Debat

Drivkraft Danmark: Kommuner skal stille krav om fri roaming til udbydere af ladestandere

DEBAT: Det offentlige yder enten direkte eller indirekte støtte til udbydere af ladestandere. Det bør udnyttes til at stille modkrav til branchen, der skaber friere konkurrence og bedre priser for forbrugerne, skriver Jakob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark.

Foto: DrivkraftDanmark
Jacob Stahl Otte
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med mange nye elbilister på de danske veje, skal det i de kommende år sikres, at ladning er nem og tilgængelig over hele landet.

Da alle bilister har individuelle behov og ønsker, kræver det et velfungerende marked, hvor ladeprodukterne nemt og billigt kan sammensættes på kryds og tværs, så de passer til den enkeltes behov.

Nemme betalingsløsninger og roaming på tværs af operatører er helt essentielt, hvis det skal lykkes.

Kommunerne og staten spiller her en afgørende rolle, når der gives tilskud eller stilles offentlige grunde til rådighed, og ikke som i dag understøtte mere eller mindre lukkede netværk, fordi der ikke stilles modkrav til ladeoperatørerne.

En række ladeoperatører har selv taget nogle skridt i den rigtige retning og lovet mere udbredt roaming fremadrettet.

Det er naturligvis positivt. Men fra en hensigtserklæring til rent faktisk at gøre roaming til en reel mulighed for forbrugerne, er der stadig langt.

For selvom der i teorien er roaming, er det i realiteten stadig en væsentlig barriere, hvis en ladeoperatør tager en markant overpris for at benytte ladestandere for ikke-abonnenter.

Det har vi set flere steder, hvor roaming er muligt i teorien, men reelt set dør i overpriser og gebyrer. Det er naturligvis særligt slemt, når den pågældende ladestander har fået offentlig støtte.

Stil modkrav til støtte
Kommunerne og statens ageren er yderst vigtig her. For faktisk behøver politikerne ikke at tage den store reguleringshammer frem. De kan nøjes med at stille krav.

For sagen er, at de ladestandere, som sættes op rundt omkring i kommunerne i dag, enten får direkte eller indirekte støtte.

Direkte, hvis ladeoperatøren har fået penge fra statslige eller kommunale puljer eller indirekte, hvis kommunen ikke opkræver leje for parkeringspladsen/ladepladsen. Det giver gode muligheder for at stille krav til ladeoperatøren for at understøtte konkurrencen på markedet.

Selvom der i teorien er roaming, er det i realiteten stadig en væsentlig barriere, hvis en ladeoperatør tager en markant overpris for at benytte ladestandere for ikke-abonnenter.

Jacob Stahl Otte
Direktør i Drivkraft Danmark

Et simpelt, men effektivt modkrav for en tilladelse til at sætte ladestandere op på offentligt område er, at ladeoperatøren skal acceptere udadgående roaming uden meromkostninger.

Det betyder i praksis, at ladeoperatøren skal tillade sine kunder at benytte andre netværk, så de kun betaler den pris, som den anden udbyder opkræver. At det ikke allerede sker i dag, er faktisk ret uforståeligt.

Pris kan blive et konkurrenceparameter
Skal der så også skrides ind overfor indadgående roaming?

Altså den situation, hvor ladeoperatøren får besøg af en anden ladeoperatørs kunde og tager en højere pris for opladning end af egne kunder.

EU’s AFI-direktiv siger ja, hvis prisen ikke er rimelig. Så også her, bør Vejdirektoratet og kommunerne i deres udbud eller tildeling kræve, at forbrugeren ikke bliver mødt af en nævneværdig merpris.

Det burde egentligt ikke være nødvendigt. For hvis ladeoperatører sætter ladestandere op i de offentlige rum, burde de være interesserede i at få så mange kunder i butikken som muligt.

Læs også

Men lige nu er delmarkederne for opladning låst af, at de dominerende aktører på markedet har faste abonnementsaftaler, hvilket primært er et dansk fænomen.

Det kan dog ændre sig i fremtiden, når flere aktører etablerer sig på de enkelte delmarkeder - både til hjemmeladning, i samarbejder med private virksomheder eller i det offentlige rum.

Det åbner muligheden for, at prisen bliver et konkurrenceparameter, når der skal konkurreres mellem ladeoperatører - ligesom på alle andre velfungerende markeder.

Men det kræver her og nu, at kommunerne stiller modkrav om reel roaming, når de tillader en ladeoperatør at sætte en ladestander op efter vejlovens bestemmelser. Ellers fortsætter kommunerne med at understøtte lukkede ladenetværk til skade for elbilisterne.

Alternativet er få leverandører og høje priser
Det er generelt en nødvendighed for udviklingen, at kommunerne indtænker konkurrencen. Det duer ikke, at kommunerne selv monopoliserer markedet ved direkte tildeling af attraktive placering til dominerende aktører efter først-til-mølle-princippet efter vejlovens bestemmelser.

Det er en kærkommen anledning for at tjekke, om også andre aktører kunne være interesserede i at levere produktet end blot den første, der henvender sig om en kommunal placering. Og ikke mindst om det private marked løfter en del af opgaven med opladning i området ved for eksempel supermarkeder eller tankstationer.

Vi siger derfor til kommunerne: Stil krav, som understøtter konkurrencen og indtænker det spirende kommercielle marked.

For hvis ikke der sker nu, vil der i fremtiden være for få leverandører, høje priser og dårligere løsninger til borgerne i kommunen, som ønsker at oplade deres elbil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Stahl Otte

Direktør, Drivkraft Danmark
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993), MA International Relations (Lancaster University, 1991)

0:000:00