Debat

Carina Christensen: Vi forsømmer Jyllandskorridoren

DEBAT: Jyllandskorridoren, som er hovedaksen for vejtrafikken mellem Danmark og Nordtyskland, har i mange år fået alt for lidt opmærksomhed. Det skriver tidligere transportminister Carina Christensen (K).

Politikerne har i mange år forsømt Jyllandskorridoren, skriver tidligere transportminister Carina Christensen (K). 
Politikerne har i mange år forsømt Jyllandskorridoren, skriver tidligere transportminister Carina Christensen (K). Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carina Christensen (K)
Tidligere transportminister 2007-2008, nu direktør i UdviklingVejen

Femern-forbindelsen er bestemt vigtig, men den må ikke tage al fokus væk fra den vigtigste trafikåre mellem Skandinavien og resten af Europa; Jyllands-korridoren.

Carina Christensen (K)
Tidligere transportminister, nu direktør for UdviklingVejen

Hvis jeg var transportminister i dag, ville jeg prioritere betydelige mængder af tid og politiske kræfter på en forbedring og opgradering af trafikforbindelserne til vores naboland, Tyskland.

Fakta
Transportdebatten på Altinget: transport har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske og transportfaglige debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget: transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.


Transportdebatten vil i den kommende tid bringe indlæg fra "Eksministrenes klub". Et panel bestående af tidligere transportministre vil i en række debatindlæg sætte fokus på aktuelle transportpolitiske emner ud fra spørgsmålet: "Hvis du var transportminister i dag, hvilke områder skulle så prioriteres?"

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Her mener jeg ikke Femern-forbindelsen. Femern-forbindelsen må og skal bestemt også have høj prioritet, men vi må ikke glemme, at siden Øresundbroen blev åbnet, har Skandinavien været fast forbundet med Europa, hvis man tager turen via Fyn-Jylland.

Trafikåre til resten af Europa
Jyllandskorridoren er lige nu og forbliver nok også den vigtigste trafikåre mellem Skandinavien og resten af Europa. Den væsentligste del af vareproduktionen i Danmark foregår i Jylland, og i forhold til godsmængder er ¾ af de danske varer, der transporteres på det danske vejnet, fremstillet i Jylland. Det kommer vi ikke udenom.

Derfor er der også hårdt brug for, at vi forbedrer infrastrukturen til den tunge trafik i Jylland og videre herfra ud i Europa. For desværre møder lastbilerne med den tunge trafik, der skal sydover fra Jylland, jo ofte store problemer, allerede når de passerer grænsen til Tyskland. Vejnettet i Nordslesvig er slet ikke udbygget, som på den danske side af grænsen. Det giver bøvl og problemer – og koster tid og penge - for de danske transportører.

Fortjener mere opmærksomhed
Jyllandskorridoren, som jo netop er hovedaksen for vejtrafikken mellem Danmark og Nordtyskland, har efter min mening i for mange år fået alt for lidt opmærksomhed fra skiftende transportministre – inklusive mig selv – og fra politikere fra alle partier.

Det selv om transporten er vokset betydeligt over årene og også vil vokse fremover. Vi har forsømt at udvise rettidig omhu her – sammen med tyskerne: Der har ikke rettidigt været planer og konkrete handlinger for at sikre ruten eller for at sikre fungerende alternative ruter i Nordtyskland.

Der har heller ikke været nok fokus på togtrafikken og udbygning af skibsforbindelser via danske og tyske havne. I forhold til Jyllandskorridoren kunne jeg selv dengang og mine efterfølgere have været mere opmærksom på infrastrukturen syd for grænsen og dermed – i fællesskab med regeringen i Nordslesvig – fundet frem til nogle fælles løsninger, for eksempel via OPP-modellen.

Måske har vi været for fokuserede andre steder. Femern-forbindelsen er bestemt vigtig, men den må ikke tage al fokus væk fra den vigtigste trafikåre mellem Skandinavien og resten af Europa; Jyllandskorridoren. Jeg vil opfordre den nuværende transportminister og transportordførerne fra alle partier til at tage hånd om disse transportproblemer i tæt samarbejde med nordtyskerne. Bedre sent end aldrig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carina Christensen

Adm. direktør, erhvervsorganisationen Grakom
cand.negot. (SDU 1998)

0:000:00