Debat

Passagerpulsen: Tog, bus og metro skal være et reelt alternativ til bilen

DEBAT: Den offentlige transport skal gøres mere pålidelig, når det kommer til pris og tid. Lige nu er det kun muligheden for at arbejde, der taler for offentlig transport, og det skal laves om, skriver Asta Ostrowski, projektchef i Passagerpulsen.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Asta Ostrowski
Konstitueret projektchef i Passagerpulsen

Hvilke overvejelser gør vi, når vi skal vælge transport i hverdagen til og fra arbejde? For nogle af os er der ikke noget valg – der er slet ingen kollektiv transport eller parkering til bilen. Men andre af os ser på tid og økonomi, fleksibilitet og muligheden for at have varer eller bagage med.

Mere transporttid betyder mindre mobilitet – at danskerne er mindre tilbøjelige til at pendle til deres arbejde. Og det betyder, at pendlerne får mindre tid til familie og fritid. Men for pendlere er det endnu vigtigere at kunne stole på at komme frem til tiden end at komme hurtigt frem – køreplanen skal holde. 

Prisen spiller også en stor rolle, når pendlere skal beslutte sig for, om de vil tage enten bilen eller den kollektive transport til og fra arbejde eller uddannelse. 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Bilen er pendlernes førstevalg
Og ifølge en ny rapport, ’Danskernes holdning til kollektiv transport’, som vi i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk udgav 20. april, oplever de danske pendlere, at bilen er et bedre valg end bus, tog og metro, når det kommer til netop tid, pålidelighed og pris.

Rapporten er lavet på baggrund af besvarelser fra 2.480 repræsentativt udvalgte danskere, og i undersøgelsen har vi spurgt pendlerne om, hvor godt de mener, at henholdsvis bil og den kollektive transport kan opfylde deres transportbehov på syv parametre. På seks ud af de syv parametre mener pendlerne, at bilen er bedre til at opfylde deres behov.

Skal vi have et effektivt samlet transportsystem, skal den kollektive transport også være attraktiv.

Asta Ostrowski
Projektchef, Passagerpulsen

Det vil sige, at som det ser ud nu, kan bus og tog ikke konkurrere med bilen som transportmiddel til og fra arbejde. Vi mener i Passagerpulsen, at den kollektive transport skal være et reelt alternativ og supplement til anden transport.

Danskerne kombinerer i stigende grad forskellige transportmidler som cykel, bil, dele- og leasingbiler, taxi, fly og kollektiv transport. Skal vi have et effektivt samlet transportsystem, skal den kollektive transport også være attraktiv. Det halter det desværre med lige nu, viser vores undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at 39 procent af danskerne ikke mener, at de kan stole på, at de kommer frem til tiden, når de bruger kollektiv transport. 

Derudover mener 41 procent af danskerne ikke, at det er pengene værd at rejse med bus, tog eller metro, og 41 procent er heller ikke enige i, at rejsetiden med den kollektive transport er attraktiv i forhold til andre transportformer. Så der er nogle områder, som beslutningstagerne og trafikselskaber kan sætte ind overfor, hvis man ønsker at gøre bus, tog og metro mere attraktive over for danskerne. 

Offentlig transport vinder på at man kan arbejde
Som nævnt vinder bus, tog og metro kun over bilen på ét område. Og det er muligheden for at arbejde undervejs. Faktorer som netop muligheden for at kunne arbejde undervejs og en god internet- og mobildækning har også en vis betydning for pendlerne, men ikke nær så meget som tid, pris og pålidelighed.

Bus og tog har på papiret en åbenlys fordel i forhold til, at mange pendlere kan arbejde undervejs med for eksempel at svare på e-mails eller forberede sig på dagens opgaver. Der kræver bilen derimod pendlernes fulde opmærksomhed. Men for at den fordel skal slå igennem ude i passagernes virkelighed, kræver det, at der er siddepladser nok, så passagererne kan regne med, at vi kan sidde ned.

Hvis pendlerne skal opleve den kollektive transport som et reelt alternativ, kræver det først og sidst, at vi kan stole på, at tog og bus får os frem til tiden. Derfor skal passagerernes rettidighed og pålideligheden være områder, som trafikselskaberne prioriterer højest. Det gælder både, når der bliver lavet køreplaner, i den daglige trafik og i forbindelse med de mange planlagte forsinkelser på grund af sporarbejder, metro- og letbanebyggeri.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00