DTL: Bliv på investeringssporet

Af Erik Østergaard
Administrerende direktør i DTL – Danske Vognmænd

Direktør Jens Peder Kristensen fra rådgivningsvirksomheden KeyResearch har i et interview til Altinget berørt den såkaldte disruption, hvor den teknologiske udvikling i fremtiden væsentligt kan ændre betingelserne også for transportsektoren. 

Jeg er ikke uenig i den vurdering, men føler alligevel anledning til at hejse en advarselslampe, når konklusionen, som den fremstår i artiklen, er, at politikerne af den grund bør stille store investeringsprojekter i infrastruktur 'på hold'. 

Der nævnes således i den sammenhæng projekter som Femern Bælt forbindelsen -  projektets nuværende problemer ufortalt.

Fremtiden nærmer sig hastigt
Jeg skal være den første til at erkende og fremhæve, at inden for lastbiltransporten sker der rigtig meget i øjeblikket: Man har de første selvkørende lastbiler i drift i nogle lande, og ideen om platooning af flere lastbiler, der kører i blokke over længere stræk, er snart en realitet. 

Her til foråret vil det blive demonstreret i et europæisk samarbejde mellem bilindustrien og blandt andet Vejdirektoratet her i Danmark. 

Skal jeg sige tingene mere ligeud, så kan jeg godt frygte, at den omstændighed, at vi “lige må vente at se”, hvad der teknologisk byder sig af muligheder, før man investerer i transportsektoren, meget let kan blive en sovepude.

Erik Østergaard
Administrerende direktør i DTL – Danske Vognmænd

Vi har allerede fået kapacitetsforøgelse på vægt og længde, der sparer trafikarbejde, og på den front er der også mere at komme efter.

Hvis man lytter til Vejdirektoratet, så kommer der dog til at gå ganske mange år, før selvkørende biler vil være fuldt indfaset og vil kunne opnå et meget stort kapacitetsmæssigt spring. Det vil sige at lade alle biler køre meget tættere end i dag, og for eksempel lade bilerne passere hinanden i kryds uden lysreguleringer og rundkørsler. Vi taler formentlig om årtier frem.

Vores infrastruktur skal stadig styrkes
Antager vi, at den teknologiske udvikling de næste fem år accelererer mere, end den har gjort i de seneste ti år, kan der selvfølgelig blive tale om, hvad det er rigtigt at investere i. Det kan for eksempel være, at der skal investeres i separate baner til selvkørende biler. 

I mellemtiden må der forventes yderligere vækst i trafikken og pres på dagens infrastruktur, og med de nye teknologier, hvor man som person muligvis kan rejse og arbejde eller hvile i en selvkørende bil, vil det blive endnu mere attraktivt. 

Umiddelbart vil jeg så tro, at det er den forudsigelse, der ligger til grund for ekspertanbefalingen om, at større investeringer i selve den kollektive trafik frarådes. Den fremtidige kollektive persontrafik vil måske gå i retning af, at vi deler selvkørende biler, nærmest som førerløse taxaer. Det giver dog næppe mindre men mere vejtrafik. 

Der vil derfor efter min mening stadig være et udtalt behov for at få bedre plads på vejene og mere smidig trafikafvikling. Og der vil fortsat være behov for faste forbindelser såsom Femern forbindelsen eller for den sags skyld en havnetunnel i hovedstaden. 

Omtanken må ikke blive en sovepude
Hvad angår den kollektive trafik har jeg vanskeligt ved at tro, at målrettede investeringer i stabilitet, regularitet og fremkommelighed er penge ud af vinduet i et samfund, der i stigende grad bygges på borgernes mobilitet. 

Det kan man nok spørge de mange pendlere om, der dagligt kæmper for at komme frem. 

Skal jeg sige tingene mere ligeud, så kan jeg godt frygte, at den omstændighed, at vi “lige må vente at se”, hvad der teknologisk byder sig af muligheder, før man investerer i transportsektoren, meget let kan blive en sovepude. 

Vi har set det før
Det bygger jeg på den erfaring, vi har haft indtil videre med den politiske vilje: 

I nullerne blev det netop på grund af den teknologiske udvikling oppe i tiden at drøfte intelligente vejtrafiksystemer som ITS, og der blev af regeringen nedsat arbejdsgrupper og fora, der skulle fremkomme med forslag til fremtidige investeringer og ikke mindst anbefale, hvor man kunne plukke de lavt hængende frugter, som det hed. Altså noget, der kunne implementeres her og nu, og som var forholdsvis billigt. 

Der var så stor politisk bevågenhed omkring ITS, at begrebet blev et buzz-word blandt transportordførere. Men efter nogen tid svandt begejstringen ind hos politikerne, efterhånden som man nærmede sig tidspunktet for konkret handling. 

Selv de lavt hængende frugter blev hængende, og hele ITS-delen indskrænkede sig til nogle få forsøg på delstrækninger af statsvejnettet udført af Vejdirektoratet, der i øvrigt var en endog meget kompetent drivende kraft i hele forløbet. 

Et investeringsmomentum
Begynder man nu at tale om teknologiske kvantespring, der er lige om hjørnet, og samtidig lader skinne igennem, at man politisk skal afvente investeringer i fysisk infrastruktur, selv om de kan forekomme nok så nødvendige, og i øvrigt meget gerne smarte ITS-løsninger, er der en reel risiko for, at trafikken kommer til at sande helt til.

Som nævnt er jeg ikke uenig i ekspertvurderingerne, og fremtiden kan måske være tættere på, end vi helt gør os klart. 

Men lad os samtidig sørge for, at der ikke mistes politisk momentum på de nødvendige investeringer i vores infrastruktur.