K langer ud efter borgerlige partier for budgetaftale, der “mobber” billister ud af København
Liberal Alliance og Venstre har svigtet de københavnske billister ved at acceptere, at prisen på parkering stiger som følge af årets budgetaftale, siger konservatives leder på rådhuset, Jakob Næsager. Han mener, at partierne har "solgt sig selv billigt" og fået ubetydelige skattelettelser til gengæld.
Søren Dahl
JournalistMandagens budgetforlig på Københavns Rådhus vil gøre hverdagen dyrere og mere besværlig for københavnske billister og besøgende, der vil en tur i Tivoli eller ud og shoppe i hovedstadens butikker.
Det mener Konservatives leder på rådhuset, børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, der sammen med Alternativet er de eneste partier på rådhuset, der står udenfor årets budgetforlig.
Nogen siger, at man kan vælge mellem at købe en kop kaffe eller en plade chokolade for det beløb, som man nu slipper billigere i skat. Det dilemma slipper pædagogerne i min forvaltning heldigvis for, for deres skattelettelse rækker ikke til nogen af delene.
Jakob Næsager, børne- og ungdomsborgmester (K)
“Man hæver parkeringstaksterne og lægger op til at gøre det samme igen allerede næste år. Det er skruen uden ende, og det er unfair overfor de københavnere, der er afhængige af en bil i hverdagen,” siger han.
Ifølge Jakob Næsager blev han smidt ud af forhandlingslokalet torsdag, da de øvrige partier brød et løfte til de Konservative om at bygge flere parkeringsanlæg og idrætsanlæg på en række skoler.
“Vi mener, at en aftale er en aftale. Det princip måtte jeg så konstatere, at vi var ene om at have,” siger Jakob Næsager.
Ikke råd til en plade chokolade
Jakob Næsager langer også ud efter de øvrige borgerlige partier på Københavns Rådhus.
Han mener, at både Liberal Alliance og Venstre har “solgt sig selv utroligt billigt” for at være med i budgetaftalen.
“Man har accepteret, at det bliver dyrere at parkere i København, og i stedet har man fået en skattelettelse, der ikke kommer til at betyde noget som helst,” siger Jakob Næsager.
“Nogen siger, at man kan vælge mellem at købe en kop kaffe eller en plade chokolade for det beløb, som man nu slipper billigere i skat. Det dilemma slipper pædagogerne i min forvaltning heldigvis for, for deres skattelettelse rækker ikke til nogen af delene,” påpeger borgmesteren.
Det er endt med en budgetaftale, hvor der bliver oprettet 1.500 nye parkeringspladser, som kommunen lejer i private p-huse. Derudover vil man oprette mange tusinde nye ladestandere til el-biler. Fortryder du, at I ikke er endt med at være med i aftalen?
“Overhovedet ikke. Når man lukker permanente parkeringspladser, så gør man livet sværere for københavnere med en bil. De parkeringstiltag, man så har aftalt i stedet, er fugle på taget,” siger Jakob Næsager.
“Vi er blevet lovet parkeringsanlæg før, og vi har også skrevet under på, at det skulle bygges. Men det er bare aldrig blevet til noget,”.
I er endt med at være det eneste parti udover Alternativet, der ikke er en del af budgetaftalen. Står I ikke i en meget isoleret position nu?
“Jo, men hvis vi havde meldt os ind uden at få indflydelse, så var vi jo til grin og vores mandater ingenting værd. Vi er nødt til at sige, at det, vi er blevet valgt på, det er også det, vi kæmper for,” siger Jakob Næsager.
Mobber billister
Borgmesteren mener, at partierne bag årets budgetaftale stikker københavnerne “blår i øjnene”.
“Man hæver priserne, så folk skal betale mere for en ringere service. Det synes jeg ikke, man som borgerlig kan være bekendt,” siger borgmesteren.
Aftalepartierne vil rykke københavnernes parkering væk fra gadeplan og omdanne områderne til grønne byrum.
Partierne ønsker at begrænse forurening og trængsel fra udefrakommende biler uden at fjerne parkering for københavnere, "der har behov for en bil".
I budgettet afsættes:
40 millioner kroner årligt i 2025-2028 til leje af 2.100 parkeringspladser i private anlæg. Samtidig nedlægges 525 parkeringspladser i gadeplan.
30 millioner kroner årligt i 2025-2028 til etablering af grønne initiativer og byrum i takt med, at parkeringspladser rykkes væk fra gadeplan.
115,7 millioner kroner til renovering af parkeringsanlægget ved Landgreven. Der afsættes desuden 0,7 millioner til udarbejdelse af et salgsudbud på et parkeringsanlæg under Strandboulevarden.
Partierne er også enige om at hæve parkeringstaksten i både den grønne, blå og gule parkeringszone.
Det skal desuden være slut med gratis parkering om søndagen. Fremover skal bilister betale for søndagsparkering efter den første time.
Samtidig hæves prisen på beboerlicenser til elbiler og biler med det laveste brændstofforbrug med cirka 500 kroner årligt, så det næste år vil koste 1.200 kroner at købe en licens til elbil.
For at sikre tilstrækkeligt med parkering til byens borgere lægger aftalen samtidig op til at omdanne ambassadeparkering til beboerparkering.
Tekst: Laura Bejder Jensen og Daniel Bue Lauritzen
Kilde: Københavns Kommunes budgetaftale 2025
“Jeg synes, at man med den her aftale er med til at mobbe billisterne ud af København,” siger Jakob Næsager.
V: K gik før det blev sjovt
Venstres leder på Københavns Rådhus, Jens-Kristian Lütken giver ikke meget for Jakob Næsagers kritik af, at hans parti er med i budgetforliget.
“Sagen er, at Konservative selv valgte at gå fra lokalet, før vi for alvor kom i gang med at tale parkering. De gik, før det blev rigtig sjovt,” siger Jens-Kristian Lütken.
Er det her udtryk for, at parkering er en større prioritet for Konservative end for jer?
“Nej, tværtimod. Vi blev jo og kæmpede, modsat Konservative. Nu står vi med en aftale, som sikrer flere parkeringspladser, end der oprindeligt var lagt op til i principaftalen. Det kunne Konservative jo have været med til at påvirke, hvis de altså var blevet i lokalet.”