Debat

Handling skaber forvandling

DEBAT: Politikerne skal investere og sætte rammerne, hvis Danmark vil være med i kapløbet om at udvikle brint og brændselsceller, mener Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Bo Asmus Kjeldgaard (SF)
Teknik- og miljøborgmester i København

Danmark skal være med i kapløbet om at udvikle fremtidens grønne løsninger, og vi skal ikke bare være med - vi skal placere os solidt forrest i feltet! Det er vi mange, der kan blive enige om. Men der mangler handling bag de fine ord.

Støt styrkerne
Danmark har en styrkeposition på brint og udviklingen af brændselsceller. Vi er i top fem, når det handler om investeringer i forskning og udvikling af den nye teknologi. Kun overhalet af globale sværvægtere som Tyskland, Korea, Japan og USA. Men når man spiser kirsebær med de store, dur det ikke med lilleput-mentalitet og fedtspil. Såvel offentlige som private investeringer må på banen.

København går forrest. Partierne bag årets budgetforlig har netop afsat 25 millioner til brintbiler, busser og en tankstation. Vi går aktivt ind i arbejdet med at skabe en brintinfrastruktur og vælger el- og brintbiler, når der skal indkøbes nye biler.

København har et ambitiøst mål om, at vores hovedstad i 2025 skal være CO2-neutral. Her spiller bæredygtig transport en afgørende rolle. Omkring 20 procent af den samlede CO2-udledning i byen kommer fra transport, og personbilerne er den store synder. Derfor vil vi skabe de bedste rammer for, at københavnerne og virksomheder kan vælge el- og brintbiler. De nye teknologier vil nemlig ikke kun reducere CO2-udledningen. De vil samtidig bidrage til en sundere by med mindre partikelforurening og mindre støj.

Fakta

BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Vækstpotentialer
Trods den økonomiske nedgang havde den internationale brintindustri en vækst på over 40 procent fra 2008 - 2009. I regeringens papir fra februar i år 'Grøn vækst - udfordringer, muligheder og dilemmaer i den grønne omstilling' kan man læse, at det globale marked for grønne løsninger forventes at vokse med 6 - 14 procent om året, og for brændselsceller forventes væksten at være endnu højere - nemlig over 20 procent om året.

Store bilfirmaer som Peugeot, Nissan og Daimler kæmper lige nu om at blive de første på markedet med en brintbil i 2015. Samtidig har en række store olie- og energiselskaber offentliggjort deres intentioner om et netværk af brinttankstationer i Tyskland frem mod 2017. Det smitter af. Danske virksomheder oplever allerede nu en øget efterspørgsel på brint- og brændselscelleteknologi.

I dag er den danske eksportandel af miljøteknologier højere end gennemsnittet i de 27 EU-lande og for Danmarks vedkommende er der sket en stigning i eksporten af miljøteknologi på 40 procent fra 1999 - 2008, mens den i den samme periode har ligget på 20 procent i EU samlet set.

Fremtidens satsning: brint
Skal vi holde vores forspring, forudsætter det, at politikere og erhvervsliv formår at samarbejde om at skabe rammerne. Og det haster. Der er nemlig rigtig mange andre lande, der også gerne vil tage føringen. Ikke kun i Asien. Men også i de store olieproducerende lande i Mellemøsten, som har fanget, at de politiske vinde blæser mod en fossilfri fremtid.

Vi har gjort det med vindindustrien, som i 2009 eksporterede for 41,9 mia. kr., og de seneste mange år har vindenergi placeret Danmark på verdenskortet, som verdens centrum for udvikling af grønne løsninger. Men tiden er inde til brint og til at tage konkurrencen op med verdens øvrige lande om at skabe de smarteste grønne løsninger. Vi skal turde satse. Det er de investeringer, vi gør nu, vi skal leve af i fremtiden. Vi har ikke råd til at vente.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Asmus Kjeldgaard

Direktør, Greenovation, medstifter og -ejer af AquaGreen License ApS, bestyrelsesmedlem, Rådet for Grøn Omstilling (RGO)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1988)

0:000:00