Debat

Betalingsring - gammel vin på gamle flasker

DEBAT: En betalingsring er en ekstra skat, som ikke ændrer på lastbilkørslen, for lastbilernes varer skal frem, mener Dansk Erhverv, som opfordrer politikerne til at vente på gps-teknologien.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]
Af Marie Louise Thorstensen
Politisk konsulent, Dansk Erhverv

Københavns teknik- og miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), har i et indlæg hér på Altinget den 26. august 2010 endnu engang fundet Ritt Bjerregaards gamle idé om at indføre en betalingsring omkring København frem fra de støvede arkiver med politiske forslag, der fremsættes igen og igen. Idéen er ikke desto mindre ligeså dårlig nu, som den var, da Ritt Bjerregaard var overborgmester.

En betalingsring omkring København vil blot fungere som en ekstra skat på persontransporten samtidig med, at det ikke vil have en adfærdsregulerende effekt på lastbiltransporten. Forklaring følger.

Bo Asmus Kjeldgaard fremhæver i sit indlæg, at betalingsringsystemet fungerer i både London og Stockholm. Han glemmer blot at fortælle hele sandheden. Når man bruger betalingsringene i London og Stockholm som forbilleder, skal man nemlig huske, at der hverken er registreringsafgift i England eller Sverige samtidig med, at momsen er lavere. I Danmark er det i forvejen dyrt at være bilejer, og prisen for at parkere i København er høj.

Samtidig glemmer Bo Asmus Kjeldgaard at fortælle, at en betalingsring er en meget dyr måde at opkræve ekstra afgifter på. I London og Stockholm går omkring halvdelen af indtægterne til at administrere og drive systemet. Det er altså ikke blot en ekstra skat, men også en meget dyr måde at opnå større skatteindtægter på.

Ingen adfærdsændringer
Formålet med at indføre en betalingsring bør være at skabe adfærdsændringer. Men en betalingsring vil heller ikke ændre lastbilernes adfærd, for varerne skal frem til butikkerne - betalingsring eller ej. I virkeligheden er der også hér blot tale om en ekstra skat, som i sidste ende havner hos kunderne.

Teknik- og miljøborgmesteren har ret i, at der bør gøres noget for at reducere trængselsproblemerne i Københavnsområdet. Men frem for at springe over, hvor gærdet er lavest, handler det om at skabe gode incitamenter til adfærdsændringer frem for at spænde ben for både borgere og erhvervsliv. I Dansk Erhverv er vi tilhængere af intelligente trafikløsninger, men en betalingsring er - som det fremgår af ovenstående - ikke en intelligent løsning.

Vent på gps-systemet
Vi bør i stedet slå koldt vand i blodet og vente, til der er udviklet et landsdækkende GPS-baseret roadpricingsystem for persontransporten, der tager hensyn til trængselstidspunkter, miljøbelastning og alternativer i den kollektive trafik mod en samtidig afskaffelse af registreringsafgiften.

Hvis Bo Asmus Kjeldgaard hér og nu vil iværksætte tiltag til gavn for københavnerne, skulle han hellere forbedre den kollektive transport, så flere får lyst til at ændre adfærd. Samtidig bør der etableres en havnetunnel fra Helsingørmotorvejen til Amager således, at den gennemkørende trafik ledes under byen i stedet for gennem den.

For så vidt angår den klimamæssige del af udfordringerne bør rammerne og mulighederne for at anvende bæredygtige drivmidler i såvel person- og godstransporten som i den kollektive transport være langt bedre. Fra politisk hold bør der således i langt højere grad tages initiativer, der fremmer incitamenterne til at anvende biobrændstoffer - som for eksempel 2. generations bioethanol og eldrevne køretøjer baseret på vindmøllestrøm - til gavn for klimaet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Asmus Kjeldgaard

Direktør, Greenovation, medstifter og -ejer af AquaGreen License ApS, bestyrelsesmedlem, Rådet for Grøn Omstilling (RGO)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1988)

0:000:00