Debat

Ferietrafikkens CO2-regnskab bliver glemt

DEBAT: Der skal mere fokus på fritids- og ferietrafikken, mener Susanne Krawack, transportpolitisk konsulent i Concito.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Krawack
Transportpolitisk konsulent, Concito

Så er sommerferien ovre, og rigtig mange danskere har i en periode transporteret sig på en helt anden måde i ferien, end de gør i hverdagen.

Nogle har opholdt sig længe det samme sted i Danmark og skiftet bilen ud med cykel til små ture. Andre har fløjet eller kørt langt i bil for at opleve andre himmelstrøg. Selv om ferien er kort, betyder den måde vi holder den på ganske meget for klimagasudledningen.

Overset mængde
Den transportpolitiske debat har en tendens til at dreje sig om hverdagstransporten, og hvordan vi kommer frem og tilbage til arbejde og studier. Pendlingen er imidlertid kun ca. 25 procent af det persontransportarbejde, der foregår i Danmark, mens det transportarbejde, der foretages i fritiden, er ca. 40 procent. Så der er god grund til at fokusere mere på den del af transporten, der foregår i fritiden.

Fakta

BLAND DIG!
Deltag i debatten- send dit indlæg til [email protected]

Foto:

Og nu hvor ferien lige er overstået, vil det være relevant at se lidt på ferietransporten:

Hvis man vælger, at 4 personer kører i bil frem og tilbage til Barcelona, er den samlede CO2- udledning fra turen 660 kg CO2. Hvis familien på 4 i stedet tager fly til Rom, vil CO2- udledningen være 3200 kg, altså næsten 5 gange så meget.

I en kommende strategi for transportens klimabelastning er det vigtigt, at man ser på incitamenter til at få transportvanerne gjort grønnere - og her er fritids- og ferietrafikken mindst lige så vigtig som hverdagstransporten.

Susanne Krawack
Transportpolitisk konsulent, Concito

Bilturen vil, inklusiv afskrivning på bilen, koste 10.000 kr., mens flyturen med billige billetter kan klares for 4.000 kr. (CO2-beregningerne inkluderer brændstof samt produktion og vedligehold af transportmidlet). Det prissignal, forbrugeren møder, er således meget langt fra at give incitament til et klimamæssigt fornuftigt rejsemønster.

Sammenligningen
Til sammenligning transporterer en gennemsnitsdansker sig 21 km pr. dag (hver dag) for at komme til og fra arbejde. Det betyder, at en persons gennemsnitspendling på et år, hvis den foregår i bil, svarer til en CO2-udledning på ca. 1250 kg CO2. Sammenligner man per person, er CO2-udledningen:

165 kg CO2 for bilturen til Barcelona

800 kg CO2 for flyturen til Rom

1150 kg CO2 for en gennemsnitsdanskers årlige pendling, hvis den foregår i bil

Afhængigt af, hvordan vi holder ferie, kan vi bruge 2/3 af CO2-udslippet for et helt års pendling på en kort ferie til Sydeuropa. For slet ikke at tale om, hvis vi tager til Thailand, hvor den samlede klimaeffekt per person vil være 6000 kg CO2, og alene brændstofforbruget vil udgøre 1200 kg CO2.

Vaner, der skal ændres
Da klimabelastningen er en international udfordring, holder det ikke, at man kun sætter mål for den del at transportsektoren, der afvikles inden for landets grænser, for det betyder, at den internationale flytrafik (og skibstrafik for den sags skyld) falder mellem de nationale CO2- opgørelser. Hvis man i stedet ser på danskernes CO2-fodaftryk (altså udledning af CO2 som konsekvens af danskernes forbrug) kommer den internationale flytrafik til at udgøre 20 procent af CO2-udledningen mod 2 procent i den nationale opgørelse.

Der er almindelig forståelse for, at en grøn omstilling af transportsektoren er nødvendig, og at den vil betyde, at vi først og fremmest skal bruge de bedste teknologier og dernæst ændre vaner.

I en kommende strategi for transportens klimabelastning er det vigtigt, at man ser på incitamenter til at få transportvanerne gjort grønnere - og her er fritids- og ferietrafikken mindst lige så vigtig som hverdagstransporten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00