Hønen eller ægget - hvad skal styre infrastrukturen?

Af Per Henriksen
Adm. direktør, Dansk Kollektiv Trafik

Det er almindeligt antaget - og vist også veldokumenteret - at økonomisk vækst er den primære drivkraft for trafikvækst. I hvert fald følger kurven for de senere års trafikvækst kurven for realøkonomisk vækst så præcist, at det må være en fryd for enhver økonom.

I dette perspektiv bliver infrastrukturstrategernes opgave, som Per Homann Jespersen, RUC, pegede på i sit debatindlæg på Altinget.dk for nylig, at tage bestik af vækstprognoserne og sørge for en passende respons på forudsigelserne. Med andre ord at udbygge infrastrukturen i takt med stigende efterspørgsel.

Men dermed bliver strategierne ofte formet som reaktion på dagsaktuelle problematikker og her-og-nu udfordringer, og ikke på hvordan infrastrukturen kan indrettes til at være selve grundlaget for den langsigtede økonomiske vækst.

Hvis vi begynder at indrette infrastrukturen til at opfylde konkrete langsigtede målsætninger, vil vi kunne gå mod proaktivitet i stedet for reaktivitet.

Per Henriksen
Adm. direktør, DKT

Infrastruktur som grundlag for vækst
Med sidstnævnte fokus vendes tingene om, og vi kan bygge på en anden almindeligt accepteret antagelse - nemlig at etableringen af fremsynet, rettidig og velfungerende infrastruktur, der leverer høj mobilitet, er et grundlag for økonomisk vækst per se.

Med til denne fremadrettede vinkel kræves et klart billede (nogen ville måske kalde det en vision) af det ønskede samfundsbillede - gode strategier udformes ikke ud i det blå, men på baggrund af klare og velformulerede målsætninger, om hvad der skal opnås.

Konkrete mål
Netop ønsket om et samfund, der tilbyder høj mobilitet (forstået som evnen til at flytte sig eller blive flyttet) for borgere og varestrømme, er centralt i denne debat. Men det er et luftigt begreb, der ikke umiddelbart lader sig måle eller værdisætte. I en målsætningsdiskussion egner det sig måske bedst til skåltalerne.

Omvendt kan begrebet nedbrydes til en række underfaktorer, der bedre lader sig konkretisere. For eksempel fremkommelighed (eller trængsel), tilgængelighed (adgang til transport), hastighed (rejsetid) og forbindelsesmuligheder (korridorer til ind- og udland). Her kan der opstilles konkrete mål, der kan operationaliseres til at være ledestjerner.

Begrænsninger for høj mobilitet
Men omvendt skal høj mobilitet jo ikke opnås for enhver pris og uden hensyn. Der er visse rammer og begrænsninger, herunder konkrete krav til samfundsmæssig rentabilitet (der f.eks. vil betyde, at de forskellige transportformer prioriteres, hvor de er mest effektive og egnede), og hensyntagen til udfordringer såsom klimaproblematikker, socioøkonomiske udviklinger herunder den øjensynligt naturbundne urbaniseringstendens, der peger i retning af to til tre bymæssige megacentre.

Hvis vi begynder at indrette infrastrukturen til at opfylde konkrete langsigtede målsætninger af ovennævnte art, vil vi kunne gå mod proaktivitet i stedet for reaktivitet - og dermed også opnå en beslutningsmæssig handlingsfleksibilitet, der gør det muligt at tilpasse planerne efter den faktiske udvikling - down the line.  

Det er jo ikke sikkert, at væksten fortsætter uhæmmet - eller at oliepriserne i 2030 er under vores nuværende niveau, som nogen forestiller sig.