Skibsfarten skal have hjælp!
Skibstransport har et stort potential til at blive én af de mest miljørigtige transportformer. Men vi bliver nødt til at skubbe processen i gang.
Margrete Auken (SF)
MEP
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]
MEP
Forureningen fra skibsfarten er ikke alene betragtelig, den er også tåbelig - den kan i mange tilfælde undgås, hvis der blot var politisk vilje til det. Helt aktuelt: de absurd høje CO2-emissioner skal ned, og de tekniske muligheder findes.
Til COP15 er det altafgørende, at topforhandler Connie Hedegaard insisterer på at få en plan for, hvordan skibsfartens CO2-udledning kommer ned.
De sidste 12 år har FN-organet IMO - International Maritime Organization - trillet tommelfingre. Sammen med ICAO - International Civil Aviation Organization - fik IMO i forbindelse med Kyoto til opgave at finde ét fælles bindende mål for de to sektorers CO2-udslip.
Det er endnu ikke lykkedes.
Løsningerne er lige for!
Det er stadig IMO, der skal stå for det praktiske arbejde. Men vi kan ikke pålægge en FN-organisation med et alt for smalt mandat - og alt for spinkel opbakning fra sine 166 medlemslande - til at løse problemet selv. Derfor skal vi i København lægge en slagplan for IMOs arbejde frem til COP16 og 17.
Løsningerne er lige for: Hvis man sænker sejlhastigheden med 10 procent, vil CO2-udslippet falde med 23,3 procent i 2010 - ifølge IMOs egne beregninger!
Hvis man kombinerer denne såkaldte slow streaming med tekniske ændringer af allerede eksisterende skibe og så forøvrigt planlægger mere rationelle ruter, kan vi sænke udslippet med 40 procent i 2010 og hele 50 procent i 2050.
Men en slagplan er jo kun noget værd, hvis man er villig til at slås! Vi skal turde - også selv om dem vi er oppe imod, er transportvirksomheder, der tjener godt. Her er ikke tid, men faktisk heller ikke råd til kyllinge-færd!
Skibsfart har et stort potentiale
Hvis vi gør det rigtige, kan vi også få flere penge til at betale af på vores store klimagæld til verdens fattige lande: vores store udledning af klimagasser bærer skylden for de alvorlige klimaændringer, der er i gang med storme, tørke, oversvømmelser, både inuit-landsbyer og ø-stater forsvinder. Ved at kræve bare en minimal afgift fra tankere for deres CO2-udledninger vil det batte! Kunsten er selvfølgelig at kræve samme afgift, uanset hvem der udleder CO2 . Under alle omstændigheder har vi lovet at betale for vores forurening og her er god hjælp at få til gavn for alle parter.
Skibstransport har et stort potential til at blive én af de mest miljørigtige transportformer. Men vi bliver nødt til at skubbe processen i gang. Så længe sektoren er selvregulerende, er den tydeligvis også handlingslammet.
Ved topmødet i Barcelona forud for København kom verdens topledere ikke frem til nogen fælles løsninger. Nu må én gå foran med politisk indsigt og kampgejst.
Jeg tror, at Connie kan! Og at hun har masser af støtte fra næsten alle sider.