Pia Olsen Dyhr mener, at der kun var plads til en simpel analyse af roadpricing i klimaplanen. (Foto: Colourbox)

Forsker: Roadpricing-beregning er hul i hovedet

21. august 2013 kl. 23:00
KLIMAPLAN: Den måde, regeringen regner på roadpricing i klimaplanen, er alt for simpel og langt fra optimal, mener trafikforsker Per Homann Jespersen, der kalder tilgangen skadelig for debatten. Transportministeren mener, at en gennemgribende analyse var for omfattende til klimaplanen.
| Flere

"Det er direkte dumt."

Sådan lyder reaktionen på regeringens beregning af roadpricing fra trafikforsker ved RUC Per Homann Jespersen, der desuden er formand for det udvalg i Trængselskommissionen, der arbejder med roadpricing.

I sidste uges klimakatalog kunne man læse, at roadpricing er en rigtig dårlig samfundsøkonomisk løsning til at reducere CO2. Og klimaminister Martin Lidegaard (R) kunne da også fortælle, at det ikke er regeringens politik at indføre roadpricing.

Læs: Klimaminister: Grøn transport er for dyrt

Per Homann Jespersen forstår dog ikke, hvorfor regeringen har bedt om en beregning, der tager udgangspunkt i klima, hvor man regner med en generel landsdækkende afgift på 25 øre pr. kilometer. Det er langt fra en optimal løsning ud fra en samfundsøkonomisk betragtning:

"Det er hul i hovedet, det de har lavet. Vi ved, at der er størst effekt ved en differentieret afgift, så det er underligt, at de ikke tager det udgangspunkt," siger han.

I det hele taget finder han det besynderligt at tage udgangspunkt i klimagevinsten ved roadpricing. Kørselsafgifter handler nemlig hovedsageligt om at reducere trængsel ikke CO2.

"Man skal kun indføre roadpricing, hvis man vil gøre noget ved trængslen. Det har vi også skrevet ganske eksplicit i vores delrapport om roadpricing, og det kunne man jo bare have læst," siger han med henvisning til arbejdet i Trængselskommissionen. 

Farlig beregning
Roadpricing kan selvfølgelig også give andre gevinster som færre ulykker, mindre luftforurening, mindre støj og naturligvis også mindre CO2-udledning. Men udgangspunktet bør være reduktion af trængsel, hvor systemet kan finansieres via trængselsafgiften.

"Når man først har systemet, vil det også være så godt som gratis at putte et element ind, der kan regulere CO2 også. I virkeligheden er det en meget billig måde at reducere CO2 på," siger Per Homann Jespersen.

Faktisk vil han i virkeligheden helst være beregningen foruden, fordi den bestemt ikke gør det lettere at tage en saglig debat om kørselsafgifter i offentligheden.

"Beregningen er mere til skade end til gavn. Man kan bare se på, hvordan det er udlagt i pressen, hvor roadpricing nu bliver udlagt som åndssvagt," siger Per Homann Jespersen. 

Lahrmann: Læg ikke for meget i samfundsøkonomi
Trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann, som også sidder i Trængselskommissionen, erklærer sig langt hen ad vejen enig med sin RUC-kollega. Han mener, at når man lægger sig fast på en generel afgift på 25 øre, kan man også være sikker på, at det giver et negativt resultat.

"Jeg er ikke i tvivl om, at man vil få en mere positiv samfundsberegning, hvis man tager udgangspunkt i differentierede afgifter," siger Harry Lahrmann.

Han mener desuden, at man skal passe på med at lægge for meget i samfundsøkonomiske beregninger i det hele taget.

"Der er mange elementer, som ikke kommer med i den type beregninger. Vi har diskuteret det meget frem og tilbage i Trængselskommissionen, og derfor er vi heller ikke færdig med den del af det," siger Harry Lahrmann. 

Dyhr: Stor analyse for omfattende for klimaplan
Det er Transportministeriet, der har bestilt beregningerne til klimakataloget fra DTU Transport. Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) begrunder valget af den simple model med, at det ville være for omfattende at lave en stor analyse af roadpricing i et katalog med næsten 80 forskellige bud på løsninger.

"Skal der indføres roadpricing, er det selvfølgelig en langt mere opfattende opgave, hvor der skal tages højde for en lang række hensyn - herunder hvad der skal være de primære formål med kørselsafgifterne," skriver hun i en mail.

Derudover handler valget af den simple løsning om, at man ikke har ønsket at tage stilling til, hvordan eventuelle kørselsafgifter kan udformes.

"Den simple model er bl.a. valgt for at signalere, at der slet ikke er gjort overvejelser om, hvordan forskellige hensyn skal afbalanceres, herunder klima- og trængselseffekter," skriver hun og gør desuden opmærksom på, at hun ser frem til, hvad Trængselskommissionen vil anbefale om roadpricing.

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK