Debat

Dansk Erhverv: Regeringen bør støtte ny transportteknologi

DEBAT: Danmark bør være ambitiøse på transportområdet, skriver Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv. Han opfordrer regeringen til at give erhvervslivet friere rammer for at teste ny teknologi.

Danmark bør deltage i udviklingen på transportområdet, mener fagchef i Dansk Erhverv. Pressefoto.
Danmark bør deltage i udviklingen på transportområdet, mener fagchef i Dansk Erhverv. Pressefoto.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Højte Stenbæk
Fagchef for Transport og Infrastruktur i Dansk Erhverv

Selvkørende biler fylder mere og mere. Særligt i medierne, når politikere og eksperter udtaler sig om visioner og scenarier for, hvordan vi skal/kan komme fremtiden i møde.

De fylder nu også i folketingssalen, hvor politikerne snart skal behandle regeringens forslag til Danmark som forsøgsområde for selvkørende biler.

Dansk Erhverv støtter forslaget, men vi skal være endnu mere ambitiøse.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Fleksibel lovgivning vil skabe vækst
Hvad de fleste overser, er at de selvkørende teknologier allerede er på vej i bilerne. Moderne biler kan katastrofebremse, parkere, holde vejbanen og meget mere. Resten af vejen mod helt autonome biler vil komme i en glidende proces i årene fremover. Kun én ting er sikker: Udviklingen accelereres hele tiden.

Og det er ikke det eneste sted, hvor der sker meget nyt. Kørende og flyvende droner, stadig mere autonome fly og skibe er under udvikling, og kun fantasien bør sætte grænsen for hvilke nye idéer, der kan boble frem.

Giv os friere rammer – ikke kun for selvkørende biler, men på hele transportområdet, så de gode idéer får mulighed for at blive testet og Danmark får en mulighed for at være dér, hvor idéerne udmøntes.

Jesper Højte Stenbæk
Fagchef for transport og infrastruktur i Dansk Erhverv

Den til enhver tid slunkne statskasse vil have godt af, at udenlandske virksomheder, danske iværksættere og større danske virksomheder vælger Danmark som udviklingssted for de nye teknologier. Det kræver gode rammer, og her kan politikerne hjælpe. Dette område kræver ikke store statstilskud og massive offentlige investeringer. Det kræver ”kun” gode, fleksible og forståelige paragraffer i lovgivningen.

Derfor er Dansk Erhvervs budskab til regeringen og Folketinget: Giv os friere rammer ikke kun for selvkørende biler, men på hele transportområdet, så de gode idéer får mulighed for at blive testet og Danmark får en mulighed for at være dér, hvor idéerne udmøntes.

Danmark er fremtidens testlaboratorium
På nogle områder – for eksempel selvkørende biler – skal vi med på den allerede igangsatte udvikling. Der er ingen grund til at lade sig begrænse af, at andre allerede er i gang, eller at vi ikke har bilfabrikker i Danmark. Vi er gode som underleverandører, og hvorfor skulle vi ikke være testlaboratorium med vores unikke trafikbillede med gående, cyklister og biler. Det kan de ikke levere i USA.

På andre områder – for eksempel droner – har vi muligheden for at være med helt fra begyndelsen. De gode nyheder her er, at vi allerede møder stor imødekommenhed hos myndighederne i forhold til at få så fleksible regler og gode forsøgsområder som muligt.

Danmark har gode traditioner for at kunne sætte innovationen højt uden at gå på kompromis med sikkerheden. Det er jo netop på områderne for sikkerhed og autonomi, der skal forskes for at gøre teknologierne klar til det virkelige liv.

Danmark har stærke virksomheder inden for teknologi, programmering, udvikling og produktion, der vil kunne trække udenlandske producenter og testere af de fremtidige teknologier her til landet.

Transportsektoren står midt i en accelererende udvikling, hvor de teknologiske fremskridt stryger fremad. Kørende, flyvende og flydende teknologier vinder hurtigt frem med flere professionelle aktører for hver dag, der går.

Vi skal gribe den bold i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00