Debat

Hæstorp Andersen: Københavns kollektive transport mangler beslutningskraft

DEBAT: Ansvaret for den kollektive transport i Hovedstadsområdet er fordelt på så mange aktører, at det er nærmest umuligt at træffe fælles beslutninger, og det duer simpelthen ikke, skriver regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S).

<span>Region Hovedstaden&nbsp;vil i den kommende tid forsøge at etablere&nbsp;én samlet politisk<b>&nbsp;</b>ledelse&nbsp;for&nbsp;hele&nbsp;den kollektive trafik i hovedstadsområdet, skriver regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).</span>
Region Hovedstaden vil i den kommende tid forsøge at etablere én samlet politisk ledelse for hele den kollektive trafik i hovedstadsområdet, skriver regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sophie Hæstorp Andersen (S)
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden

Den kollektive transport i hovedstadsregionen er et forvirrende kludetæppe af ejere og beslutningstagere. 

Hold godt fast: DSB er ejet af staten og står for togene. Metroen er ejet af to kommuner og staten. Busserne drives af Movia, som er ejet af 45 kommuner, Region Hovedstaden og Region Sjælland. Movia driver lokaltog i samarbejde med 14 af kommunerne. 

De tre selskaber samarbejder under paraplyen DOT, Din Offentlige Transport, men samarbejdet mangler demokratisk legitimitet. Den kommende letbane ejes af regionen og 11 kommuner, mens staten medfinansierer selve anlæggelsen. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Og tæller vi alle relevante aktører med, ja, så kommer vi op på hele 48 forskellige aktører, som på kryds og tværs skal blive enige om fælles løsninger.

Det er ikke svært at forestille sig, at denne struktur ikke ligefrem gavner en beslutningsproces. Og at den dermed ikke gavner borgeren.

For den enkelte familie eller virksomhed er det ikke vigtigt, hvem der ejer hvad. Det er vigtigt, at det virker. 

Sophie Hæstorp Andersen (S)
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden

Ansvaret bør samles
For eksempel spilder bilister over ni millioner timer på at sidde i kø - et tal som risikerer at vokse til det dobbelte i 2025, fordi 200.000 flere borgere flytter til vores metropolregion.

Den gode nyhed er, at det ikke behøver at være så kompliceret.

Jeg har i de seneste dage i medierne talt meget om Transport for Copenhagen. Det har jeg gjort, fordi vi i Region Hovedstaden har kigget til de metropoler, som vi normalt sammenligner os med, og som har langt mere enkle strukturer. 

I London har man for eksempel samlet ansvaret for den kollektive trafik hos ét selskab, der varetager al kollektiv trafik og dele af den private med det formål at skabe en så god og sammenhængende rejse som muligt uanset transportform.

På samme måde kunne vi med et Transport for Copenhagen skabe sammenhæng mellem tog, busser, biler, cykler og fly, så familier kan komme i skole, på arbejde og til sport uden at spilde timer i kø på vejen eller ved bustoppestedet. Eller så virksomheder kan få varerne ud til kunderne og kunderne ind i butikken uden at strande i lange køer. Og så turisterne nemt og hurtigt kan komme rundt til de forskellige attraktioner i både by og land.

Et sammenhængende system
For den enkelte familie eller virksomhed er det ikke vigtigt, hvem der ejer hvad. Det er vigtigt, at det virker. 

Hvis lillebror skal afleveres i børnehave med én bus, storesøster i skole med en anden, og forældrene derefter skal på arbejde med først cykel, så S-tog og så metro, så har familien brug for, at de forskellige transportformer taler sammen. 

Busserne skal hænge sammen på tværs af kommunegrænsen. S-tog og busser skal passe til hinanden, og når man kan have cyklen med gratis i S-toget, skal man selvfølgelig ikke betale for den i metroen. 

For den kollektive transport skal opleves som ét sammenhængende og effektivt system, hvis det skal være et reelt alternativ til bilen.

Én politisk ledelse
Region Hovedstaden vil derfor i den kommende tid drøfte med staten, kommuner, trafikselskaber og borgere, hvordan man kan skabe et beslutningsgrundlag for at etablere én samlet politisk ledelse for hele den kollektive trafik i hovedstadsområdet, det vil sige busser, lokalbaner, metro, S-tog, letbane, kystbane og øvrige regionale tog.

Og uanset hvad den konkrete løsning bliver, er vi nødt til sammen at tage fat på den her udfordring. 

Ellers drukner borgere og virksomheder i hovedstadsregionen i trængsel, og vores metropolregion taber i konkurrencen med metropoler som Stockholm, Hamborg og Berlin.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00