Kronik: Bedre mobilitet kræver national strategi

DEBAT: Fremtidens udfordringer på mobilitetsområdet kræver en langt mere stringent strategisk tilgang til området fra staten, skriver de politisk ansvarlige for teknik- og miljøområdet i København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Randers.

Af Morten Kabell (EL), Kristian Würtz (S), Hans Henrik Henriksen (S), Anders Kronborg (S), John Snedker (S) og Frank Nørgaard (DF)
Politisk ansvarlige for teknik- og miljøområdet i København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Randers

Statens investeringer er i for høj grad præget af kortsigtede, mere eller mindre tilfældige politiske beslutninger, skiftende signaler, slingrekurs, mangel på helhedstænkning og klar prioritering. Konsekvensen er et Danmark i slæbegear, når det gælder vækst.

Manglende sammenhæng i investeringerne, regional og lokal suboptimering og urimelige vilkår for bl.a. kommunerne i forhold til at tænke langsigtet og skabe sammenhæng med den nationale infrastruktur er de mere konkrete førsteledskonsekvenser. I sidste ende betyder det, at vi ikke får den mobilitet, vi ellers kunne få, og Danmark går dermed glip af vækst- og udviklingsmuligheder, og sammenhængen på tværs af landet mindskes.

Planlægning og samspil på tværs
Men hvad er det så, der skal gøres anderledes? For det første bør statens prioriteringer tage udgangspunkt i en langsigtet planlægning, der bygger på en reel analyse af de mobilitetsudfordringer, vi står over for og tager fat der, hvor behovet er størst, så man opnår de bedste resultater. Samfundsøkonomi er vigtigt her, men samtidig er det vigtigt, at der tænkes visionært, og det indfanges ikke altid i de samfundsøkonomiske analyser. Eksempelvis indgår økonomiske effekter af byudvikling og infrastrukturens betydning for konkurrenceevne ikke i de samfundsøkonomiske analyser, selvom disse elementer ofte er væsentlige bevæggrunde for konkrete projekter.

For det andet er det vigtigt, at man ser på hele mobilitetssystemet. Skal vi løse udfordringerne i mobiliteten, skal vi sikre et styrket samspil på tværs af transportformerne, så muligheden er der for at kombinere bil, tog, bus, metro, letbane og cykel. Pointen er, at det handler om at øge mobiliteten og ikke om endeløse krige mellem det ene eller anden trafikformer. Der betyder også, at der er behov for investeringer i både vej og bane, og der er behov for en generel styrkelse af den kollektive trafik i de store trafikstrømme i, til og mellem de store byer.

Nogle argumenterer for, at fremkomsten af elbiler og selvkørende biler betyder, at der ikke længere bør investeres i kollektiv trafik. Det er en stor misforståelse. Elbiler og andre nye drivmidler kan bidrage til løsning af de miljømæssige problemer, men det vil ikke løse problemer i forhold til trængsel og fremkommelighed. Godt nok vil selvkørende biler kunne køre tættere og dermed give øget kapacitet, men selvkørende biler vil også potentielt betyde flere biler på vejene, bl.a. fordi der kan komme nye typer af trafikanter til, for eksempel børn, ældre eller en glemt taske.

Stat og kommune skal samarbejde
For det tredje bør der ske en langt større koordination, så der opnås en større grad af synergi. En stor del af de problemer, vi i dag oplever, opstår i overgangen mellem statslige og kommunale anlæg. Der er derfor behov for et langt stærkere samarbejde mellem staten og kommunerne på dette område. I det hele taget er der et behov for, at de mange aktører på transportområdet i langt større grad, end til fældet er i dag, sætter sig sammen og arbejder på en fælles løsning af de problemer, der er.

Endelig kunne det for det fjerde være gavnligt, hvis staten havde en mere strategisk tilgang til medfinansiering af større lokale infrastrukturprojekter. I flere europæiske lande (Norge, Finland, Frankrig) findes der faste metoder for statens involvering i lokale projekter. Vi vil opfordre til, at dette også kunne være en mulighed her i landet

Det handler ikke om, at kommunerne vil fraskrive sig ansvaret for at foretage de nødvendige investeringer. Det handler om, at vi lokalt vil have langt bedre forhold for planlægning end i dag, hvis et velbeskrevet projekt, planlægningsmæssigt, mobilitetsmæssigt, miljømæssigt og økonomisk, får mulighed for statslig støtte efter entydige principper. Man kunne så også håbe på, at beslutninger om tilskud til lokale projekter ikke i samme grad, som det er tilfældet i dag, vil ydes ud fra snævre politiske interesser og lokale tilhørsforhold.

Forrige artikel DI: Løft infrastrukturen med 30 milliarder DI: Løft infrastrukturen med 30 milliarder Næste artikel ITD: Til kamp for en papirløs transportsektor ITD: Til kamp for en papirløs transportsektor
Besparelser på DSB nærmer sig en milliard årligt

Besparelser på DSB nærmer sig en milliard årligt

BAGGRUND: Statens årlige tilskud til DSB er reduceret med over 700 millioner kroner, siden den tidligere SR-regering lagde grunden for statsbanernes økonomi frem til 2024. Forude venter et usikkert årti.