Debat

3F: Ole Birk har fundet vejen mod fair transport

DEBAT: Ole Birk Olesen er hverken kendt for at være stille eller ydmyg. Men han har begge evner. Det viste han for nylig, da ni europæiske transportministre gav EU-kommissionen klar besked om nye regler mod social dumping, skriver 3F's Jan Villadsen.

Foto: pressefoto/3f.dk
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Villadsen
Formand, 3F Transport

”Neun Länder gründen Allianz gegen Sozialdumping im Transportgewerbe.”

Undskyld mit tyske. Men jeg måtte ty til Tysklands største avis, Bild Zeitung, for at finde en præcis indledning til mit indlæg om Ole Birk Olesens (LA) 100 første dage som transportminister.

Overskriften beskriver, at ni lande står bag en stærk alliance mod social dumping, usle levevilkår og unfair konkurrence i europæisk lastbiltransport. Og den borgerlige tyske transportminister, Alexander Dobrindt, udtalte sig skarpt i en stribe tyske medier, da alliancen meldte ud med en serie særdeles skarpe krav og forslag til EU’s transportkommissær Violeta Bulc i januar.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Alliancen består af store vigtige lande. Fra Tyskland og Frankrig. Over Østrig, Italien og Belgien. Til Sverige og Danmark. Og af ni europæiske transportministre, hvoraf otte fik travlt med at udsende pressemeddelelser, give interviews til interesserede medier og med at nå de vælgere, der forventer indsats og løsninger.

I Danmark er vores nye transportminister, Ole Birk Olesen hverken kendt for at være stille eller ydmyg. Men han mestrer evnen til at være begge dele. For i Danmark blev Transportministeriets pressefolk ikke sat på overarbejde med pressemeddelelser og indlæg, og Ole Birk Olesen fyldte ikke medierne med omtale af sin underskrift på alliancens krav om indgreb mod postkasseselskaber, social dumping, uklare cabotage-regler og unfair konkurrence baseret på misbrug af østeuropæiske chauffører.

Arbejdet i alliancen mod social dumping i europæisk vejtransport kan blive Ole Birk Olesens vigtigste og største resultat som transportminister.

Jan Villadsen
Formand, 3F Transport

Ydmyghed er den vigtigste evne
Det kan måske undre. Men det er en kendt sag, at ydmyghed er den vigtigste evne, man skal besidde, hvis man vil være transportminister i Danmark. For Transportministeriet er øretævernes rasteplads. Her er der kø af sager, der kan bringe ører i maskinen. Fra PostNord over Femern-forbindelse og DSB. Til Ryanair, Uber, social dumping og pirat- og cabotage-kørsel.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor Ole Birk Olesen var tavs om alliancen mod social dumping og den erklæring, han har sat sin underskrift under på Danmarks vegne. Det er en sag, hans forgængere Pia Olsen Dyhr (SF), Magnus Heunicke (S) og Hans Christian Schmidt (V) brugte flittigt til at komme i medierne, da de var med til at bygge alliancen og holde den i live.

Nu giver jeg en lille hånd med mediedækning via indlægget her. For jeg synes alliancen fortjener ros og stolthed frem for ydmyghed. For arbejdet i alliancen mod social dumping i europæisk vejtransport kan blive Ole Birk Olesens vigtigste og største resultat som transportminister. Det er vi lidt klogere på i løbet af maj og juni, når EU-kommissionen præsenterer forslagene til, hvordan europæisk vejtransport bliver mere fair.

Men dansk deltagelse i alliancen for fair transport kan blive klog for Ole Birk Olesen af mere end én grund. For man er aldrig alene som dansk transportminister. Der står altid mindst tre eller fire skyggeministre klar med kommentarer i skikkelse af de toneangivende transportordførere fra partierne i Folketinget. Ordførere, der er med i de brede forlig på transportområdet. Eller kritiserer ministeren højlydt i pressen og under samråd i Folketingets transportudvalg, hvis de ikke bliver taget med på råd.

Et oplagt værktøj
Den europæiske alliance er et oplagt værktøj, hvis Ole Birk Olesen ønsker opbakning til sit arbejde fra Folketinget. De fleste er vist enige i, at det er godt, når Danmark går med i front i kampen for Fair Transport uden social dumping. I Sverige lød det sådan her, da den svenske regering præsenterede alliancen mod social dumping via en pressemeddelelse fra transportminister Anna Johansson:

”Orden på vejene og anstændige forhold for lastbilchauffører er en prioritet for regeringen. Regeringen accepterer ikke social dumping eller uanstændige arbejdsforhold. Sveriges holdning er, at den svenske model skal gælde på det svenske arbejdsmarked.”

Det kan de fleste danske politikere, partier og vælgere bakke op om. Også transportordførerne fra næsten alle partierne i Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Villadsen

Gruppeformand, Transportgruppen, 3F
(martec søfartsskole)

0:000:00