Debat

ITD: Behov for klare regler på det internationale transportmarked

DEBAT: Der skal ryddes op i de europæiske regler, så vi får en klar og tydelig fælles ramme for det internationale transportmarked. Det vil styrke de danske transportvirksomheders konkurrencemuligheder i fremtiden, skriver Nikolaj Stig Nielsen, erhvervspolitisk chef i ITD.

Der er brug for klare regler på det internationale transportmarked, skriver Nikolaj Stig Nielsen, erhvervspolitisk chef i ITD.
Der er brug for klare regler på det internationale transportmarked, skriver Nikolaj Stig Nielsen, erhvervspolitisk chef i ITD.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At de forskellige EU-lande implementerer og håndhæver de fælles EU-regler på forskellige måder, gør bestemt ikke den internationale chaufførs dagligdag nemmere.

Nikolaj Stig Nielsen
Erhvervspolitisk chef i ITD
Fakta
Transportdebatten på Altinget : transport har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske og transportfaglige debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget : transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.


Transportdebatten vil i den kommende tid sætte fokus på udfordringerne for fremtidens godstransport.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Af Nikolaj Stig Nielsen 
Erhvervspolitisk chef i ITD – brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Fordele og ulemper ved arbejdskraftens frie bevægelighed debatteres intenst i disse dage.

Det er forståeligt, at danske lønmodtagere ser med skepsis på, at arbejdskraft fra andre EU-lande kan indtage det danske arbejdsmarked til lønninger under dansk niveau. Det er med til at underminere befolkningens tillid til EU-projektet.

Imidlertid sker det kun i meget begrænset omfang på det danske indenrigsmarked for lastbiltransport, at danske vognmænd ansætter chauffører på lønninger under overenskomstens niveau. For det er ganske enkelt forbudt ved lov. Danske lastbiler transporterer da også stigende godsmængder på indenrigsruterne, uforstyrret af udenlandsk konkurrence

Varerne bevæger sig ikke af sig selv
Det indre marked og varernes frie bevægelighed er der stadig stor tillid til hen over hele det politiske spektrum. Her er fordelene håndfaste – også for danskerne: Flere og billigere varer, flere muligheder for dansk erhvervsliv. Imidlertid er det et overset faktum, at varer ikke selv kan bevæge sig frit omkring imellem landene. Transport er nødvendigt – og i stigende mængder.

Netop når det handler om den internationale godstransport imellem landene har vi en helt særlig udfordring med de chauffører, som sidder bag lastbilernes rat. For hvilke løn- og ansættelsesvilkår gælder på en international transport fra eksempelvis Polen til Danmark? Polske, tyske eller danske? Et grundprincip i EU’s vejledning for området er, at chaufføren på internationale transporter ikke skal skifte løn og ansættelsesforhold for hvert land, han kører ind i. Det vil også være ineffektivt og bureaukratisk.

Farvel til den danske eksportchauffør
Derfor bliver det ofte sådan, at lastbiler, der er indregistreret i lande med lave lønninger, har en fordel på de internationale ruter. For chaufførens løn er den største variable omkostning for vognmanden, og den er særdeles vigtig for konkurrenceevnen på de internationale ruter imellem landene, hvor konkurrencen har været helt åben, siden EU åbnede grænserne i 1993.

Det medfører, at de vognmænd, der vil tage den internationale konkurrence op, etablerer sig i de EU-lande, hvor lønningerne er lavest. Denne tendens tog for alvor fart i nullerne – også blandt danske transportvirksomheder. Det har betydet et drastisk fald i antallet af danske eksportchauffører.

Social sammenhæng ønskes
De internationale vognmænd er gode til at tage bestik af den frie bevægelighed for arbejdskraft og varer, og til at udnytte den frie etableringsret. Men ulempen er, at forholdene hurtigt bliver svære at overkue - særligt for de internationale chauffører, som ofte er ansat i et andet land end hjemlandet, og bevæger sig rundt imellem mange forskellige lande langt fra hjemmets arne. At de forskellige EU-lande samtidig implementerer og håndhæver de fælles EU-regler på forskellige måder, gør bestemt ikke den internationale chaufførs dagligdag nemmere.

Der er behov for at få ryddet op i de fælles europæiske regler og få skabt en klar og tydelig fælles ramme for det internationale transportmarked. Det er en proces, som vi passende kan gå forrest i fra Danmarks side. Hermed har vi mulighed for at styrke de danske transportvirksomheders konkurrencemuligheder i fremtiden. Ikke ved at bygge værn og mure rundt om Danmark, men ved at eksportere det bedste fra det danske arbejdsmarked til resten af EU: Social sammenhængskraft og høje professionelle standarder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nikolaj Stig Nielsen

Kommunikationschef, Erhvervshus Sydjylland
cand.scient.soc. i PR (Roskilde Uni. 2000)

0:000:00