Minister efter nødråb fra trafikselskaber: "Der kommer ikke et sidste fix"
Regeringen vil ikke holde hånden yderligere under lukningstruede busruter, lyder det fra transportminister Thomas Danielsen, der vil have kommuner og trafikselskaber til at tilpasse sig deres svære situation.


Daniel Bue Lauritzen
RedaktørTrafikselskabernes bøn om nye millionindsprøjtninger til driften af de offentlige busser bliver mødt med en blank afvisning fra transportminister Thomas Danielsen (V).
“Vi kan ikke blive ved med at poste flere penge i halvtomme busser, som trafikselskaberne og kommunerne har til at køre rundt. Vi bliver nødt til at gøre det anderledes,” siger han.
Afvisningen kommer, efter at trafikselskabernes formand Steen Vindum (V) er gået i offensiven for at få regeringen til at give et ekstraordinært tilskud til trafikselskaberne, der er hårdt pressede på økonomien efter år med nedgang i passagertallene og kraftigt stigende udgifter.