Debat

FDM: 2025-plan løser ikke trængselsproblemer

DEBAT: Det er positivt, at der i 2025-planen er blevet plads til nye vejprojekter. Problemet er imidlertid, at trængselsproblemerne på mange eksisterende veje ikke bliver løst, skriver Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Møller Thomsen
Adm. direktør i FDM

Efter en årrække med historisk højt investeringsniveau på infrastrukturområdet i Danmark er vi på vej tilbage til mere normale tilstande.

Det kan lyde som et luksusproblem, men det er det ikke. Trafikken vokser markant, og det samme gør trængslen og dermed spildtiden i trafikken. Det seneste helt håndgribelige eksempel er, at et af de store danske godsspeditørfirmaer netop har hævet de indenlandske fragtpriser med 5,5 procent i form af et trængselstillæg. Trængsel er og bliver en dårlig forretning for såvel den enkelte som for erhvervslivet og dermed for samfundet.

På den lange og den korte bane
Det politiske svar på mobilitetsudfordringerne er nu fremlagt. På den korte bane indeholder forslaget til finanslov for 2017 fire konkrete tiltag: en længe ventet udvidelse af E45 mellem Aarhus og Skanderborg, nye motorvejsramper ved Vejen i Sønderjylland, nogle ekstra parkeringspladser ved Sorø Station på Sjælland og en forundersøgelse af en havnetunnel i København – initiativer til godt en halv milliard. Uden tvivl vigtige og tiltrængte projekter, hvor nogle dog virker mere relevante og presserende end andre.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

På den lange bane er planerne for infrastrukturen at finde i regeringens 2025-helhedsplan. Her er forslaget at bruge 27 milliarder kroner til investeringer i infrastruktur, herunder til veje, frem mod 2025. Konkret nævnes eksempler som en ny midtjysk motorvej, motorvej til Kalundborg, havnetunnel i København og udbygning af motorvejen over Fyn. Igen uden tvivl vigtige og tiltrængte projekter, hvor nogle dog virker mere relevante og presserende end andre.

FDM hilser forslagene om konkrete vejprojekter velkommen, men vi tillader os dog alligevel bekymring. Mest i forhold til, hvordan mobiliteten skal opretholdes i Danmark på længere sigt. Selvom forslaget om udsigten til milliardinvesteringer i blandt andet veje umiddelbart lyder af mange penge, er det værd at erindre, at Infrastrukturfonden fra 2009 til sammenligning har udmøntet omkring 90 milliarder kroner de seneste år.

De massive kø-problemer på indfalds- og omfartsveje i hovedstadsområdet løses eksempelvis ikke af en motorvej til Kalundborg.

Thomas Møller Thomsen
Adm. direktør i FDM

Vækstmotorveje løser ikke trængselsproblemer
Helt grundlæggende kan man opnå to ting med vejinvesteringer. Man kan afvikle eksisterende trafik eller skabe ny trafik. Det er tydeligt, at regeringen i sin 2025-plan ønsker at anvende investeringer i infrastrukturen til at drive væksten. Statsministeren omtaler således en ny midtjysk motorvej som en ”vækstmotorvej”.

Det er godt, og det er positivt, at der i regeringens plan er en erkendelse af, at det nu er vejenes tur. Problemet er imidlertid, at danskerne holder i kø på mange eksisterende veje, og at disse trængselspropper ikke nødvendigvis løses af nye "vækstmotorveje". De massive kø-problemer på indfalds- og omfartsveje i hovedstadsområdet løses eksempelvis ikke af en motorvej til Kalundborg.

De mange eksisterende overbelastede veje risikerer således at ende som ’stagnationsmotorveje’ for nu at blive i terminologien, hvis ikke også der er fokus på dem. Samme anbefaling nåede Produktivitetskommissionen frem til i sin betænkning fra 2014. Den konkluderede, at det samfundsøkonomiske afkast typisk er størst, når der investeres i infrastruktur, hvor der er trængsel eller tæt trafik.

Det er helt afgørende at huske, at god mobilitet er en vigtig rammebetingelse for såvel erhvervsliv som private helt på linje med skatte- og afgiftsvilkår. FDM vil derfor opfordre til, at der i de kommende politiske forhandlinger kommer opmærksomhed på behovet for et tilsvarende vejnet. Uden en god infrastruktur går Danmark i stå.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Møller Thomsen

Fhv. adm. direktør, FDM
cand.jur. (Aarhus Uni.)

0:000:00