Debat

Flyvebranchen: Transportministeren er for passiv

DEBAT: De luftansatte ligger under for globaliseringen, når det kommer til lønninger, pensionsordninger og sygdom. Ole Birk Olesen (LA) bør være mere ambitiøs, så piloterne kan få ordentlige arbejdsvilkår uden at blive presset ud af markedet, skriver Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Mark Jensen
Næstformand, Flyvebranchens Personale Union

Vi går lidt anderledes til værks i dette indlæg. Vi inviterer læserne ind i det politiske maskinrum. I det rum, hvor de luftfartsansattes skæbne afgøres. 

De seneste syv år har vi nydt selskabet af seks forskellige transportministre. De forhenværende fem ministre forstod, at der skulle politisk handling til at få sat en stopper for den unfair og usikre konkurrence i luftfart. Nu er det så Ole Birk Olesen, der sidder ved roret. Vi er desværre i tvivl, om han forstår situationens alvor.

Ministeren nedtoner problemerne
De luftfartsansatte udgør forposten overfor globaliseringen. Nedbrydelsen af hindringer for det frie marked har betydet billigere flybilletter. Dette har et stykke hen ad vejen været godt, men de seneste godt 10 år har den ændret form.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Den manglende regulering – særligt på internationalt plan - har givet plads til en mere syg form for konkurrence. For visse selskaber handler det ikke om at tilbyde billigere billetter, det handler i stedet om at opfinde stadig mere snedige metoder til at kunne spare på personaleomkostninger og undgå skattebetaling. Dette har dog (og vil på sigt få endnu større) omkostninger for medarbejderne, velfærdssamfundet og sågar sikkerheden.

En af de metoder som lavprisselskaber for alvor er begyndt at benytte sig af er en særlig ansættelseskonstruktion for piloter. Konstruktionen går kort sagt ud på, at piloterne bliver beordret til at oprette deres egen enkeltmandsvirksomhed for eksempel i Irland, på Guernsey eller på Malta. Herefter bliver piloterne beordret til at stille deres arbejdskraft til rådighed for ét selskab (for eksempel Ryanair).

De forhenværende fem ministre forstod, at der skulle politisk handling til at få sat en stopper for den unfair og usikre konkurrence i luftfart.

Anders Mark Jensen
Næstformand, Flyvebranchens Personale Union

Igennem denne konstruktion fralægger selskabet sig alt ansvar. Piloterne står uden for velfærdssamfundet, får ikke pension og får ikke løn under sygdom – og Ryanair betaler de facto ikke skat. Dette har klare menneskelige konsekvenser, men det kan også være et sikkerhedsproblem, når en pilot holdes ude i armslængde fra selskabet – og når piloter ikke er garanteret løn under sygdom, skaber det et usundt incitament til at komme på arbejde. Netop dette er konklusionen i en forskningsrapport fra Ghent Universitet, hvor godt 7000 piloter er blevet spurgt om deres vilkår. 

Da Ole Birk Olesen på et samråd blev spurgt til denne udvikling, svarede han, at brugen af selvstændige blot er en naturlig udvikling, og at han ikke kendte til nogle problemer hermed. Vi håber på, at embedsfolkene allerede har lagt forskningsrapporten fra Ghent på ministerens skrivebord.

Svag strategi for flyvebranchen
Den øgede brug af selvstændige var netop en af de problemer, der optog den forhenværende Transportminister, Hans Christian Schmidt (V). Derfor lavede han i samarbejde med branchens parter en plan for at få sat regulering og fair konkurrence på dagsordenen i EU. Hans Christian Schmidt ønskede at fremlægge strategien for sine ministerkolleger i Ministerrådet i begyndelsen af december 2016. Planen var at lave en alliance med de lande, der ønskede, at lave regulering på området. Men så røg hans ministerpost fem dage inden, at planen skulle eksekveres i Bruxelles. Æv.

Efter cirka 80 dage på posten beroligede Ole Birk Olesen så branchen og transportordførerne med, at han skam ville fortsætte dette arbejde. Men indtil videre har det udelukkende resulteret i et brev til Transportkommissæren. Sikke en præstation! Der skal dog lidt mere til, at EU-supertankeren ændrer kurs – skulle vi lige hilse at sige.

Danmark er ikke et ensomt luftfartsland
Ministeren legitimerer sin egen light-strategi med, at der ikke kan laves en EU-alliance inden for luftfartsområde. På et samråd i Transportudvalget 30. marts 2017 gav han udtryk for, at dagsordenen om fair konkurrence i luftfart ikke fylder i andre lande, og at Danmark er det land, der prioriterer denne dagsorden højest. Det kommer imidlertid som en komplet overraskelse for os.

Udsagnet er spøjst set i lyset af, at Europa-Parlamentet 16. februar 2017 besluttede sig for, at der nu skal gøres noget ved social dumping og unfair konkurrence-vilkår i luftfartsbranchen. Der var vel at mærke tale om et overvældende flertal blandt Europa-Parlamentarikerne, som strakte sig hen over politiske og geografiske skel. 

Lige nu er en alliance af lande desuden ved at samle sig om et helt specifikt spørgsmål. Kommissionen ønsker at åbne luftfartsmarkedet yderligere i forhold til selskaber fra USA. Men en række lande (med Tyskland i front) ønsker, at der skal indføres klausuler, der sikrer, at sociale standarder og arbejdsvilkår overholdes. Men Danmark er vel at mærke IKKE en del af denne alliance. Det virker ikke ligefrem til, at Danmark er helt den duks, som ministeren gerne vil gøre os til.

Afslutningsvist skal Ole Birk Olesen selvfølgelig have ros for ikke bare at have makuleret det store arbejde, der er lavet af de tidligere ministre. Men vi kunne dog godt savne en mere ambitiøs tilgang fra Ole Birks Olesens side. Og ikke mindst en melding, der indikerer, at han forstår situationens alvor.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00