Partier vil hjælpe ø-færger presset af oliepriserne

SF og Venstre vil have regeringen til at finde penge til de færgeruter, der risikerer højere billetpriser eller aflyste afgange som følge af de stigende brændstofpriser. Minister vil ikke love akutløsning på problemet. 

Placeholder image
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Stigende brændstofpriser må ikke få konsekvenser for færgefarten til Danmarks øer.

Derfor må staten finde penge til at kompensere de færgeruter, der risikerer at måtte aflyse afgange eller hæve billetpriserne, når budgetterne ikke længere går op.

Det mener landdistrikts- og øordførere fra både SF og Venstre.

“Færgerne er øernes livsnerve, uanset hvordan vi vender og drejer det. Jeg er enig i, at det er en kæmpe stor problemstilling, hvis prisstigningerne betyder meget dyre billetter eller færre afgange,” siger SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt.

I Venstre er ordfører Peter Juel-Jensen helt enig. Han frygter, at de udfordringer, som oliepriserne skaber for både færger og indenrigsfly, kan stå i vejen for øernes- og landdistrikternes udvikling.

“Der er rigtig mange, der flyttede ud i landdistrikterne under corona. Men der er ingen tvivl om, at infrastrukturen til vores øer- og landdistrikter har stor betydning for bosætningen. Jeg synes, at man er nødt til at kigge på, hvordan vi kan få færgerne og indenrigsflyene til at hænge bedre sammen økonomisk,” siger han.

Begge partier vil nu tage sagen op med indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen.

“Jeg vil bede ministeren skitsere nogle forslag til, hvordan vi får løst den her opgave. Det er ikke sikkert, at vi kommer udenom lidt stigende billetpriser. Men vi ved også, at der er en smertegrænse. Jeg synes især, at færre afgange vil være rigtig slemt for øerne,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Læs også

Støttepartier tøver

Konsekvenserne af de stigende brændstofpriser kan ifølge en henvendelse, som de tre organisationer Færgesekretariatet, Småøernes Færgeselskaber og Sammenslutningen af Danske Småøer har sendt til indenrigsministeren blive, at billetpriserne stiger, eller at man må aflyse faste afgange.

Men det er konsekvenser, man må sluge, mener Radikale Venstres landdistriktsordfører, Kathrine Olldag.

“Jeg er bange for, at man er nødt til at leve med det lokalt. Vi ser prisstigninger på stort set alle varer og serviceydelser i hele samfundet. Selvom vi fra politisk side forsøger at hjælpe danskerne med deres udgifter, så kan vi ikke blive ved med at pumpe penge ud i samfundet. Vi risikerer stigende inflation,” siger Kathrine Olldag.

Betyder det, at øboerne må acceptere færre afgange, højere billetpriser, eller at færgerne skruer ned for hastigheden?

“Alle de forslag er glimrende. Man kunne sagtens forestille sig, at nogle af tyndest besatte afgange i ydertimerne kunne aflyses. Det er også fornuftigt at sætte farten ned. Så må man indrette sit liv efter det. Prisstigninger må være den sidste udvej,” siger Kathrine Olldag.

I Enhedslisten kalder Henning Hyllested øernes appel for “enormt sympatisk”. Men han er heller ikke sikker på, at staten kan finde pengene til at hæve tilskuddet til færgedriften.

“Det er rigtig fornuftigt, at vi tager en drøftelse med regeringen om det her. Men der er jo ikke noget pengetræ i staten. Det bliver vi tit beskyldt for at tro i Enhedslisten, men det er der altså ikke. Så måske er der begrænsede muligheder for at imødegå det her problem,” siger han.

Tilskud evalueres

Venstres Peter Juel-Jensen har onsdag sendt flere skriftlige spørgsmål til indenrigsministeren, hvor han blandt andet kræver svar på, hvordan regeringen vil sikre, at stigende oliepriser ikke vil betyde stigende billetpriser eller aflyste afgange.

Han har tidligere stillet et beslutningsforslag i Folketingssalen om en fuld implementeringen af det såkaldte landevejsprincip, der skal sikre, at det ikke er dyrere at sejle end at køre på landevejene.


Det forslag blev ifølge Peter Juel-Jensen afvist med den begrundelse, at de eksisterende tilskud til færgedriften er ved at blive evalueret.

Men hvis de aktuelle brændstofpriser kommer til at betyde stigende billetpriser på færgerne, kan det være nødvendigt at sætte ind, inden evalueringen er klar, mener ordføreren.

“Hvis de stigende brændstofpriser i mellemtiden gør, at man skal aflyse afgange eller se stigende priser, vil man gøre livet meget vanskeligt for dem, der bor på de små øer. Det kan ingen være interesserede i,” siger han.

Minister: Bloktilskud justeres

Altinget har spurgt bolig- og indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen, om han ser behov for at kompensere de berørte færgeruter, så de undgår forringelser af serviceniveauet.

I et skriftligt svar kalder han prisstigninger for et “generelt problem i samfundet, som der ikke er lette løsninger på”.

Han skriver desuden, at staten allerede yder tilskud til kommunerne, så færgetaksterne kan sættes ned. Det tilskud bliver reguleret én gang om året.

“Der tages højde for den generelle pris- og lønudvikling ved en årlig regulering af disse tilskud. Det gælder også de øvrige tilskud, der udbetales til kommuner med små øer og ø-kommuner for at tage højde for deres særlige rammer og vilkår,” skriver ministeren i svaret.

Omtalte personer

Karina Lorentzen Dehnhardt

MF, gruppeformand (SF), retsordfører, formand, Udvalget for Landdistrikter og Øer
akademiøkonom (Esbjerg Business College. 1997), lærer (Haderslev Statsseminarium. 2002), MA professionel kommunikation (Roskilde Uni. 2018)

Henning Hyllested

MF (EL)
havnearbejder (Esbjerg Havn)

Kathrine Olldag

MF (R)
cand.mag. (kunsthistorie og visuel kultur), diplom i offentlig ledelse
Se alle personer

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser