K-ordfører tordner mod forslag: "Det er et frontalangreb på den danske model"

VIDEO: Et lovforslag om at ændre sammensætningen af Fiskeriets Arbejdsmarkedsråd fik tirsdag Konservatives fiskeriordfører, Orla Østerby, op i det røde felt. "Et frontalangreb på den danske model," lød det blandt andet. Men det er partierne bag aftalen ikke enige i. 

Jeppe Maagaard Holm

"Ufornuftigt og uklogt." "Et frontalangreb på den danske model." "Aldrig set før."

Konservatives fiskeriordfører, Orla Østerby, lagde ikke fingre imellem, da han tirsdag gik på talerstolen i Folketinget.

Det skete under førstebehandlingen af et lovforslag, der er fremsat af erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) efter pres fra kredsen bag fiskeriaftalen fra december 2016. En aftale, der dengang blev indgået af et flertal bestående af DF, S, RV og SF uden om regeringen. 

Med lovforslaget lægges der op til at ændre sammensætningen af Fiskeriets Arbejdsmarkedsråd, så det ved lov fastsættes, hvem der indstiller medlemmer til rådet. Konkret foreslår regeringen, at Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK), Danmarks Pelagiske Producentorganisation og CO-Søfart får en plads i rådet sammen med Danmarks Fiskeriforening og 3F. Hidtil har det været arbejdsmarkedsparterne selv, der har indstillet medlemmer. 

Og det fik tirsdag den konservative ordfører til at tordne mod partierne bag fiskeriaftalen: 

"Der er to partier her med Simon Kollerup og Ib Poulsen i spidsen (Socialdemokratiet og DF, red.), der er ude at lave et frontalangreb på den danske model. Det er mig uforståeligt, at de andre partier i oppositionen kan være med på den her galej. For det er så farligt, det der er sat gang i her," lød det fra ordføreren.    

Nødvendigt indgreb
Også 3F, der i dag er repræsenteret i Fiskeriets Arbejdsmarkedsråd på arbejdstagersiden, har kritiseret forslaget.

I et høringssvar kalder 3F Transportgruppe lovforslaget "et direkte politisk angreb på mere end 100 års tradition på det danske arbejdsmarked, den danske model." 

Hverken kritikken fra K eller 3F har dog fået partierne bag aftalen til at ændre holdning til forslaget. 

"Vi forventer ikke, at lovændringen her vil varsle en praksisændring på det bredere arbejdsmiljøpolitiske område. Lovforslaget løser et isoleret problem på et isoleret område. Men vi har noteret os de høringssvar, der er kommet," lød det fra Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, under tirsdagens debat. 

Han blev bakket op af Lisbeth Bech Poulsen (SF): 

"Det her skal ikke være en general praksis. Det er en specifik løsning på et specifikt problem, der er for fiskeriet. Nemlig, at vi har rigtig mange fiskere på mindre både. Dem vil vi gerne give en håndsrækning, fordi vi kunne se, at den udvikling, det gik i med meget store fartøjer og med kvotekonger, kom til at fylde det hele. Det var ikke sundt for vores fiskeri," sagde hun og tilføjede:  

"Det er på sin plads, at det bliver gjort tydeligt, at det her ikke er et opgør med den praksis, vi ellers har på området for, hvem der er arbejdstager, og hvem der er arbejdsgiver."

Alle Folketingets partier støtter forslaget. Se hele tirsdagens debat her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ib Poulsen

Byrådsmedlem (DF), Thisted Kommune
skibsfører (Svendborg Navigationsskole 1989)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

Orla Østerby

Direktør og bestyrelsesmedlem, Tangsø Invest, bestyrelsesmedlem og medstifter, Tangsø Sundhedscenter, fhv. MF
byggetekniker

0:000:00