Debat

Hæstorp Andersen: Vi er nødt til at se på trængslen

DEBAT: Kø-kørsel er dyrt i mere end én forstand, og der er behov for handling, lyder det fra Hovedstadens regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S). Heldigvis er der mange steder at starte, skriver hun. 

Trængsel er et reelt problem, og vi er nødt til at tage affære, skriver Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
Trængsel er et reelt problem, og vi er nødt til at tage affære, skriver Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sophie Hæstorp Andersen (S)
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden

Trafikekspert Per Homann Jespersen går her i Altinget i rette med flere misforståelser i debatten om trængsel. Det er meget interessant læsning. 

Men betyder misforståelserne, at vi så ikke behøver tage de store udfordringer op? Nej. For selvfølgelig skal vi i arbejdstøjet hurtigst muligt og sikre, at vores hovedstad ikke sander til i trafik.

Per Homann Jespersen påpeger eksempelvis, at trængselsniveauet i Danmark er lavt i international sammenhæng. Jeg er personligt meget taknemmelig for, at vi ikke har samme udfordringer som de store asiatiske megabyer. Og alligevel tillader jeg mig at advare mod, at vores mere beskedne vilkår i Danmark bliver til en sovepude.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Allerede nu spilder bilisterne i hovedstadsområdet over ni millioner timer årligt på at sidde i kø. 

Om ti år vil det tal være steget til 18 millioner timer. I 2025 vil 200.000 flere være flyttet til hovedstadsområdet. Dermed vil de seneste års tendens i Greater Copenhagen fortsætte, nemlig at antallet af passagerer i det kollektive transportsystem stiger, samtidig med at også antallet af personbiler stiger. Passagertallet for S-tog er for eksempel steget med 20 procent de sidste 5 år.

Hvis ikke vi gør noget ved det nu, så risikerer vi omvendt, at trængslen i sig selv bliver en barriere for væksten. Og det taber alle parter på.

Sophie Hæstorp Andersen (S)
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden

Trængsel handler også om vækst og livskvalitet
Vi kan med andre ord forvente et langt større pres på både den kollektive transport og vejnettet. Allerede i hovedstadsområdet koster køkørsel samfundet to milliarder kroner, når de spildte timer omregnes til tabt produktion. Det tal forventes at stige til hele fire milliarder kroner i 2025.

Det betyder, at virksomhederne får sværere ved at skabe vækst og arbejdspladser. Og at tid går tabt, når varer og serviceydelser skal rundt til butikker og kunder. 

Region Hovedstadens rapport om trængsel i hovedstadsregionen viser da også, at der overordnet set er en positiv sammenhæng mellem BNP og tilgængelighed i hovedstæder og større byområder i Europa. Med andre ord tyder det på, at transportinfrastruktur har stor betydning for vækst og beskæftigelse.

Og så hører det med til fortællingen, at den stigende trængsel ikke kun handler om tal. Trængslen går også ud over livskvaliteten for de mennesker, der bor og arbejder her. Fordi de spilder tid, som de i stedet kunne have brugt på familie, arbejde, venner og fritidsinteresser. 

Behov for mere end bare vejkapacitet
Per Homann Jespersen peger på, at udbygningen af vejkapacitet i storbyområder sjældent er et effektivt middel til at løse trængselsproblemerne.

Jeg er enig i, at investeringer i infrastruktur ikke bare løser problemerne. Men jeg står fast på, at vi som politikere må tage ansvar for at finde de bedst mulige løsninger på de problemer, som vi trods alt står over for. 

For eksempel skal vi kigge på andre investeringer i transportinfrastruktur end vejkapacitet. 

Med letbanen får vi et fremtidssikret transportsystem, som hurtigt og effektivt tager hånd om det stigende antal rejsende, der har behov for at komme på tværs i hovedstadsregionen. Samtidig tiltrækker letbanen allerede nu store investeringer og virksomheder til områderne: Novozymes er tæt på at stikke spaden i jorden i Lyngby, hvor Microsoft allerede har lagt deres hovedsæde på grund af letbanen. 

Der er flere veje til målet
Endeligt mener Per Homann Jespersen, at investeringer i infrastruktur ofte er så dyre, at det ikke står mål med det, samfundet sparer ved mindre trængsel.

Men hans pointe bygger på en forudsætning om, at der skal store anlægsinvesteringer til for at komme trængslen til livs. Jeg er ikke enig i den forudsætning, for der er mange andre måder at tage kampen med trængsel op på:

Vi har allerede fra Region Hovedstadens side slået et slag for, at der etableres én samlet politisk ledelse af den kollektive trafik i hovedstadsområdet, fordi et samlet såkaldt Transport for Copenhagen vil gøre det muligt i højere grad at tage udgangspunkt i borgernes behov og sikre en bedre sammenhæng på tværs af bus, tog, S-tog og metro. 

Men vi skal også være på forkant med nye smarte løsninger. Et godt eksempel er indsatsen, City Data Exchange, hvor indsamling og kobling af enorme datamængder i hovedstadsområdet blandt andet vil kunne bruges til at løse udfordringer inden for trafik, klima og miljø.  

Og så skal vi blive ved med at skabe bedre vilkår for cyklisterne, så flere tager cyklen frem for bilen til gavn for både miljø, sundhed og pladsen på indfaldsveje og S-togene. Det gør vi blandt andet med flere supercykelstier.

Trængsel må ikke bremse væksten
Den helt enkle pointe er, at vi skal tage fat på de trængselsudfordringer, som vi kan gøre noget ved. 

Ikke mindst fordi vi i hovedstadsområdet og i hele Greater Copenhagen er i skarp konkurrence med andre udenlandske metropoler. En konkurrence, der handler om at skabe arbejdspladser, tiltrække udenlandske investeringer og talenter og skabe øget eksport af blandt andet grønne, sundhedsteknologiske og digitale løsninger. 

Alt dette skaber vækst. Og vækst skaber, som Per Homann Jespersen også ganske rigtigt siger, trængsel. Og hvis ikke vi gør noget ved det nu, så risikerer vi omvendt, at trængslen i sig selv bliver en barriere for væksten. Og det taber alle parter på.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00