DF og EL om nye SAS-baser: Behov for internationale regler

KONKURRENCE: Det er en trist udvikling, at SAS åbner baser i lande med billigere overenskomster, lyder det fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der ser behov for fælles spilleregler. Regeringen bakker op om SAS’ beslutning.

Foto: SAS
Amalie Bjerre ChristensenHjalte T. H. Kragesteen

Der skal laves internationale regler for løn- og arbejdsvilkår for luftfartselskaberne.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten, efter SAS onsdag meddelte, at de vil åbne baser i Spanien og England.

”Man skulle kigge på, at man i Europa får lavet regler på området. I sidste ende er det passagerne, der bliver tabere i kraft af dårligere flysikkerhed. Og også medarbejderne hos SAS, som med rette føler sig utrygge,” siger Kim Christiansen, transportordfører for Dansk Folkeparti.

Billigere overenskomster
Med oprettelsen af to nye baser i henholdsvis Spanien og England etablerer SAS et irsk selskab, der skal drive de nye baser.

Dermed nedbringer selskabet sine omkostninger, da det blandt andet bliver billigere for selskabet at ansætte personale på lavere overenskomst.

Dansk Folkeparti er ikke tilhænger af modellen, men forstår godt, at SAS er nødt til at gøre noget for at klare sig i konkurrencen:

”Det er desværre en udvikling, vi ser, at det hele tiden er laveste fællesnævner og jagten på billige flybilletter. Det sker hele tiden med den konsekvens, at der kommer lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår. Lige nu fører Irland den konkurrence i Europa, men i morgen kan det være et andet land, man kan shoppe rundt i,” siger Kim Christiansen.

Også hos Enhedslisten er transportordfører Henning Hyllested ærgerlig over, at SAS må rykke baser til udlandet for at skære i omkostningerne. Det viser blot, at der er behov for handling, påpeger han:

”Det råber på, at der laves internationale regler på området. Det er ikke sket, og så føler SAS åbenbart, at de nu er nødt til at etablere baser i England og Spanien og indregistrere sine fly i Irland, fordi det bliver billigere, end hvis man bliver i Danmark,” siger Henning Hyllested.

Regeringen bakker op om SAS
Meldingen om nye baser kommer samme dag, som kabinepersonalet i SAS indleder overenskomstforhandlinger. Og overenskomsten for nyt flypersonale er noget, Enhedslisten er opmærksom på.

”Jeg vil holde SAS op på, at de i hvert fald laver overenskomster med flypersonalet i Spanien og i England. Det vil være et klart krav fra os,” siger Henning Hyllested.

I regeringen bakker finansminister Kristian Jensen (V) op om SAS' beslutning om at flytte noget af forretningen ud af Skandinavien. Han mener, det er nødvendigt for, at selskabet kan effektivisere sin drift.

”SAS skal kunne følge med i konkurrencen fra andre selskaber og agere på markedsvilkår. Det nytter ikke noget at tro, at vi kan have et levedygtigt flyselskab, hvis vi tager en hel masse politiske hensyn om, at de skal drive deres selskab på en bestemt måde,” siger Kristian Jensen til DR Nyheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)

Kim Christiansen

Restauratør
Handel

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00