Indgreb mod chauffører møder kritik: Kan svække kontrol med social dumping

HVILETID: Nye regler skal gøre parkering på rastepladser besværligt for udenlandske lastbiler. 3F frygter, at det vil skubbe chauffører ud i industrikvarterer og spænde ben for kampen mod social dumping.

Det skal være slut med langtidsparkerede lastbiler på rastepladserne, mener regeringen og DF. I finansloven afsættes 20 millioner kroner til skiltning og kontrol med rastepladserne. 
Det skal være slut med langtidsparkerede lastbiler på rastepladserne, mener regeringen og DF. I finansloven afsættes 20 millioner kroner til skiltning og kontrol med rastepladserne. 
Anders Redder

Rastepladser skal ikke længere være hoteller for langtidsparkerende lastbilchauffører, der søger hvile efter turene på de danske veje.

Sådan lyder beskeden fra regeringen og Dansk Folkeparti, der i finansloven lægger op til at stramme grebet om de udenlandske chaufførers hvileophold.

20 millioner kroner afsættes frem mod 2021 til skiltning og øget kontrol på rastepladserne. Det skal ifølge Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti sætte en stopper for ”det nomadefolk af østeuropæiske chauffører, der bor på danske rastepladser.”

Læs: Finanslov med blik for social dumping

”Vi frygter, at udenlandske chauffører nu rykker væk fra rastepladserne og ud til industrikvarterer. Hvis det sker, bliver problemerne større, end de er i dag." 

Flemming Overgaard
Næstformand, 3F Transport

Forslaget får dog en lunken modtagelse hos brancheforeningen ITD og 3F. Tiltaget risikerer – stik imod hensigten – at besværliggøre kampen mod social dumping, lyder beskeden.

”Vi frygter, at udenlandske chauffører nu rykker væk fra rastepladserne og ud til industrikvarterer. Hvis det sker, bliver problemerne større, end de er i dag,” siger Flemming Overgaard, næstformand i 3F Transport.

Han forudser, at politiet kan få sværere ved at kontrollere udenlandske chauffører, der overskrider regler for køre- og hviletid.

”Politiet kan ikke køre rundt i samtlige industrikvarterer for at håndhæve de her regler. Det er nemmere at kontrollere for social dumping og overholdelse af arbejdstidsregler, hvis lastbilerne holder på rastepladserne,” siger Flemming Overgaard.

Carina Christensen, administrerende direktør i ITD, bakker op:

”Hvis chaufførerne ikke må holde på rastepladserne, hvor skal de så være? I værste fald vil de blot søge ud på villavejene og ind i industrikvartererne. Det er derfor den helt forkerte vej at gå,” siger hun til Jyllands-Posten.

Udenlandske chauffører fortsætter bag rattet
Hos FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, vurderer Søren Kaj Andersen ikke, at kampen om rastepladserne kan ændre på dynamikken i transportbranchen.

Chauffører fra de østeuropæiske lande vil i stor stil fortsætte med at sidde bag rattet i lastbilerne på de danske veje, lyder det fra FAOS-forskeren:

”Vi ved, at dele af branchen stort set er blevet overtaget af udenlandske chauffører. Deres lave løn og ringere vilkår gør, at de ikke kan have samme bekvemmeligheder som danske chauffører. Det ændrer parkeringsregler på rastepladser ikke på, og derfor vil udenlandske chauffører fortsat stå for den internationale vejgodstransport i Danmark.” 

DF afviser kritik
Hos Dansk Folkeparti afviser man, at partiet sammen med regeringen har fejlvurderet effekterne af de nye parkeringsregler.

”Det er et vigtigt slag i den store kamp mod social dumping,” siger Claus Kvist Hansen.

”Som det ser ud i dag, kører østeuropæiske chauffører næsten uhindret cabotagekørsel i Danmark. Samtidig hører vi historier om chauffører, der bor i uger og måneder på danske rastepladser, og det skal være slut. Det er udkonkurrering af danske arbejdstagere, og i mange tilfælde er det også ulovligt. Derfor sender vi nu et stærkt signal til branchen om, at de skal tilrettelægge kørslen anderledes: Udlændinge skal enten hvile ordentligt eller køre hjem,” fastslår DF-ordføreren for social dumping.

Er de nye regler gennemtænkte, hvis I blot skubber problemet ud i villa- og industrikvarterer?

”Det er ulovligt, hvis de parkerer i tilfældige industrikvarterer. Så det regner jeg ikke med, vil ske. Og hvis det er tilfældet, må kontrollen flytte derhen, hvor chaufførerne nu end har tænkt sig at parkere ulovligt. Det vigtige for mig er at branchen indser, at chauffører fra udlandet ikke længere må være mange uger eller måneder for at køre cabotagekørsel i Danmark.”

25-timers maksimal hviletid
Som reglerne ser ud i dag, skal lastbilchauffører have et ugentligt hvil på mindst 45 timer. For udenlandske chaufførers vedkommende tages hvilet ofte på rastepladser.

I finansloven gives intet bud på, hvor meget parkeringstiden skal reduceres. Dansk Folkeparti foreslår, at lastbilerne maksimalt må holde stille i 25 timer.

”Hvis udlændinge vil tage et normalt hvil, kan de gøre det på rastepladsen. Det lange hvil, det må de tage hjem og tage,” siger Claus Kvist Hansen.

Han får støtte af DTL Danske Vognmænd, hvor direktør Erik Østergaard hilser tiltaget velkommen. 

”Rastepladserne er hårdt ramt af, at lastbilerne bliver hængende der i mange dage ad gangen. Det er fint, at regeringen og DF skrider ind og tager hånd om det. Jeg har ingen forventning om, at det alene løser problemet med udnyttelse af cabotagereglerne, men det er et skridt i den rigtige retning,” siger Erik Østergaard.

Der findes i alt 50 statslige rastepladser langs de danske motorveje med tilsammen 1.301 parkeringspladser til lastbiler.

Dokumentation

FAKTA - Det står i Finansloven:

Parkeringsrestriktioner på statslige rastepladser
Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at indføre tidsbegrænset parkering for lastbiler på de statslige rastepladser på motorvejsnettet.

Det skal forhindre, at særligt udenlandske lastbiler langtidsparkerer på danske rastepladser.

Der afsættes 14 mio. kr. i 2018 og 6 mio. kr. i 2019-2021 til opsætning af skilte og til Vejdirektoratets administration og kontrol med overholdelse af reglerne.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Kvist Hansen

Formand, Horsens Erhvervshavn, specialkonsulent, Region Syddanmark
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Søren Kaj Andersen

Centerleder, Forskningscenter for arbejdsmarkeds og organisationsstudier, Københavns Universitet
mag.art. i kultursociologi (Københavns Uni. 1993), ph.d. sociologi (Københavns Uni. 2001)

0:000:00