Debat

Clever i modsvar: Infrastruktur er ikke elbilens største problem

REPLIK: Elbilens store faldgrube er ikke infrastruktur, som en tidligere chef i Vejdirektoratet fejlagtigt påstår. Det er i stedet, at der ikke politisk er nok fokus på at gøre elbilen og strømmen billigere end fossilbilen og benzin, skriver Casper Kirketerp-Møller.

Vi har brug for en opdatering af parkeringsreglerne, så ladepladserne ikke optages af biler, der ikke har brug for strøm, skriver Casper Kirketerp-Møller.
Vi har brug for en opdatering af parkeringsreglerne, så ladepladserne ikke optages af biler, der ikke har brug for strøm, skriver Casper Kirketerp-Møller.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Casper Kirketerp-Møller
Direktør i Clever

De politiske forhandlinger om den grønne omstilling af transportsektoren er i fuld gang, og Knud Erik Andersen har ret i, at de handler meget om, hvilke partier der vil have flest elbiler på vejene. Men det er der en grund til – andet end at demonstrere partiernes grønne ambitionsniveau. For elbilerne rummer nøglen til omstillingen af en af samfundets mest udledende sektorer. Og både teknologi og infrastruktur er klar til forvandlingen.

Omstillingen til elbiler har ganske vist faldgruber, men det er nogle andre end dem, som den tidligere chef i Vejdirektoratet påpeger. Faldgruben er ikke infrastruktur. Den er aktører som Clever og mange andre allerede i fuld gang med at udbygge.

Faldgruben i overgangen til elbiler er, at politikerne fejlagtigt risikerer at fokusere på infrastruktur i stedet for at sikre, at elbilen bliver billigere end fossilbilen og strømmen til opladningen billigere end benzinen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Se på parkeringsreglerne
Andersen peger på, at mange danskere ikke bor i parcelhus og derfor ikke kan installere en ladeboks til elbilen derhjemme. Men for det første er hans skøn over antallet af danskere uden mulighed for hjemmeparkering overdrevet. Den årlige Trafikvaneundersøgelse fra 2019 viser, at 68 procent af danskerne har adgang til parkering af bilen på egen parkeringsplads ved boligen.

For det andet kan man allerede i dag lade sin elbil op på de fleste gadehjørner i de større byer, og i den nærmeste fremtid vil kantstensopladning blive suppleret af lynladestationer og destinationsopladning på arbejdspladsen eller for eksempel ved supermarkedet. Faktisk har Clever allerede etableret de første lynladestationer ved vigtige knudepunkter i Aarhus, Fredericia og Knudshoved, og mange flere er på vej – vi åbner for eksempel en på Frederiksberg til sommer.

At forestille sig en grøn omstilling af den danske bilpark til brintbiler er et rent fatamorgana.

Casper Kirketerp-Møller
Direktør i Clever

Dog har vi brug for en opdatering af parkeringsreglerne på tværs af landets kommuner, så vi bedre kan udnytte den eksisterende og kommende infrastruktur til elbilerne. I dag oplever for mange elbilister nemlig, at de kommer frem til en ladestander, der er spærret af en bil, der ikke har til hensigt at lade.

Derfor er FDM og Clever gået sammen om et forslag, som vi har præsenteret for transportministeren. Forslaget skal sikre, at det står klart for bilisterne i Danmark, at en ladeplads ikke er en parkeringsplads, og at elbilen derfor skal være tilkoblet ladestanderen, hvis man ønsker at gøre brug af pladsen.

Læs også

Brintbiler er ren fatamorgana
Andersen anfører, at det i dag er "nærmest ubrugeligt" for travle familier at bruge en elbil i hverdagen. Det har vi mange tusinder kunder, der nok vil være uenige i. Den fejlagtige opfattelse hviler på et forældet syn på, hvor markedet for opladning af elbiler er.

Antallet af ladestandere vokser nemlig eksplosivt i øjeblikket. Clever har alene i 2020 foreløbig etableret 13.000 ladepunkter hos privatpersoner og virksomheder, og inden udgangen af 2025 vil vi etablere over 10.000 nye offentlige ladepunkter i hele landet.

Var det ikke bedre at satse omstillingen på brint, spørger Andersen til sidst. Jo, for den tunge transport og flybranchen er brint og Power-to-X lovende teknologiske løsninger. Men for privatbilismens vedkommende har adskillige af verdens bilfabrikanter endegyldigt lagt brintteknologien på hylden inden for det seneste år alene. At forestille sig en grøn omstilling af den danske bilpark til brintbiler er et rent fatamorgana.

I Clever er vi helt enige med Knud Erik Andersen om, at udbygningen af ladenetværket skal være markedsdrevet. Derfor har vi også kun ét samlet ønske til politikerne på Christiansborg: Fokusér på at gøre strøm og elbiler så billige som muligt. Så vil markedet og konkurrencen klare infrastrukturen med fleksible løsninger til fordel for forbrugeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00