Har DSB en fremtid i den nuværende form?

Af Villum Christensen (LA)
Trafikordfører for Liberal Alliance

Den styringsstruktur, som er opbygget omkring DSB, er næppe langtidsholdbar i et trafikpolitisk marked, som i stadig stigende grad ser ud til at åbne sig for omverdenen. Og hvis vi af nationalbårne følelser holder fast i, at der ikke må ske forandringer på området, vil tømmermændene ramme os som, ja, et tog i topfart.
 
Da den nye transportminister, Magnus Heuncke (S), åbnede debatten for at varme op til kontraktforhandlingerne med DSB ved at udtale, at nu skulle der strammes op, og nu måtte DSB indstille sig på, at kontrakten eller dele heraf skal kunne opsiges ved misligholdelse, tror jeg mange undrede sig.

Især fordi han også lagde afstand til en normal udbudsrunde, inden den lange 10 års kontrakt skulle fornys. Blandt andet med en begrundelse om, at andre landes parlamenter ikke burde kunne blande sig i dansk infrastruktur.
 
Hele denne polemik rejser flere spørgsmål.

Ingen plan B
Hvad vil det eksempelvis i denne situation sige at fyre en operatør, hvis man misligholder en aftale?
Jo, i praksis vil det betyde, at ministeren skal fyre sig selv med alle de omkostninger det måtte medføre, da rigtig mange af DSB`s omkostninger ikke er variable. Tænk bare på tjenestemandsansatte.

Hertil kommer, at han derefter vi stå i en situation, hvor der ikke er nogen anden, der kan påtage sig opgaven. Det vil jo alt andet lige altid tage et par år at få det nødvendige bud frem.
 
Når man ikke går i udbud, så er der i sagens natur ikke en plan B til rådighed, som hurtigt kan blive sat i drift.

Dyr og irrationel organisering
Nu skal jeg ikke polemisere over transportministerens argumentation, men alligevel notere, at det nærmer sig en absurditet at lade som om, at svenske og tyske parlamenter vil gå ind i en styrende rolle i forhold til SJ og Deutche Bahn. Der er altså ingen, der siger, at vores nabolande har organiseret sig lige så uhensigtsmæssigt, som vi har i Danmark, hvor det er meget svært at se, hvem der holder øje med hvem og med hvilke sanktionsmuligheder.

Hvis man oven i disse organiseringsproblemer supplerer med de enorme udfordringer af økonomisk art, som helt indiskutabelt vil komme op omkring DSB, så ser det ganske sort ud.

Villum Christensen (LA)
Trafikordfører for Liberal Alliance

Den tætte tilknytning mellem trafikstyrelsen og DSB og de sammenfaldende ejerinteresser gør det jo kropumuligt at få en rationel og markedsbaseret drift. Som minimum kunne DSB føres over til Finansministeriet, så ikke ræven skal vogte gæs.
 
Hvis man oven i disse organiseringsproblemer supplerer med de enorme udfordringer af økonomisk art, som helt indiskutabelt vil komme op omkring DSB, så ser det ganske sort ud. Her tænker jeg naturligvis på den enorme gæld sammenholdt med, at man skal ud at finde finansiering til noget, der ligner 200-250 togsæt, når lejekontrakterne udløber for dobbeltdækkerne i 2016/17.
 
Mon ikke der skal en meget gunstig kontrakt til, hvis man skal kunne låne så mange penge samtidig med, at man slæber rundt på en kæmpe gæld. Men hvem ved? Så dukker "ejeren" måske op med en papkasse. Og lur mig, når man organiserer sig på en sådan måde, så bliver regningen for pendlerne og skatteborgerne bare alt for stor.
 
Løsninger skal være markedsbaseret
Det er ikke uden grund, at de markedsbaserede togløsninger i Sverige, England og Tyskland både er bedre og billigere med deraf følgende større kundetilfredshed og vækst i passagertallet.

Hertil kommer, at de heller ikke har brug for de uendelige subsidie-indsprøjtninger i milliardklassen, som er ved at blive en spidskompetence for den danske model. Tænk bare på andre infrastrukturopgaver som energi og varme.

På samme vis vil vi på trafikområdet erfare, at vi ikke kan drive politik, som om vi lever på en øde ø. Beskytter man sig mod globaliseringens vinde, vil man blot udsætte og forstørre problemet.