Bondam til partierne: Cykelsagen fortjener jeres opmærksomhed

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Dit ideologiske standpunkt vil naturligvis være afgørende for din vurdering af de enkelte argumenter. Men der er ingen vej uden om at støtte cykelsagen.

Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Indtil for cirka ti år siden var cyklen politisk set parkeret langt ude på venstrefløjen i et halvmørkt hjørne bagved vindmøllerne.

Det var desværre ikke noget særlig godt sted at stå, selv om den uden tvivl var omgivet af stor kærlighed. Alle de cykelforslag, der blev fremsat, blev nemlig automatisk ramt af den store realpolitiske nej-knap.

Ude i den virkelige verden havde cyklerne ellers været allemandseje siden 30'erne. Men politisk set var cyklerne i 70'ernes løb blevet stemplet som et ekstremistisk venstrefløjsprojekt på linje med borgerløn, og der var cykelsagen så strandet indtil starten af det nye årtusind, hvor vakse sjæle i Cyklistforbundet besluttede sig for at gøre noget ved det.

Cyklerne ud af skammekrogen
De gik i tænkeboks og væbnede sig med alle de gode argumenter. Ikke kun dem, som alle burde være enige i, men også alle dem, som passede mere individuelt ind i forskellige ideologiske tankegange. Og så gik der ellers bud til alle folketingets partier.

Øvelsen lykkedes. Cyklerne kom ud af hjørneskabet og ind i partiprogrammerne fra yderste venstre til yderste højre. Naturligvis ikke med helt samme vægt – og heller ikke med enslydende forestillinger om, hvordan området skulle løftes. Men i 2009 bar arbejdet endegyldigt frugt, og den nu næsten sagnomspundne Cykelmilliard blev en realitet med bred politisk opbakning hen over midten og tilbage igen.

I dag står vi så med balladen igen. Cykelmilliarden er opbrugt – og der er ikke umiddelbart en ny på vej. Så i anledning af valgkampen præsenterer Cyklistforbundet her nogle af de argumenter, som for få år siden bragte cyklerne ud af skammekrogen:

Det liberale argument: Cyklen er IKKE kollektiv transport. Det er et individuelt transportmiddel på linje med privatbilismen – vi er bare ikke inde i vanen med at tale om privatcyklisme, men det kan vi komme.

Det kønspolitiske argument: Mænd og kvinder cykler cirka lige meget, og investeringer i området vil derfor være kønspolitisk velafbalancerede i modsætning til investeringer i den maskuline bilisme og den feminine kollektive transport.

Det konservative argument: Hverdagscykling er en fasttømret tradition. Lige siden 30'erne har cyklen været allemandseje – og det er der ikke nogen grund til at lave om på.

Det nationalistiske argument: Hverdagscykling er en unik, DANSK transportform. Hvis vi værner om cykelkulturen, værner vi samtidig om kernen i den danske nationalidentitet. Faktisk er det tæt på udansk ikke at cykle.

Det demokratiske argument: Vi er en nation af cyklister. Høj som lav tramper i pedalerne, og denne fælles erfaring er sammen med folkeskolen og Grundtvig med til at styrke sammenhængskraften i samfundet.

Det anarkistiske argument: Vi ved det alle sammen, selv om vi ikke nødvendigvis er glade for det. Men cyklen er og bliver det transportmiddel, som i højest grad opfordrer til anarkistisk adfærd.

Dit ideologiske standpunkt vil naturligvis være afgørende for din vurdering af de enkelte argumenter. Men der er ingen vej uden om at støtte cykelsagen. Og er du slet ikke ideologisk anlagt, så har vi jo altid de gode, gamle travere om sundheden, miljøet, trængslen og samfundsøkonomien at falde tilbage på – og dem kan ingen vel for pokker kan være uenige i!