Debat

S: Flere skal tage den kollektive trafik

DEBAT: Regeringen har investeret historisk meget for at få danskerne til at bruge den kollektive trafik. Men det betyder ikke, at de stadig mere miljøvenlige biler er fjenden, skriver Rasmus Prehn (S).

Målet er stadig, at flere skal køre kollektivt , men bilen er ingen fjende, skriver Rasmus Prehn (S).
Målet er stadig, at flere skal køre kollektivt , men bilen er ingen fjende, skriver Rasmus Prehn (S).Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Prehn (S)
Transportordfører

Det er mere end hundrede år siden, der er blevet investeret så meget i kollektiv trafik. Man kan altså ikke sige, der ikke er blevet gjort noget. 

Rasmus Prehn (S)
Transportordfører

Flere vælger bilen, og færre toget og bussen. Sådan har udviklingen været længe, og mange råber vagt i gevær.

Fakta
Transportdebatten har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget: transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.


I den kommende tid vil et debatpanel sætte fokus på, hvordan transportpolitikken skal se ud efter det kommende folketingsvalg. Hvad skal en ny regering prioritere? 

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]

Men det passer altså ikke, at vi politikere ikke gør noget for at ændre udviklingen. Der er ikke tidligere investeret så meget i den kollektive trafik, som vi gør nu. Faktisk har denne regering investeret historisk meget i den kollektive trafik, og langt mere end i for eksempel vejene.

Konkret, mere end 50 milliarder kroner til den kollektive trafik og omkring 12 milliarder kroner i vejprojekter. I takt med, at bilerne bliver langt mere miljøvenlige, skal vi i øvrigt lige huske på, at bilen ikke er en fjende, men et yderst komfortabelt transportmiddel.

DSB vs. biler
I sidste uge var det Ingeniøren, der kunne berette om, at hver gang DSB kører én ekstra kilometer, kører landets bilister 26 kilometer ekstra på landets veje. For en måned siden kørte næsten samme historie. Den gang var det bare Jyllands-Posten, der fremlagde tallene. Med jævne mellemrum hører vi stort set nøjagtig den samme historie, og hver gang står trafikforskere og journalister på spring for at harmes og skælde ud. De fortæller gladeligt historien om, at vi politikere intet foretager os, at vi kun investerer i vejene, men ikke i landets jernbanetrafik.

I sidste uge havde DR’s ellers hæderkronede P1 Orientering inviteret den selvbestaltede fremtidsforsker (i eget firma) Uffe Paludan i studiet. Paludan fortalte opvagt og humoristisk om, at om få år vil alle biler være miljørigtige og køre førerløse rundt, mens DSB endnu ikke vil vide med sig selv, hvad de skal stille op med IC4-togene. Det er skønt med en humoristisk overdrivelse – især når den ikke er skudt helt forbi. Men Paludan glemte helt at nævne de massive investeringer i kollektiv trafik, som denne regering har foretaget.

Massive investeringer 
Lad mig blot nævne nogle enkelte: Udvidelse af metrosuccesen, så den, udover den eksisterende strækning fra Københavns Lufthavn og Vestamager til Vanløse og den kommende Cityring, også kommer til at dække både Sydhavnen og Nordhavnen.

Etablering af letbaner i landets fire største byer. Togforbindelser til hhv. Aalborg og Billund lufthavne. Togfonden, der betyder elektrificering af jernbanen på alle landets hovedstrækninger, timeplanen, godsbaneterminal i Hirtshals og meget andet.

Etablering af den årlige milliardpulje til bedre og billigere kollektiv trafik, der blandt andet har betydet et forbedret ungdomskort, større rabatter for pensionister, flere busafgange i yderområder samt investeringer i nye og mere moderne busterminaler, diverse forsøg og meget andet.

Det er mere end hundrede år siden, der er blevet investeret så meget i kollektiv trafik. Man kan altså ikke sige, der ikke er blevet gjort noget. I de sidste tre et halvt år, hvor Socialdemokratiet har siddet i regering, er der blevet gjort mere end nogensinde.

Roadpricing og regulering?
At diverse forskere nu foreslår, at de mange investeringer (gulerod) skal suppleres af mere regulering (pisk) i form af roadpricing, skulle de samme mennesker måske have tænkt over, da de lagde alle deres kræfter i at tale imod trængselsringen, da regeringen foreslog den. Den ene forsker efter den anden var dengang på banen. De var klogere end 35 oldermænd, og de vidste præcis, hvorfor trængselsringen ikke var den rigtige ide, selvom det var den eneste model, der er realiseret ude omkring i verdenen. Vi blev simpelthen pebet ud, da vi kom med det forslag.

Men en ting lyttede vi os frem til hos danskerne, og det var: Giv os nu et reelt alternativ til bilen – invester i den kollektive trafik, så den virker, før I tvinger os til noget andet. Og det er det, vi har gjort. Aldrig er der blevet investeret så meget i den kollektive trafik som nu. Om vi så skal have roadpricing senere, må tiden vise. Vi skal først og fremmest være sikre på, at vi har en teknologi, der virker og ikke betyder unødig overvågning af folk. Og det bliver langt fra let.

Endelig skal vi huske på, at den store målsætning om at nedbringe CO2-udslippet også hjælpes på vej af stadigt flere elektriske og hybridbiler. Det løser imidlertid ikke trængslen på vejene. Derfor bliver vi nok nødt til at lave en form for regulering – ligesom vi må satse på, at en mere intelligent styring af trafikken kan klare noget af udfordringen. Målet er stadig, at flere skal køre kollektivt – men bilen er altså ingen fjende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00