ITD til Folketinget: Førerløse biler er ikke et fjernt fremtidsscenarie

DEBAT: Et nyt Folketing må sørge for at få rammebetingelserne på plads, så Danmark kan udnytte nye teknologier i fremtidens transport, skriver Carina Christensen.

Af Carina Christensen
Administrerende direktør, ITD

Fremtiden er ankommet. Selvkørende og førerløse biler er ikke længere et fjernt og futuristisk fremtidsscenarie, men allerede en realitet mange steder.

Men, som Morten Reimer Pedersen peger på i sit indlæg i Altinget 15. maj, tøver det offentlige med at sætte skub i arbejdet med at sikre rammebetingelserne for en hurtig indfasning af førerløse teknologier i Danmark. Det kan vise sig at blive fatalt, hvis Danmark skal beholde den digitale førertrøje internationalt.

Transportsektoren, herunder ikke mindst vejgodstransporten, står over for store forandringer i de kommende år. Ny teknologi skaber grundlag for nye digitale forretningsmodeller, som vil ændre væsentligt på den branche, som vi kender i dag.

Men udviklingen kommer ikke af sig selv. Skal danske virksomheder formå at udnytte teknologier og nye muligheder, kræver det, at de nødvendige rammebetingelser er til stede.

Nyt trafikbillede
Først og fremmest skal politikerne sikre, at lovgivningen er på plads. Når det gælder førerløse biler, giver lovgivningen allerede i dag mulighed for at gennemføre forsøg. Men der er behov for at tage stilling til, hvordan vi vil regulere og tilpasse trafikbilledet til at kunne rumme helt nye aktører.

Også vores infrastruktur skal gøres klar til fremtiden. Det gælder i første række indretning og udformning af veje og andre infrastrukturanlæg – både i byerne og på det overordnede vejnet. Men det gælder i mindst lige så høj grad den digitale infrastruktur.

Mange nye teknologier og forretningsmodeller i transportsektoren vil komme til at basere sig på 5G-teknologi. I forbindelse med udbud af de kommende 5G-frekvenser er det derfor vigtigt at huske transporten. Her bør det sikres, at dele af mobilnettet dedikeres til førerløs teknologi, ligesom man bør sikre en effektiv dækning i hele landet, så ny teknologi ikke kun bliver noget, man får glæde af i de større byer.

Det kræver finansiering, hvorfor vi i ITD foreslår at øremærke salget af frekvenserne til investeringer i ny infrastruktur.

Offentlige og private partnerskaber
Muligheden for at udføre forsøg med selvkørende og førerløse køretøjer er i dag kun udnyttet i meget begrænset omfang. Årsagerne hertil kan være mange. Men under alle omstændigheder illustrerer det behovet for en fokuseret indsats – ikke bare fra det offentlige, men alle relevante aktører i branchen.

Morten Reimer Pedersen foreslår i sit indlæg brug af offentlige og private partnerskaber. Det er vi i ITD helt enige i. Vi har i Danmark nogle stærke forskningsmiljøer, der besidder en transportfaglig viden, som er vigtig at få bragt i spil i forhold til omverdenen.

I ITD mener vi, at Danmark skal have som målsætning at gøre Danmark til en europæisk forskningshub inden for vejgodstransport og logistik. Det vil skabe helt nye muligheder for, at danske virksomheder kan tage de nye teknologier til sig, omstille deres virksomheder til en ny digital virkelighed og dermed kunne få et forspring i forhold til udenlandske konkurrenter på et marked i stærk international konkurrence.

Så opgaverne er mange, komplekse og tager ikke mindst tid at få løst. Når valgkampen er overstået, og hverdagen melder sig, bør en ny regering – uanset farve – hurtigst muligt tage initiativ til at samle alle interessenter i transportbranchen for sammen at sætte den fremtidige digitale kurs. Det er på høje tid, hvis Danmark skal beholde den digitale førertrøje – også på transportområdet.

Forrige artikel Debat: Næstved-Rønnede-motorvejen haster Debat: Næstved-Rønnede-motorvejen haster Næste artikel Drivkraft Danmark: Politikerne risikerer at obstruere lynladning til elbiler Drivkraft Danmark: Politikerne risikerer at obstruere lynladning til elbiler
Besparelser på DSB nærmer sig en milliard årligt

Besparelser på DSB nærmer sig en milliard årligt

BAGGRUND: Statens årlige tilskud til DSB er reduceret med over 700 millioner kroner, siden den tidligere SR-regering lagde grunden for statsbanernes økonomi frem til 2024. Forude venter et usikkert årti.