Debat

Arbejdsgiverne: Vi spilder store samfundsressourcer på at holde i kø

DEBAT: Det koster samfundet enorme ressourcer, når virksomheder og private holder i kø på motorvejen eller snegler sig afsted på landevejene, skriver Steen Hoeck Klausen, branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne.

Meget af produktionsdanmark er forbundet med det øvrige Danmark via landeveje, hvor det tager lang tid at komme frem, skriver Steen Hoeck Klausen.
Meget af produktionsdanmark er forbundet med det øvrige Danmark via landeveje, hvor det tager lang tid at komme frem, skriver Steen Hoeck Klausen.Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Steen Hoeck Klausen
Branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne

Der er mange penge at hente på investeringer i trafikken.

Så klar lyder konklusionen fra tænketanken Kraka, som netop har offentliggjort en rapport, der viser, at der samlet set ligger projekter for 430 milliarder kroner. Og at en stor del af dem vil gøre Danmark rigere, hvis de blev gennemført. Det er sådan set bare med at komme i gang.

Her i Arbejdsgiverne er vi fuldstændigt enige. Det koster samfundet enorme ressourcer, når virksomheder og private holder i kø på motorvejen eller snegler sig afsted på landevejene.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Her er vi nødt til at forholde os til den trafikale situation, hvor eksempelvis antallet af familier, der ejer to biler, er steget markant de senere år.

Her er det åbenlyst, at større investeringer i den offentlige trafik kan have en miljømæssig gevinst. Men vi får altså ikke lige håndværkeren til at springe på tog og bus med alt sit værktøj, og der er grænser for, hvor meget industrivirksomheden kan sende afsted med toget.

Arbejdsgiverne har foreslået, at man nedsætter en infrastrukturkommission, der kan beslutte, hvilke projekter man vil realisere først.

Steen Hoeck Klausen
Branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne

Derfor er vi også nødt til at have et bedre vejnet.

Forkerte projekter prioriteres
Mange håndværkere holder for meget i kø i løbet af en dag, og meget af produktionsdanmark, der ligger ude i landområderne, er forbundet med det øvrige Danmark via landeveje, hvor det tager lang tid at komme frem.

Hos vores medlemsvirksomheder inden for håndværk og industri har ønsker om en bedre infrastruktur længe stået højt på ønskesedlen.

Men før man kaster sig over den gode idébunke af projekter, er vi nødt til at tænke os om. Vi så for år tilbage, hvordan det lykkedes enkeltpersoner at få en masse veje anlagt, hvor der ikke var det store behov. Og det var ikke bare dengang. Kraka slår fast, at der i dag stadig er projekter, der ikke er samfundsøkonomisk rentable, der prioriteres over mere rentable projekter. Det er man politisk nødt til at se mere alvorligt på.

Arbejdsgiverne har foreslået, at man nedsætter en infrastrukturkommission, der kan beslutte, hvilke projekter man vil realisere først – med et skarpt blik på, hvad der samfundsøkonomisk bedst kan betale sig.

En sådan kommission skal være bredt sammensat af eksperter, repræsentanter fra erhvervslivet og politikere. Det må ikke være politiske kaffeklubber og studehandler, der styrer infrastrukturen i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00