Havbrugsaktivist: Færøerne spiller hasard med havmiljøet i jagten på profit
Det lader til, at pengene fosser ind i så øredøvende højt et tempo, at færingerne ikke kan høre, at havmiljøet skriger efter, at der bliver trukket i nødbremsen, skriver Johan Flyvbjerg om den færøske lakseindustri.
Johan Flyvbjerg
Grundlægger, Ingen burfisk i havetHvis man betragter Færøerne ud fra et økonomisk perspektiv, så går det rigtig, rigtig godt. På få år er Færøerne blevet katapulteret direkte ind i toppen af de rigeste lande i Europa målt per indbygger.
Det økonomiske boom skyldes, at Færøerne har omfavnet opdræt af laks i havbrug – det vil sige åbne netbure placeret i havet. Det har ført til, at landets største opdrætsfirma, Bakkafrost, i dag har halvanden gange højere markedsværdi end Færøernes BNP. Og det er en vækstrejse, som kun ser ud til at fortsætte.
I 2022 udgjorde fisk fra opdræt for første gang en større andel af det samlede globale konsum end vildtfangede fisk. Færøernes produktion følger den globale trend, og landet er gået fra at producere omkring 10.000 tons laks i de tidligere 00'ere til omkring 90.000 tons laks i dag.
Færøerne har det, som enhver opdrætsvirksomhed drømmer om: adgang til koldt og strømrigt vand. Måske af den grund opfattes færøsk laks af nogle, som værende af bedre kvalitet end laks fra eksempelvis Norge.
Der er flere mulige årsager til, hvorfor denne opfattelse hersker, men når det kommer til selve opdrætsmetoden, så følger begge lande samme opskrift: laks sættes ud i store runde bure i havet, opfedes intensivt, slagtes og sælges.
Idéen om, at havet glemmer, og havbunden kan vaskes ren, er at sammenligne med idéen om at ryste picnictæppet med alt affaldet ude i naturen.
Johan Flyvbjerg
Grundlægger, Ingen burfisk i havet
Opdræt af fisk i havbrug ses af mange som en naturlig måde at sikre fødevarer til den voksende befolkning i verden og betragtes som værende på lige fod med animalsk produktion af svin, køer, kyllinger og andre dyr.
Men der er ikke meget naturligt over opdrætsmetoden. Laks i havbrug står ofte side om side: industristandarden for den maksimalt tilladte tæthed er 25 kilo fisk per kubikmeter vand, hvilket svarer til fem slagtemodne laks a fem kilo, i hvad der svarer til den samme mængde vand, som der kan være i tre badekar.
Derudover er det tilladt at have op til 200.000 fisk per bur. Dyrevelfærden er med andre ord under pres, som den oftest vil være i intense animalske produktioner. Vi kender det herhjemmefra med store grise på over 100 kilo, som lever på mindre end en kvadratmeter.
Døde zoner på havbunden
Men det er ikke kun dyrevelfærden, den kniber med. Det omkringliggende havmiljø, og de dyr der lever i det, lider også. Under en normal produktionscyklus falder overskydende foder og afføring fra fiskene gennem netmaskerne og direkte ned på havbunden, hvor det i nogle tilfælde skaber døde zoner (det såkaldte liglagen). Det sker fordi algeproduktionen fremskyndes som følge af de mange næringsstoffer.
Opdrætsvirksomhederne såvel som politikerne kender disse problematikker. I et forsøg på at sikre bedre dyrevelfærd og skåne miljøet implementerede Færøerne i starten af 00'erne en række regler på opdrætsområdet.
Opdrætsburene skal eksempelvis ligge brak i minimum to måneder mellem hver produktionscyklus, for at havbunden får en mulighed for at komme sig ovenpå den langstrakte periode med stor næringsstofbelastning.
Braklægningen skal derfor ses som en mulighed, for at de stærke havstrømme kan skylle alt det organiske materiale væk og dermed gøre klar til en ny produktionscyklus.
