg har desværre oplevet alt for mange læger, der ikke "orker" at deltage i beslutningsprocesserne. Inklusiv i samarbejdsudvalg og kollegiale møder. At behandle patienter er et teamsamarbejde, som Steffen Jacobsen kort beskriver, men jeg synes ikke, han har taget konsekvensen. Det er nemmere at stå udenfor og råbe, at man ikke bliver hørt. Det er stadig lægerne, der har ansvaret for patientbehandlingen. Som Steffen Jacobsen selv gør opmærksom på, skal det ske inden for den økonomiske ramme, som befolkningen har vedtaget ved valgene.

Ikke belæg for jammerdal
Bogen er desværre præget af negativ omtale af rigtig mange medarbejdere, mens selvrefleksion over sin egen rolle i betydelig grad mangler. Lægeforeningen går ikke ram forbi. Bogens omtale af de læger, der arbejder for alle os andre læger, er meget lidt flatterende. Skrønen om, at andre fagforeninger er meget bedre end Lægeforeningen, hørte jeg også som ung læge. Men jeg lærte, at det ikke nødvendigvis var rigtigt gennem min opvækst som læge. Jeg tvivler på Steffen Jacobsens lærdom.

Når man læser bogen, får man bestemt ikke indtryk af, at det danske sundhedsvæsen år efter år rangerer blandt de fem bedste i Europa. Så Steffen Jacobsens jammerdal er der efter min mening ikke belæg for.

Skønlitterære kvaliteter
Er det værd at læse bogen? Ja, bestemt. Steffen Jacobsen er en dygtig forfatter. Det er en yderligere kvalitet ved sundhedsvæsenet, at vi ud over patientbehandling også kan være med til at udvikle dygtige forfattere. Man skal dog læse bogen som et skønlitterært værk. Et værk, der er både morsomt, letlæseligt og med mange røverhistorier og skrøner.

Som objektiv temperatur på sundhedsvæsenet er bogen uegnet. Jo, der er problemer, men jeg savner stadig dokumentation for den voldsomme overadministrering, som bogen hævder, at der er. Derudover mangler henvisning til de kolossale fremskridt, der er sket i behandlingen af patienterne. Steffen Jacobsen nævner det kort inden for ortopædkirurgien, men det er sket inden for alle specialer. Levealderen er også steget væsentligt.

Problemet er, at når sproget bliver så voldsomt og nedladende, skygger det for de reelle problemer, som at medarbejderne bliver presset så hårdt. En problemstilling, der desværre ikke kun gør sig gældende inden for sundhedsvæsenet.

Lad mig slutte med en lille perfid bemærkning. Steffen Jacobsen klager over, at man kun kan nå to hofter på en dag. Det var også underligt, men da der kom en ortopædkirurg, som interesserede sig for problemet, løste han det. Herefter blev det til tre-fire operationer om dagen. Også at løse problemer er et teamwork, hvor lægerne har kolossal indflydelse. Dog kun, hvis de påtager sig opgaven.