Ugen i dansk politik: Det er blevet tid til Folkemøde på Bornholm

DET SKER: Det politiske Danmark drager til det årlige Folkemødet på Bornholm. Men inden da skal regeringens ministre igennem en række samråd, og en minister skal præsentere et nyt udspil. Få overblik over ugen her.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Det er atter den tid på året, hvor størstedelen af det politiske Danmark samles til Folkemødet i Allinge på Bornholm. Det løber af stablen fra torsdag til søndag.

Men inden det bliver tid til debatter og kolde fadøl, skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et smut til Færøerne til rigsmøde, mens hans kollegaer i regeringen er travlt beskæftiget med samråd og lancering af et nyt udspil om almen praksis.

Endelig er det også i denne uge blevet tid til, at Ledelseskommissionen afleverer sine 28 anbefalinger til bedre offentlig ledelse til innovationsminister Sophie Løhde (V).

Mandag
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) præsenterer regeringens udspil til, hvordan fremtidens almen praksis skal organiseres. Hun får selskab af formanden for de praktiserende lægers organisation, Christian Freitag, der også deltager i præsentationen.

Danmark får fint besøg, når den tidligere generalsekretær i FN Ban Ki-moon kigger forbi København. Han skal promovere samarbejdet UN Live, der har til formål at engagere folk i FN's 17 verdensmål, og som skaber netværk ved at lave udstillinger rundt omkring i verden. Under sit besøg skal Ban Ki-moon blandt andet besøge finansminister Kristian Jensen (V) og kronprinsesse Mary.

På Christiansborg har finansministerens kollegaer i regeringen travlt med at stå skoleret i samråd. Den første, der står for tur, er transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), der skal i samråd om trafikstøj. Her skal han blandt andet give svar på, hvad regeringen vil gøre for at løse problemer med trafikstøj.

Derefter fortsætter han i et nyt samråd, hvor han får selskab af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). De to herrer skal redegøre for overvejelserne med Vækstteamet. Her er Transport-, Bygnings- og Boligudvalget især interesseret i at få svar på, hvordan medlemmerne og forretningsmodellen bag teamet er blevet udvalgt .

Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har også en travl dag. De fortsætter nemlig med endnu et samråd. Her har de skiftet Brian Mikkelsen og Ole Birk Olesen ud med kulturminister Mette Bock (LA). Det handler om regeringens planer om at lukke FM-båndet, og her vil udvalget gerne vide, om det ikke skader billisters mulighed for at få trafikmeldinger.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er dagens sidste minister i samråd, og det handler om Israels fremfærd i Gaza og regeringens holdning til det.

Mens kollegaerne er i samråd, er miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) på besøg i 4.C på Korsager Skole i Brønshøj. Her vil de to ministre lancere nyt undervisningsmateriale om dyrevelfærd.

Legalisering af cannabis er på dagsordenen, når Alternativet og Gadejuristen er værter for en konference på Christiansborg. Her vil blandt andet Alternativet diskutere muligheden for en ny model, der kan afløse forbuddet mod cannabis, med Liberal Alliance, Enhedslisten, SF og Radikale.

Tirsdag
Søndag drog statsminister Lars Løkke Rasmussen til Færøerne for at mødes med lagmand Aksel V. Johannesen og formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, til et rigsmøde. Selve rigsmødet afholdes i dag ved Leynavatn på Streymoy, og her skal de tre ledere drøfte aktuelle emner af fælles interesse i rigsfællesskabet.

Det er også dagen, hvor der kommer 28 anbefalinger til fremtidens ledelse i den offentlige sektor. Regeringens Ledelseskommissionen er blevet færdige med deres arbejde, og den afleverer 28 anbefalinger til innovationsminister Sophie Løhde.

I Erhvervsministeriet er der inviteret til møde, når Ekspropriationsudvalget afleverer sin betænkning til erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Ligesom dagen før fortsætter stimen af samråd, der skal klares, inden turen går til Bornholm. Det er især sundhedsminister Ellen Trane Nørby, der får travlt med hele to samråd på programmet. Først skal hun stå skoleret om underbemanding på landets fødeafdelinger. Bagefter handler det om overbelægning i det danske sundhedsvæsen.

  • Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal i samråd om hvidvask og terrorfinansiering.
  • Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal redegøre for forholdene for børn på Udrejsecenter Sjælsmark.
  • Ældreminister Thyra Frank (LA) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal svare på, hvordan regeringen vil sikre, at borgere med progredierende sygdomme som eksempelvis demens og Parkinson får den nødvendige støtte og hjælp.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er værter for et morgenmøde, hvor det vil fremlægge hovedkonklusionerne fra en ny undersøgelse om fordeling og levevilkår. Den viser blandt andet, at skellet mellem rig og fattig stadig vokser.

Uden for landets grænser er der et historisk møde i Singapore, hvor USA's præsident, Donald Trump, mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

I en lidt mindre historisk skala, men af dansk interesse, skal det også nævnes, at kronprins Frederik indvier den nye danske repræsentation i Nato's nye hovedkvarterer i Bruxelles.

Onsdag
Ovenpå en begivenhedsrig start på ugen er onsdag markant mindre travl. Det er blot justitsminister Søren Pape Poulsen, der skal i et samråd om politiets forskelsbehandling og diskrimination.

Torsdag
Ved middagstid lyder startskuddet til en travl, politisk weekend i Allinge på Bornholm. I løbet af weekenden bliver der afholdt tusindsvis af debatter, arrangementer og taler rundt omkring i byen.

På hovedscenen vil partilederne i løbet af Folkemødet alle holde en tale. Den første mand på scenen er Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, der går på klokken 12:30.

Derefter er det Radikales leder, Morten Østergaards, tur klokken 19.

Fredag
Folkemødet fortsætter, og det byder blandt andet på en fødselsdagsfejring. Den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen fylder nemlig 75 år, og det markeres i Det Sociale Netværk/Headspace Danmarks telt på Kæmpestranden. Både nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og hans udfordrer til posten, Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, deltager i fejringen.

Klokken 10 er det Liberal Alliances leder, Anders Samuelsens, tur til at tale på hovedscenen. Herefter klokken 13 taler S-formanden, Mette Frederiksen.

Klokken 16 går statsminister Lars Løkke Rasmussen på scenen, og endelig runder SF-formanden, Pia Olsen Dyhr, dagen af, når hun taler kl. 19.

Lørdag
Det er Konservatives formand og justitsministeren, Søren Pape Poulsen, der er den første til at gå på hovedscenen i dag. Det sker klokken 10.

Klokken 13 er turen nået til Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, inden Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, går på som den sidste partileder klokken 16.

Søndag
Tiden er kommet til, at Folkemødet skal pakkes ned igen. Klokken 12 er der officiel afslutning på hovedscenen.

Efter folkemødet skal medlemmerne af Folketingets Europaudvalg haste videre til Bulgarien, hvor de skal deltage i et Cosac-møde i hovedstaden Sofia. Cosac er et samarbejdsorgan for alle europaudvalg i EU's medlemslande samt Europa-Parlamentet. Mødet fortsætter frem til tirsdag 19. juni.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00