Men hvor bliver alt det organiske materiale skyllet hen?
Når den årlige produktion af laks er steget 800 procent de sidste tyve år, så må de mange flere fisk også give meget mere forurening. Idéen om, at havet glemmer, og havbunden kan vaskes ren, er at sammenligne med idéen om at ryste picnictæppet med alt affaldet ude i naturen – ude af øje, ude af sind. Det er muligt, at næringsstofferne bliver skyllet væk fra den umiddelbare nærhed af netburene, men hvor ender de?
Lakselus og kemikalier
I modsætning til andre havbrugsnationer er Færøerne lykkes med at markedsføre deres laks som antibiotika-fri, hvilket er et vigtigt salgspunkt på verdensmarkedet. Til gengæld bruger færingerne en lang række kemikalier, blandt andet brintoverilte og emamectin benzoate, til at bekæmpe de lakselus, som sætter sig fast på laksene.
Lakselusen er et lille skaldyr på størrelse med en tangloppe og kategoriseres som en snylter, da den langsomt, men sikkert, æder fisken op. Lakselusen trives, jo større tætheden blandt fiskene er, da det giver den optimale betingelser for at sprede sig.
For at undgå gennemtyggede og skamferede laks, som er svære at sælge, hvis de ikke dør, inden de bliver slagtemodne, så benytter opdrætterne sig af førnævnte kemikalier.
Man får lyst til at spørge, om en død havbund og døde skaldyr slet ikke er noget, der bekymrer færingerne.
Johan Flyvbjerg
Grundlægger, Ingen burfisk i havet
Kemikalierne tilsættes enten foderet eller hældes direkte ned i buret, hvorfra giftstofferne fortsætter deres rejse ud i havet. Emamectin benzoate og brintoverilte er dødelige for skaldyr og andre bundlevende dyr.
De to forfattere Simen Sætre og Kjetil Østli har i deres bog 'The New Fish' dokumenteret, at der fra 1990'erne og videre op gennem 00'erne er flere tilfælde af norske og canadiske fiskere, som finder døde hummere og rejer. I nogle tilfælde ser de helt arterne forsvinde fra store områder.
Fælles for alle tilfældene er, at store havbrug i nærheden har hældt tonsvis af disse og andre kemikalier direkte ud i havet.
Komplekse økosystemer
Man får lyst til at spørge, om en død havbund og døde skaldyr slet ikke er noget, der bekymrer færingerne. Men det lader til, at pengene fosser ind i så øredøvende højt et tempo, at ingen kan høre, hvis der bliver råbt vagt i gevær.
I Danmark har politikere tidligere opereret med et såkaldt "miljømæssigt råderum". Da regeringen i forbindelse med landbrugspakken i 2015 bragte argumentet på banen, var det i håb om, at der kunne gives placeringstilladelser til nye havbrug i Kattegat. Men som professor Stiig Markager sagde dengang:
"Man kan ikke både få flere havbrug og et bedre havmiljø." Og hans kollega Karen Timmermann tilføjede:
"Når man bruger ordet 'råderum', lyder det, som om man kan øge forureningen, uden at der vil være en negativ effekt. Sådan et råderum findes ikke. Hvis man øger næringsstofudledningen, for eksempel med et havbrug, vil miljøkvaliteten blive negativt påvirket."
Om det færøske miljøministerium (som meget praktisk, for opdrætsindustrien, er slået sammen med erhverv og handel) også opererer med en ide om et miljømæssigt råderum vides ikke.
Hvis de gør, så virker råderummet ikke til at være opbrugt endnu. Ellers kunne industrien ikke være vokset så eksplosivt de sidste tyve år.
Færøerne er naturligvis i deres gode ret til at satse hele butikken på opdræt af laks i havbrug med de milliarder og miljøkonsekvenser, som det medfører. Men de burde huske på den amerikanske forsker Frank Egler og hans pointe om, at "økosystemer ikke alene er mere komplekse end vi forestiller os, de er mere komplekse, end vi kan forestille os."