Debat

Fri leg for børn på bagsædet

DEBATPANEL: Denne uges debattør, Jan Villadsen, formand for 3F's Transportgruppe, mener at danske vognmænd trues af udryddelse, og at det koster samfundet dyrt. Jan Villadsen skildrer problemet gennem en analogi til børns leg på bagsædet.
Foto: pressefoto/3f.dk
Researcher på portalerne Altinget | Forskning & Innovation, Altinget | By & Bolig samt Altinget | Transport. Studerer politisk kommunikation og ledelse på CBS.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Villadsen
Formand for 3F's Transportgruppe

"Far, er vi der snart? Moar, må vi få en is?"

Sommeren nærmer sig. Og dermed måske langeture i bil. Fortvivl ikke, hvis ungerne keder sig på bagsædet. Der er masser af nyttejob, der kan gøre kedelige ture korte. Prøv at lade ungerne tælle de lastbiler, der kommer mod jer, og dem, I overhaler. Bed dem tjekke nummerplade og nationalitetsmærke på førerhuset.

Hvor mange biler kommer fra: DK, H, EST, PL, BG, RO, D og LT? Hvor ligger landene? Hvor mange lastbiler er danske, når man måler i procent? Hvorfor ser man måske mange lastbiler fra BG og RO, når nu Bulgarien og Rumænien ligger meget langt væk?

Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Og så måske en lille snak alt efter om børnene er gamle nok til at have samfundsfag eller unge nok til drømme om et liv på arbejdsmarkedet:

Hvad laver lastbilerne i Danmark? Er de her, fordi vi har en stor eksport eller import fra Rumænien, Bulgarien og Ungarn? Er de her, fordi landene har billige chauffører? Findes der danske vognmænd, der snyder? Og holder de officielle statistikker fra EU, når de oplyser, at der kun kører 3, 4 eller 5 procent udenlandske lastbiler rundt i Danmark med dansk gods til danske butikker?

Samfundet mister 3,7 milliarder kroner om året fra 2020, hvis danske chauffører fortsat bliver arbejdsløse, imens flere og flere udenlandske lastbiler overtager kørslen i Danmark.

Jan Villadsen
Formand for 3F's Transportgruppe

Måske er det lige så god underholdning som de brugte dvd-film til nakkestøtten? Jeg har i hvert fald fået mange timer til at gå med at tælle på landevejene, imens jeg har undret mig.

Når leg bliver alvor
Jeg kan se på tallene fra Danmarks statistik, at der er forsvundet over 8.000 danske chauffør-job siden 2008. Samtidig påstår organisationer som DI og ITD, at det alene er eksportchaufførernes job, der er væk. Men allerede i 2008 var 3.000 danske lastbiler flaget ud, og det tal er ikke steget voldsomt siden. Det oplyste ITD forleden.

Samtidig mener speditørernes forening, at regeringen har spildt 25 millioner kroner, der er sat af til kontrol mod ulovlig piratkørsel. Altså udenlandske lastbiler, der kører ulovligt og for længe i Danmark.

Tal fra politiet viser, at der sigtes seks gange flere udenlandske vognmænd og chauffører for piratkørsel i 2012 end i 2010, før kontrollen blev indført. Måske mener speditørerne, at kontrollerne spilder tid og penge hos dem selv?

Man kan regne den ud på mange smarte måder. Prøv at lade børnene i bilen tælle - og snak med dem om, hvilken forklaring, der er mest sandsynlig, når det gælder udenlandske lastbiler.

Hvis turen er lang, er der en ting mere, man kan tælle, nemlig de anhængere, lastbilerne trækker.

Skarpe øjne vil se, at der ofte er danske nummerplader på anhængerne. Sammen med danske reklamer, logoer og danske flag. Imens er selve trækkeren på udenlandske plader og udenlandsk løn. Hvorfor? Og hvad betyder den slags for børnenes muligheder for job i fremtiden? Og når vores velfærdssamfund skal betales?

Sidste år fik 3F's Transportgruppe og vognmændene i Dansk Transport & Logistik regnet på det. Regeringer og politikere elsker 2020-planer. Vi nåede frem til, at samfundet mister 3,7 milliarder kroner om året fra 2020, hvis danske chauffører fortsat bliver arbejdsløse, imens flere og flere udenlandske lastbiler overtager kørslen i Danmark.

Det er nok en diskussion værd. I samfundsfag i skolerne. Og på forsædet, hvor mor og far kan snakke om, hvilke brancher og faggrupper der bliver de næste, der trues af udryddelse.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00