Professor: Partiernes klimaudspil glemmer tung transport

Af Lasse Rosendahl
Professor, ph.d., Aalborg Universitet

Omstilling af den tunge transportsektor er nærmest fraværende i partiernes klimaudspil til valget – med undtagelse af flyene. Her går diskussionen dog mest på, om der skal afgift på flyrejser eller ej, og om det skal være nationalt eller på EU-plan i givet fald.

Det er interessant, at hvor der er generel enighed om, at grøn elektricitet er en væsentlig faktor i omstillingen af den lette transport, og at det kræver væsentlige samfundsinvesteringer i såvel infrastruktur som i elbiler, sidstnævnte med større eller mindre grad af offentlig tilskud i form af afgiftsnedsættelser, så diskuteres her ingen særlige incitamentstrukturer, investeringsplaner eller andet, der vil kunne drive omstilling af den tunge sektor. Ud over førnævnte billetafgifter selvfølgelig, som nu også støttes af Klimarådet, og tak for det.

Grøn omstilling sker ikke på markedsvilkår
Men det er helt katastrofalt, at der ikke sættes gang i aktiviteter, der skaber mulighed for omstilling – det vil sige forskning, udvikling og implementering – via erstatning af fossile brændstoffer med bæredygtige og fornybare brændstoffer.

Jeg har tidligere været efter "oliemilliarden", altså den ene milliard kroner, der skulle tilbageføres i "kompensation" for attraktiv beskatning af olien fra Nordsøen til forskning i – ja, hvordan vi effektiviserer udvinding af olie fra Nordsøen og får det sidste med. Det må i disse tider opfattes som direkte idiotisk såvel i et klimaperspektiv som i et skatteøkonomisk – hvorfor støtte et udenlandsk olieselskab (Total), der i øvrigt har overtaget olieproduktionen på ekstremt fordelagtige vilkår?

Det kunne være et sted at starte ved at etablere en pulje til opskalering af teknologier og få dem ud over rampen. For teknologierne findes, men kræver starthjælp for at komme på et niveau, hvor de private investorers cost-benefit-risk analyser får dem til lommerne. Vindmøllerne kom jo heller ikke af sig selv på rene markedsvilkår, og om noget kan man vel godt påstå, at platformen brænder mere, end den gjorde i 1980'erne og frem, hvor det var rene økonomiske analyser der gjorde, at man gav tilskud.

Så det nytter ikke at snakke tomme floskler, hvis vi i realiteten har tænkt os at gøre noget ved det her. Der skal skabes en finansielt attraktiv ramme for at komme i gang, og det er politikernes forbandede pligt at sørge for det.

Lasse Rosendahl
Professor, ph.d., Aalborg Universitet

Politikerne skal leve op til deres pligt
Tilskud eller afgiftslettelser til biobrændstoffer (eller alternative brændstoffer i det hele taget) vil i høj grad accelerere den private investeringslyst i produktionsanlæggene og dermed fremskynde implementering, men der er jo ingen, der siger, at det er livslang støtte, der efterspørges. Igen, præcis som med vindmøllerne. Men politikerne – både de nationale og i EU – bliver nødt til at tage fat i dette nu for at skabe rammerne. Selvom det betyder, at det bliver dyrere at flyve.

Biobrændstoffer er p.t. den eneste mulige vej til hurtig og effektiv omstilling af den tunge transportsektor og er i øvrigt ikke afhængige af grøn elproduktion. Til tung land- og skibstransport kan de levere inden for få år – den tid, det tager at skalere produktion op.

Til fly er biobrændstof også eneste løsning, når man tager tidsfaktorerne i betragtning – så lad os lige glemme el-fly for en stund. Men her er det yderligere kompliceret, idet alle nye brændstoffer skal igennem en dyr og langvarig godkendelsesprocess – flere millioner dollars og måske op til fem år – før de slippes løs. Så det nytter ikke at snakke tomme floskler, hvis vi i realiteten har tænkt os at gøre noget ved det her.