Dansk Erhverv: Løsningen er langt fra enkel

Enhver, der følger debatten om grøn transport, står tilbage med en klar, men ubrugelig konklusion: Der er ikke et enkelt virkemiddel, der kan løse udfordringen med at gøre transporten fossilfri.

Den seneste tids begivenheder i øst sætter en tyk streg under, at vi skal løse vores energiudfordringer både pga. klimaet og forsyningssikkerheden.

USA har taget konsekvensen og øget sin selvforsyningsgrad bl.a. ved hjælp af skifergas.

Det har forbedret betalingsbalancen og gjort landet noget mere udenrigspolitisk handlekraftigt.

I Danmark har vi længe lunet os ved vores energiselvforsyning. Den tid er slut. Nordsøolien flyder ikke længere i rigelige mængder.

Skifergas måske en løsning
Samtidig er Europa er i dag dybt afhængig af energi udefra.

Grøn omstilling skal også reguleres på europæisk plan.

Jesper Højte Stenbæk
Chefkonsulent

Stopper tilstrømningen af energi pga. politiske problemer vil det resulterende økonomiske stormvejr få finanskrisen til at ligne en mild sommerbrise.

Om Danmark skal eftersøge skifergas er en politisk afgørelse.

Vi kan sagtens bruge pengene, men hvad er de miljømæssige konsekvenser?

Det er under alle omstændigheder kun en mindre del af den europæiske løsning. Danmark vil aldrig kunne finde nok skiferolie til at kunne dække det europæiske behov.

Tyskland og Sverige har allerede undersøgt deres muligheder for at omstille til grøn energi.

Vi sammenligner os jo ofte med netop de to lande i alle mulige sammenhænge, så det er bemærkelsesværdigt, hvor stor forskel der er på de løsninger, de kommer frem til.

Erfaringer fra naboerne
I meget komprimeret form satser Sverige på at udnytte biomasseressourcerne fra skovene samtidig med at vandkraft fortsat vil bidrage med billig og forholdsvis rigelig elkraft til en stadig mere effektiv flåde af køretøjer.

Tyskland erkender derimod, at deres biomasse er begrænset. Det kræver derfor en kombination af teknologiske fremskridt og satsninger bl.a. på el- og brintteknologi (brændselsceller), samt integration af sektorer for at nå målet.

Begge strategier er udogmatiske, realistiske og gennemtænkte og bundet op på de enkelte landes tilgængelige ressourcer.

Grøn omstilling skal også reguleres på europæisk plan.

Et eksempel er ens ladestandarder i Europa for opladning af elbiler en del af det såkaldte CPT-direktiv, der pt. behandles i EU. Det giver mening.

Hvis vi endelig får løst problemet med elbilernes rækkevidde, er det da tosset, at de ikke kan oplade i udlandet pga. forskellige stik.

Enorm regning
Anden del af det nævnte forslag er, derimod mere problematisk: Det foreslås at alle europæiske lande etablerer mindst tre forskellige infrastrukturer til el, gas og brint.

Omkostningen er ca. 10 mia. euro.

Det vil uden tvivl medføre et enormt pengespild, fordi denne storslåede plan ikke nødvendigvis passer ind i de enkelte landes behov.

Endelig vil jeg nævne det stigende energiforbrug uden for EU som et aspekt, der - midt i glæden over landenes stigende velstand - giver anledning til bekymring.

Enhver, der har indåndet luften i Beijing vil vide, at den helt store udfordring faktisk ligger uden for EU's grænser.

Kombinationsløsning
Visionen om grøn transport er derfor pt. en kamp fra hus til hus, hvor hvert enkelt forslag vurderes efter samfunds-, klima- og erhvervsmæssig virkning og hvor lokale forhold er afgørende for, hvad der fungerer bedst i hvert enkelt land.

Vi har derfor i høj grad brug for en samlet strategi på området for er der noget, der er gift for erhvervsmæssig udvikling, så er det uforudsigelighed og hovsaløsninger.

Og løsningen? En kombination af teknologispring, landespecifikke løsninger og internationale tiltag.

Hvis det var nemt, ville enhver jo gøre det.